Apples nye hovedkontor næsten klar

Med navnet Apple Park er det nye hovedkontor for Apple klar til indflytning i april. Med mere end 12.000 folk der skal holde flyttedag, kommer hele projektet til at tage 6 måneder

Steve Job Theater
Steve Job Theater

Den nu afdøde Apple boss, Steve Job, havde en vision om at skabe en stort center for kreativitet og samarbejde, og derfor er Apple Park udviklet til at være en stor grøn oase midt i Santa Clara Valley. Den cirkelformede hovedbygning er på imponerende 26 hektarer og beklædt med verdens største buede glasruder hele vejen rundt.

Apple hædrer også deres gamle chef ved at navngive auditoriet i Apple Park Steve Jobs Theater. Det er da også et imponerende auditorium med ikke mindre end. 1.000 sæder, som er placeret på toppen af en bakke, et af de højeste punkter i Apple Park, som har udsigt til enge og hovedbygningen. Så mon ikke Steve Jobs, der i år ville være fyldt 62 år, ville være tilfreds med at se hans vision ført ud i livet?

I en pressemeddelese fortæller Apple CEO Tim Cook:

“Steves visioner for Apple strakte sig langt ind i fremtiden. Hans intention var, at Apple Park skulle være hjem for innovation i mange kommende generationer. Arbejdsområderne og parkarealerne er bygget med henblik på at inspirere vores medarbejdere og samtidig gavne miljøet. Vi har designet en af de mest energieffektive bygninger i verden, og campussen vil køre udelukkende på vedvarende energi.”

Apple Park får også plads til et besøgscenter med en Apple Store og café, som er åben for offentligheden, et træningscenter på 9300 m² til Apples medarbejdere, sikre forsknings- og udviklingsfaciliteter samt Steve Jobs Theater. Parkarealerne byder på et over tre kilometer stort stisystem, hvor medarbejderne kan gå og løbe, samt en frugthave, eng og sø i området inden for cirklen.

Apple Park, der er designet i samarbejde med Foster + Partners, erstatter 46 hektar asfalt og beton med græsenge og over 9000 naturligt hjemmehørende træer, som kan tåle tørke, og drives af 100 % vedvarende energi. Med et 17 megawatt solcelleanlæg på taget vil Apple Park drive et af de største solcelleanlæg i verden. Det huser også verdens største naturligt udluftede bygning, som ikke forventes at kræve opvarmning eller air conditioning ni måneder om året.

Her fra redaktionen ønsker vi Apple tillykke med det nye hovedkontor, og er specielt glade for at høre, at der bliver gjort så meget ud af drive det af solenergi.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?