Færre høreskader og bedre lydkvalitet med ny standard

De unge bruger headsets som aldrig før, og selvom de fleste smartphones i dag advarer mod at skrue for meget op for lyden, så er der stadig flere unge der får høreskader på grund af høj musik. Det skal en ny standard fra Dansk Standard gøre noget ved

Vi får nedsat hørelse på grund af for høj musik i headsets. Ny standard skal beskytte både ører og musik

EU-Kommissionen har skønnet at op mod 10 millioner europæere risikerer tidligt høretab, bare fordi de lytter til musik i headsets på deres smartphones, noget som den almægtige EU-Kommission vælger at kalde for Personal Music Players (jeps – primært smartphones, men lad os endelig opfinde en ny betegnelse).

Det har dog promptet til at man på europæisk plan har revideret den standard, der fastsætter grænsen for lydeksponering. Dansk Standard (DS, red.), oplyser at fokus har været på at beskytte såvel ører som musik.

”Flere og flere, særligt unge, hører høj musik i høretelefoner eller headset i længere tid ad gangen – og dermed øges risikoen for permanente høreskader. Derfor har vi gentænkt standarden for lydtryk, så den i højere grad tager højde for den dosis af høj lyd, man eksponeres for. Noget af det nye er, at man får en advarsel, når lyden når et vist niveau, og igen når man har fået den maksimale dosis af høj lyd”, fortæller Per Crety, seniorkonsulent i Dansk Standard, i en pressemeddelelse.

Fordi vi er så skrappe til lyd her i lille Danmark, så har vi fået lov til at lede den europæiske arbejdsgruppe, der omfatter 35 audiofabrikanter fra Europa samt enkelte deltagere fra den øvrige verden med interesse i det europæiske marked, fx Apple, Bose og Blackberry.

Som led i arbejdet med standarden, der udkommer i første kvartal 2017, har Dansk Standard oprettet et dansk forum for måling af personlige musikafspillere.

”Målet har været at få en europæisk standard, der både bidrager til at begrænse antallet af høreskader og til forbedre kvaliteten i lydgengivelsen. Mange danske virksomheder har deltaget og støttet op om arbejdet, og vi har derfor fået sat vigtige danske fingeraftryk på de krav til forbedring af apparaterne, der indgår i den endelige standard. Det gavner både dem, der lytter til musikken, og danske virksomheder, der producerer højttalere, høreapparater, hovedtelefoner, hjemmeanlæg og andet professionelt udstyr,” siger Per Crety.

”Vi har deltaget i arbejdet for at bidrage til, at standarden vil kunne kommercialiseres. I vores produkter er det lydoplevelsen, der er i centrum, samtidig med at det er vigtigt for os at beskytte vores brugeres hørelse. For at sikre, at man bevarer en god totaloplevelse og opnår de ønskede mål for en standard, er det derfor vigtigt at overveje forskellige brugsscenariers indflydelse,” fortæller Michael Hoby, Senior Research Engineer i Jabra.

Faktaboks

Data viser, at mellem 2,5 og 10 mio. mennesker i Europa lytter til musik på høj volumen over en time om dagen. Samtidigt viser nye undersøgelser, at risikoen for høreskader ikke blot afhænger af den mængde støj (målt i decibel), man oplever, men også af den tid, man er udsat for høje lyde.

Vejledning og advarsel samt fokus på at forbedre apparaterne, så brugeren hverken får høreskader eller oplever dårlig lyd, har været omdrejningspunktet for standarden for lydtryk.

Den reviderede standard for lydtryk, DS-EN 50332-3, udkommer i første kvartal 2017.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?