Gammel lydspecialist slår sig på overvågningsmarkedet

Creative der bedst er kendt for deres lydprodukter, har nu for alvor slået sig på overvågningsprodukter med deres nye Cam IP SmartHD

Gennem årene er Creative gået fra at være dem man kiggede på når det handlede om lyd, til et produktnavn der stort set er gået i glemmebogen.

Creative har da også gennem årene haft store problemer efter lydtkort stort set blev gjort overflødige – nu er det jo en integreret del af en computer, og slet ikke en dårlig en af slagsen.

De forsøgte sig med webcams, og selvom kvaliteten da ikke var det dårligste man kunne finde, så var det ikke rigtigt der at det rykkede.

Men nu er Creative så tilbage med deres Creative live! Cam IP SmartHD, et overvågningskamera der er beregnet til at overvåge kontoret eller hjemmet.

Creative skriver i pressemeddelelse, at ’kameraet er udviklet til at give travle folk ro i sindet ved at lade dem følge med i, hvad der sker på matriklen, når de selv er på farten’. Man kunne selvfølgelige argumentere her, at bare fordi du kan se indbrudstyvene stikke af med fladskærmen, så giver det ikke nødvendigvis mere ro i maven. Men produktet er her, og skal nu tage kampen op mod en lang række af andre overvågningsprodukter.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at der er noget specielt ved kameraet. Det arbejder sammen med smartenheder via en app til smartphone, og du kan streame lige og sende notifikationer f.eks. når det er ved at løbe tør for strøm.

Kører hele tiden

I modsætning til andre overvågningssystemer som vi har kendskab til, så streamer Live! Cam IP SmartHD så såre det er sluttet til. Det gør det naturligvis let at kigge med når du har app’en, men det er ikke altid ønskeligt at et kamera står og streamer 24/7, vel?.

Kameraet kan opfange bevægelser elle lyde, og sende beskeder når de opfanges. For at kameraet ikke skal sende beskeder om alt, så har Creative klogeligt gjort det muligt at skrue på følsomheden, så du ikke nødvendigvis får beskeder når katten render hen over stuegulvet.

Kameraet kan også optage i mørke og dårlige lysforhold, da det er udstyret med infrarød led.

En smart ting er, at det har indbygget kortlæser til mikroSD, så det kan optage video og lyd på eget SD-kort.

En anden sjov funktion er, at den indbyggede mikrofon og højttaler gør det muligt at have en tovejssamtale, så det er muligt at snakke med folk i rummet, hvis du skulle have lyst til det.

Videokvaliteten er på 1.280 x 720 i HD og har en 110 graders synsvinkel, og du kan zoome ind på udvalgte steder efter behov.

Kameraet er på markedet nu, og har en pris på 599 kroner. Læs mere på www.creative.com.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?