Gaming-headsets: Dét får du for dine penge!

Skal du købe nyt gaming-headset, er der en del faktorer, du skal have med i overvejelserne. Du bør ikke, som det første, kigge på prisen, men nærmere på dit eget behov.

Du behøver ikke at bruge flere tusinde kroner på gaming-headsettet, hvis du blot spiller for hyggens skyld og har brug for, at dine spil ikke larmer for meget derhjemme, eller hvis du er til MOBA og MMOer. Du kan derfor nøjes med et godt stereoheadset til nogle hundrede kroner.
Spiller du skydespil eller konkurrenceprægede spil online, gør du klogt i at bruge lidt ekstra og købe et headset med surround sound. Her er det vigtigt, at lydformatet enten er Dolby Digital eller DTS. Hvilket af de to formater, der er bedst er lidt af en religionskrig – personligt fornemmer jeg flere nuancer i lydbilledet med DTS.

Komfort kan være altafgørende, da du ikke bare kan tage headsettet af midt i en match, og du tager formodentlig flere kampe efter hinanden, hvorfor du skal have langvarig komfort. Billigere modeller har det med at bruge stift skumgummi eller stofmateriale, som kradser – gå hellere efter modeller med imiteret læder eller kvalitetsstof. Vægten kan også have betydning. Bryder du dig ikke om et tungt headset, findes der også letvægtere på markedet.

Allerede når du tager A50 ud af æsken, oplever du lækkerhedsfornemmelsen.

Allerede når du tager A50 ud af æsken, oplever du lækkerhedsfornemmelsen.

Gør desuden op med dig selv, om du er til ledninger eller ej. Personligt foretrækker jeg et trådløst headset, fordi der ikke er noget værre end en ledning, som kommer i vejen, når jeg spiller. Nogle hardcore gamere sværger til kablede modeller, fordi de frygter forsinkelse i signalet, men de nyere trådløse headsets har ingen nævneværdig forsinkelse. Til gengæld skal de oplades fra tid til anden, og her skal du være opmærksom på batterilevetiden.

Endelig er der headsettets driver, hvori du kan nørkle med lydindstillinger og andet. Er du hardcore gamer med et konkurrence-gen eller blot lydfanatiker, bør du overveje at kaste ekstra penge efter et high-end headset, der ikke kun har surround sound, men også en driver, så du kan få den lydoplevelse, som passer bedst til dine spil.

Testen her ser nærmere på tre forskellige gaming-headsets fra tre forskellige producenter i tre forskellige prisklasser. Roccat Khan Pro er set til kr. 499, Kingston HyperX Cloud flight er set til kr. 1.199, mens Astro A50 (3. generation) er set til kr. 2.699. Testen har ikke til formål at vurdere de tre headsets i forhold til hinanden – den skal give dig et indtryk af, hvad du får indenfor de forskellige prisniveauer.

IMG_20180225_163401

Opsætning

Roccat Khan Pro er et stereo-headset, der er lige til at gå i gang med. Har du et lydkort med dedikerede indgange til lyd og mikrofon, skal du blot sætte ledningerne til der. Har din PC kun én indgang, kan jackstikkene forbindes med den medfølgende adapter. Simpelt og hurtigt – uanset om du tilslutter Khan Pro til din PC, Mac, Xbox One eller PS4.

Det trådløse Kingston stereoheadset, HyperX Cloud Flight, er også bare plug and play. Du smækker blot USB-donglen i din PC eller PlayStation 4 og tager headsettet på. Det virker også på Mac, hvilket producenten af en eller anden årsag har undladt at nævne.

Okay, Astro A50, hvad sker der lige for et high-end surround headset og besværlig opsætning? Astro forstår indpakning, de forstår design og fornemmelsen af lækkerhed. De har forstået hardcore gamerens behov – lige indtil opsætningen.

A50 har en medfølgende Base Station, der skal tilsluttes PC, Mac eller PS4 via USB for at blive opladet, før headsettet tages i brug første gang – det går der cirka seks timer med. Endvidere fremgår det af Astros hjemmeside, at jeg selv skal hente og installere Dolby-lydformatet! Det forsøger jeg, men jeg får den samme fejlmeddelelse gang på gang. Ved et tilfælde går det op for mig, at Dolby-formatet hele tiden har været installeret, hvormed Astros hjemmeside er misvisende – og jeg har tabt en time på fadæsen.

Logitech, gå lige hen til Astro-drengene og stik dem en dumflad for disse tåbeligheder. Andre producenter kan finde ud af at levere et opladet headset og en retvisende hjemmeside – så burde et high-end mærke også kunne finde ud af det.

IMG_20180225_163635

Komfort

Både Roccat Khan Pro og HyperX Cloud Flight har ørekopper af skumgummi og imiteret læder, som føles behageligt at have rundt om ørerne. Begge sidder godt og solidt på mit hoved. De strammer eller trykker ikke for hårdt på kraniet. Men efter en times tid bliver jeg nødt til at tage dem af og holde pause, da de varmer ørerne.

IMG_20180225_163032

Astro A50, derimod, emmer ikke kun af high-end kvalitet – det føles også som en velourblød drøm. Måske fordi ørekopperne og hovedbøjlen er beklædt med velour – det føles i hvert fald sådan. Headsettet er lidt tungt i hånden, men det føles ikke tungt at have på hovedet – nærmere meget bekvemt. Jeg har haft A50 på i et par timer ad gangen, uden jeg havde brug for en pause.

Drivere og indstillinger

Hverken HyperX Cloud Flight eller Roccat Khan Pro har drivere, hvor du kan nørkle med lydindstillinger.

Astro har sørget for en driver til deres headset. I Astro Command Center kan du finjustere lydbalancen efter smag og spilgenre. Headsettet har desuden tre forskellige lydprofiler, du kan veksle mellem gennem en knap på højre ørekop. Når jeg befinder mig midt i en eksplosiv kamp, bruger jeg en bestemt profil, mens jeg inde i spillet kan skifte til en mere passende, når der er roligt, og jeg skal snige mig ind på en fjende.

Du kan tilpasse mikrofonen efter omgivelserne. Du kan blandt andet vælge, at den skal filtrere støj fra, fordi du sidder sammen med en flok råbende bavianer, som lige har tømt en kasse øl under et slag Call of Duty. Du kan også vælge, at din stemme skal opfanges mere blidt, hvis det er nat, og der er helt roligt omkring dig. Din stemme kan også indstilles; skal den være varm, lys eller luftig.

Driveren har flere indstillingsmuligheder, end du kan forvente af et headset. Vi kan så diskutere formålet med at kunne justere, hvordan din stemme skal lyde, når du taler, men du har muligheden.

Astro Command Center byder på mange gode indstillingsmuligheder, man kun kan forvente af et high-end gaming-headset.

Astro Command Center byder på mange gode indstillingsmuligheder, man kun kan forvente af et high-end gaming-headset.

Lydkvalitet

Roccat skriver på deres hjemmeside, at Khan Pro ’overgår konkurrenterne på alle måder’. Marketingsudsagnet skal naturligvis tages med en container salt. Khan Pro er et stereoheadset, hvorfor det ikke kan være lige så præcist som et surround-headset. Roccat skriver, hverken på emballage eller hjemmeside, at Khan Pro leverer stereolyd – de glemmer denne ”mindre” detalje i deres promovering af hi-res lyden. Men hvad gør Roccats hi-res stereoheadset for spiloplevelsen?

Ærligt, ikke det helt store, som producenten puster det op til. Roccat følger Hi-Res Audio-standarden, som de skal for at bruge certificeringen med et frekvensområde på 10 – 40.0000 Hz, men det er overkill i et gaming-headset – især i et stereoheadset! For den menneskelige hørelse opfatter kun lyde op til 22.000 Hz.

IMG_20180225_163321

Lyden i høj opløsning gør dog lydbilledet en anelse renere end i konventionelle gaming-headsets, men det er et problem for mine ører, eftersom lydbilledet får en metallisk undertone. Det er muligt, at det Roccats indstillinger og sammensætning af komponenter, som skaber denne klang.

Stereo-headsettet leverer ikke desto mindre en god opdeling af lydbilledet, og det er tydeligt for mig, om fjenden kommer klokken 11 eller klokken 7. Omvendt er det svært at vurdere, om lyden kommer klokken 8 eller klokken 9. Så god er opdelingen i et stereoheadset heller ikke, hvilket kan være et problem, hvis du skal konkurrere i skydespil.

Ydermere er der lyddetaljer i Ghost Recon: Wildlands og Call of Duty; WWII, der ikke træder helt så meget frem, som de kunne med et dyrere headset. Til gengæld fungerer det rigtig godt i StarCraft II og Heroes of the Storm, hvor der skal være smæk for skillingen, og det ikke er bydende nødvendigt med skarp præcision i lyden.

Mikrofonen sørger for klar tale, min stemme går ikke kun tydeligt igennem til den anden side, men der er også en vis varme i den. Samtidig er det en fin funktion, at mikrofonen mutes, når den bliver skubbet op i lodret position.

IMG_20180225_163453

HyperX nævner heller ikke, at Cloud Flight er et stereoheadset. I begyndelsen af min test er jeg faktisk overbevist om, at det er et surround-headset, fordi jeg kan fornemme, om fjenden kommer gående klokken 7 eller klokken 11 i Ghost Recon og Call of Duty. Alligevel fremstår detaljerne ikke præcise nok, da jeg ikke kan høre, om fodtrinnene kommer klokken 9.

Cloud Flight leverer stadig et godt og rimeligt fyldigt lydbillede med fornuftig gengivelse af eksplosioner og stemning af kaos. Derfor er jeg lidt splittet, når det kommer til anbefalingen af genrer. Headsettet er på vippen til at være godt nok til online skydespil – alligevel mangler jeg den sidste præcisionsfornemmelse. Jeg oplever absolut ingen forsinkelse af lyden i forhold til billedet, selvom Cloud Flight er trådløst – et must for skydespil.

Jeg mangler alligevel en anelse mere bund i lyden, hvilket jeg mener, der er plads til, uden det overdøver de små lyddetaljer.

Mikrofonen har støjreducerende teknologi indbygget, hvilket filtrerer en del baggrundsstøj fra, når jeg taler, hvilket sikrer, at min stemme går klart igennem.

Astro A50 ligger i den høje ende af prisskalaen, så det ville være unaturligt, hvis det ikke bød på Dolby 7.1 surround sound. Headsettet udmærker sig med ikke kun at have en solid bund, men samtidig har respekt for de finere nuancer i lydbilledet. Når jeg pløjer mig igennem nazi-drengene i Call of Duty med dertilhørende råb og eksplosioner, kan jeg stadig høre kugler rikochettere, når de rammer kampvognen bag mig. Jeg kan også klart høre kampflyene komme ind klokken 9 og forsvinde klokken 5.

Skal mit team af Ghosts snige sig ned ad en bjergskråning for at komme tæt på de bolivianske narkohajer, kan jeg ikke kun høre fuglene over mit hoved, men også småstenene rulle ved siden af mig. Samtidig har jeg en yderst klar fornemmelse af fjendens position, når de taler med hinanden. Ghost Recon: Wildlands har et af de mest imponerende lydsider, jeg nogensinde har oplevet i et spil. Det er designet til surround sound, og A50 er velegnet til narkoopgør i Bolivia, hvor lyddetaljerne er så mangfoldige og vigtige for spiloplevelsen. Jeg oplever ingen forsinkelser mellem lyd og billede, selvom A50 er trådløst.

IMG_20180225_162950

Mikrofonen i A50 er en fornøjelse for den anden side, eftersom den gengiver min stemme utroligt klart og med varme, når jeg har indstillet den til det. Ønsker jeg at mute mikrofonen, skal den blot skubbes tilbage i lodret position. Støjreduktionsteknologien fungerer ligeledes rigtig godt, selvom enkelte lyde slipper igennem. No biggie!

Produktinformation

  • Navn: Khan Pro
  • Producent: Roccat
  • Driverstørrelse: 50 mm around ear
  • Frekvensområde: 10 Hz – 40 kHz
  • Tilslutning: Jack-stik
  • Lydformat: Stereo
  • Vægt: 230 gram
  • Understøtter: PC, Mac, PS4, Xbox One, mobile enheder
  • Set til: Kr. 754
  • Mere information hos Roccat

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Selvom Roccat Khan Pro er det første gaming-headset med lyd i høj opløsning, er det ikke en revolution med klarer lyd, hvilket måske er årsagen til, andre producenter endnu ikke er faldet for Hi-Res Audio certificeringen. Den klare lyd er til at føle, men det er den metalliske undertone også.

Bottomline, Khan Pro er et rigtig godt headset til billige penge, hvilket er et klart plus, og selvom Roccats marketingsrøgslør irriterer mig, kan jeg varmt anbefale Khan Pro til strategispil, MOBA’er og andre spil, der ikke er så afhængige af finopdeling af lydbilledet. Headsettet er ekstremt let og komfortabelt at have på, mens den passive støjreducering formår at blokere for det meste baggrundsstøj, så du kan koncentrere dig om dit spil.

Produktinformation

  • Navn: Cloud Flight
  • Producent: HyperX
  • Driverstørrelse: 50 mm around ear
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz trådløst, 15 Hz – 23 KHz med kabel
  • Lydformat: Stereo
  • Trådløs frekvens: 2.4 GHz
  • Trådløs rækkevidde: Op til 20 meter
  • Batterilevetid: Op til 30 timer (uden belysning)
  • Vægt: 300 gram (uden mikrofon)
  • Understøtter: PC, Mac, PS4 (Xbox One og mobile enheder med kabel)
  • Set til: Kr. 1.199
  • Mere information hos HyperX

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%

HyperX Cloud Flight er et trådløst headset, der er lige til at gå til. Sæt USB-transmitteren i computeren. Tænd for headsettet. Du er hermed i gang. Cloud Flight byder på fyldig lyd og gode nuancer i stereolydbilledet, som mangler lidt bund. Det ville skabe en endnu bedre stemning, når kugler og granater flyver om ørerne på dig.

Til kr. 1.199 ville det desuden have været passende med surround sound i stedet for stereo. Cloud Flight sidder godt, og det er behageligt at have på i en times tid ad gangen.

Produktinformation

  • Navn: Astro A50
  • Producent: Logitech
  • Driverstørrelse: 40 mm around ear
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz trådløs
  • Lydformat: Dolby Audio 7.1 surround sound
  • Trådløs frekvens: 5 GHz
  • Batterilevetid: Op til 15 timer (uden belysning)
  • Vægt: 380 gram
  • Understøtter: PC, Mac og PS4
  • Set til: Kr. 2.695
  • Mere information hos Astro

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Astro A50 er det ultimative, trådløse gaming-headset – når du har fået ladet det op. Allerede når du pakker A50 ud af æsken, fornemmer du, at headsettet er noget særligt. Fornemmelsen af velour rundt om ørerne er skøn og skriger nærmest efter, at du skal spille med A50 på hovedet flere timer. Lydbilledet er fantastisk, og du får en meget præcis gengivelse af, hvor lydene kommer fra. Headsettet får selv de hviskende lydeffekter til at træde frem, mens det formår at skabe bulder og brag, der får dig i den rette krigsstemning.

Læs også:

Logitech vil sende konkurrenterne i skammekrogen m... G910 Orion Spark er et mekanisk spiltastatur med særlige Romer-G mekaniske taster, der er 25 % hurtigere i responstiden end andre mekaniske taster. Yd...
Slim Combo forvandler din iPad Pro til en bærbar s... Min iPad Pro er indkøbt med ét specifikt formål - at tjene som en bærbar computer. Når jeg er ude i byen for at skrive eller sidder til møder, har jeg...

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?