I am Sound Blaster, hear me Roar!

Creatives gør op med tam lyd i Bluetooth-højttalere, men det er vovet at smække en subwoofter i en kompakt højttaler, og det kan potentielt ødelægge musikoplevelsen

Creative Roar

Mangesidig højttaler

Vi må ikke glemme, at én transportabel Bluetooth-højttaler ikke kan konkurrere med stereooplevelsen i stuen, hvor gulvhøjttalerne og stereoforstærkeren blæser tonerne ud med en kraft, der kunne matche Pavarottis lungekapacitet tangerende stormstyrke. Bluetooth-højttalere har størrelsen og ”lungekapaciteten” imod sig.

Kassehøjttalere og gulvhøjttalere har større bas-, diskant- og mellemtonedrivere samt evnen til at indtage større antal kubikcentimeter luft, hvormed der kan fyres kraftigere og mere fyldig lyd af sted mod dine ører. Sound Blaster Roar kommer tættere på at matche hi-fi-oplevelsen i stuen end konkurrerende mærker, og det skyldes Creatives mangesidige tilgang til lyden i Roar.

Creative Roar

Roar-højttaleren ligner en miniature radio fra 1960erne med sit rektangulære gitterdesign. Under overfladen har Roar fem drivere indbygget. Én af dem er en 2,5” basdriver i toppen af højttaleren, hvis subwoofter-effekt skaber fylden i lyden. Årsagen til at subwooferen peger opad er, ifølge Creative, at du får mere fylde, hvilket vi kan nikke genkendende til.

Selve fronten har to 1,5” drivere, som sender klar stereolyd mod dine ører, mens gitteret i højre og venstre side af højttaleren resulterer i en tydelig opdeling af lydbilledet, når kunstnerne ønsker at lege med stereoeffekten i deres numre.

Creative Roar

Sound Blaster Roar er dog mere end en højttaler til musikafspilning, eftersom den har indbygget mikrofon til samtaler. Du har muligheden for at indsætte et mikro SD-hummelseskort, så du kan optage samtalerne. Endelig har Roar evnen til at sænke lydstyrken gradvist, hvis du aktiverer Bedtime Mode. Og hvis du går all-in kan du tilslutte to Sound Blaster Roar-højttalere til én enhed via Bluetooth for at skabe en bedre stereooplevelse.

Creative Roar

Begår Creative løftebrud?

Creative påstår på deres hjemmeside, at Roar passer godt til festen, fordi højttaleren kan spille et helt lokale op. Påstanden er interessant, fordi det er de færreste Bluetooth-højttalere, der formår at levere en musikoplevelse med fylde og kraft, hvilket en feststemning kræver.

Vi testede Roar sammen med elektroniske numre fra den amerikanske DJ, BT samt akustisk og elektronisk pop fra den irske singer/songwriter, Hannah Peel. Creative påstår, at Roar både kan levere fyldig og kraftfuld lyd, mens balancen i lydbilledet opretholdes. Alt dette stiller krav til højttalerens evne til at gengive klar og præcis stereolyd til trods for bassens muskler.

Vi spiller Tomahawk, Hymn (808) og Must Be the Love af BT, der stiller krav til bassen, men også evnen til at gengive tydelige mellemtoner samt ren diskant, mens BTs iver for at lege med opdelingen af lydbilledet bør udfordre Sound Blaster Roar.

Vi afspiller musikken via Bluetooth fra vores iPhone 6 – i første omgang uden equalizerindstilling. Her lyder musikken en anelse flad, men så tilslutter vi højttalerens Roar-effekt, hvormed der kommer gang i bassen uden at mellemtonerne bliver negligeret. Diskanten har dog en anelse metallisk effekt.

Vi eksperimenterer med iPhonens equalizerindstillinger og finder at rockindstillingen giver det bedste resultat sammen med Roar-effekten i vores ører. Her begynder højttaleren at leve op til sit navn, eftersom baseffekten fra BTs numre bliver gengivet med en kraftig fylde, der får gulvbrædderne til at vibrere, mens vokalen, instrumenter og elektroniske samples går rent igennem. Bassen er dog lidt for dominerende efter vores smag. Da vi kommer over 80 % lydstyrke begynder lydbilledet at blive en anelse mudret, hvormed vi må deaktivere Roar-effekten. Til gengæld kan højttaleren mere end spillet lokalet op, og det bliver noget nær umuligt at føre en samtale ved allerede 60 % lydstyrke.

Creative Roar

Hannah Peel har en markant anderledes musikstil, da hendes irske popsange domineres af en høj og ren vokal. Peels numre, Chloe og East India Youth, har en lettere kraftig bas akkompagneret af instrumenter, som hun leger med i stereo, hvilket udfordrer Roars evne til at opdele lydbilledet samt gengive detaljerne rent og tydeligt.

Creatives højttaler leverer en fantastisk ren og klar musikoplevelse, der virkelig gengiver Peels mangfoldige lydbillede meget præcist. Vi bemærker især, hvordan opdelingen af lyden er markant, ligesom Peels stemme bliver gengivet rent, selv om hun rammer de høje toner.

Creative klare brøl

Sound Blaster Roar lever i vid udstrækning op til løfterne. Bassen fylder lidt for meget efter vores smag, hvormed der skabes en lille ubalance i lydbilledet, hvormed vi tillader os at stille et forsigtigt spørgsmålstegn ved Creatives inkludering af en subwoofter i højttaleren – kunne man have nøjes med en mindre kraftfuld basdriver?

Hermed har vi fået luft fra vores eneste anke. Roar er en fantastisk højttaler, der kan mere end blot afspille musik. Da vi tester højttalerens samtalefunktion, bliver vi også imponeret over, hvor klart stemmen i den anden ende af røret går igennem, og det er tydeligt for os at høre, hvad der siges til trods for en del baggrundsstøj. Mikrofonen i højttaleren gengiver vores stemmer klart og tydeligt i op til en meter fra den indbyggede mikrofon, hvormed Roar egner sig til telekonferencer rundt om et mindre mødebord.

Creative informerer, at batterilevetiden varer op til otte timer, men den varierer afhængig af brug. Vi oplever, at batteriet døde efter 6½ time, hvilket er nogenlunde for et batteri i en højttaler. Vi har til gengæld aktiveret Roar-effekten og talt i telefon, hvilket suger mere strøm end almindelig musikafspilning uden ekstra baseffekt.

Produktinformation

  • Navn: Sound Blaster Roar
  • Producent: Creative
  • Understøtter: Mikro SD-hukommelseskort, Bluetooth 3.0 og Near Field Communication
  • Dimensioner: H 57 mm x B 202 mm x D 115 mm
  • Vægt: 1.100 gram
  • Set til: Kr. 1.103
  • Mere information her

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%Tech-Test-wide-RGB-silver_small

Sound Blaster Roar er klart en af de bedste Bluetooth-højttalere vi har testet. Vi oplever et kraftigt og fyldigt lydbillede, der dog bliver en anelse mudret på grund af subwoofereffekten i visse numre. Roar kan spille et større lokale op, og med de rette indstillinger gengives selv de mindste detaljer i lydbilledet. Er du lettere audiofil med behovet for en transportabel højttaler, behøver du ikke at lede videre.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?