Jabra Halo Fusion: 350 kroner

halo fusion

Det mest specielle headset, rent designmæssigt, kommer fra Jabra. Det nye Halo Fusion har en markant anderledes tilgang til et sportheadset, og helt ærligt, så er vi ret begejstrede for den.

Headsettet består af en slags kæde (Halo) der ligger rundt om halsen på brugeren. Ud fra denne kæde er ledningen til ørepropperne så. Disse er for resten ganske små og yderst behagelig og lette at sætte på.

En af de helt store fordele ved denne måde at have et headset på, er at du ikke ender i at ledningen mellem de to ørepropper sidder fast på din svedige hals, og derved trækker i ørepropperne. Samtidig så er der heller ikke nogen dump lyd når du løber, for der er ingen ledning der slå ind mod kroppen på dig når du løber.

Samtidig er headsettet et Bluetooth-forbundet headset, så du har heller ingen ledninger hængende ned til din smartphone.

Halo Fusion kom utrolig godt fra start, og vi glædede os meget til at træne med det.

Komforten: 100%

Fordi ørepropperne ikke skal bære nogen vægt, så har Jabra kunne fremstille nogle ret simple ørepropper som du bare sætter ind i øret. Ikke noget med at vride eller vrikke. De sidder utrolig behageligt, og du er aldrig nervøs for at de falder ud af øret på dig.

Den kæde/halo der ligger rundt om nakken på dig, er blød og behagelig og ganske hurtigt så glemmer du at den ligger der. Vi vil godt gå så langt som at sige, at dette faktisk er en lille genialitet fra Jabras side.

Uanset hvilken træningsform vi brugte headsettet til, så sad det godt og behageligt og blev aldrig ubehageligt at have på, og det er noget vi sætter stor pris på, og som også bliver belønnet.

På den ene side af halo’en sidder en multifunktionsknap som bruges til både at tænde og slukke for headsettet, samt pause/starte musikken og naturligvis besvare et opkald.

På den anden side af halo’en sidder knapperne til volumen op/ned og fælles for alle knapper er, at de er lette at nå og betjene, og du er aldrig i tvivl om, hvor de er.

Komfortmæssigt er der ikke mange in-ear headset der kommer på linje med Jabra Halo Fusion, og det er klart en af de tre mest komfortable headsets vi har testet i år (ja – blandt alle 24 testede headsets).

Lydkvalitet: 65%

Jabra er altså et underligt firma når det kommer til lydkvalitet. I år har vi testet ikke mindre end fire forskellige headset fra dette hæderskronede firma, og stort set med fire forskellige kvaliteter når det kommer til lydkvalitet.

Jabra Halo Fusion hører til dårligere ende når det kommer til lyden, og det kan virkelig undre os. Vi har oplevede det før med Jabra, at de har produktioner hvor lydkvaliteten pludselig er markant dårligere, og så nogle der bare er helt i top (som vi så med Jabra Sport Pace i vores sidste test.

halo fusion

Der var tre ting der viste sig at være et problem, rent lydmæssigt, med Jabra Halo Fusion. Dels så oplevede vi ofte forvrængning/skrat på lyden. Det var ikke med alle numre, men når der kom meget diskant med i musikken og vi så skruede lidt op for volumen, så begyndte headsettet at skratte, og vi oplevede en vis forvrængning.

Samtidig så manglede vi klart en bedre bas. Den var der, men ikke så god og fyldig som vi havde håbet eller forventet.

Endelig var diskanten et problem (som også viste sig med forvrængningen af lyden). Der var ikke nogen udpræget diskant i headsettet.

Det samlede lydbillede endte derfor med at blive ret fladt. Den dynamik som vi så gerne havde set, og som vi var vandt til fra Jabra Sport Pace, manglede totalt.

I træningssituationen betød det, at vi ikke kunne ’leve os ind i’ musikken så meget som vi gerne ville, og derfor heller ikke i samme grad bruge Jabra Halo Fusion som en distraktion til at yde lidt mere.

Funktioner og tilbehør: 90%

Der medfølger ikke andet til headsettet end et par ekstra ørepropper, og det var faktisk helt fint – for dette headset vil typisk være et du bare hænger rundt om halsen når du skal hjem. Så en taske/pose var ikke noget vi savnede.

Der er point for placering af betjeningsknapperne, der er lette at nå og betjene, og det er faktisk ret dejligt at de ikke er placeret på en og samme enhed, men i stedet er sat på hver sin side af halo’en.

Der er ingen app designet til dette headset, men det var så heller ikke noget vi savnede.

Vi håber at Jabra i næste version får styr på lydkvaliteten, for så er vi helt sikkert blandt de førte i køen til at udskifte vores nuværende træningsheadset med Jabra Halo Fusion (v. 2.0).

Produktinformation

  • Navn: Jabra Halo Fusion
  • Producent Jabra
  • Forbindelse: Bluetooth
  • Vægt: 20 gram
  • Pris: Set til kr. 350 kroner
  • Mere information hos Jabra

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%Tech-Test-wide-RGB-bronze_small

På trods af lydproblemerne i headsettet så ender vi faktisk på en pæn score her, og det er udelukkende komfortens skyld. Headsettet er klart en af de mest behagelige vi endnu har haft på, og derfor ærgrer det os fælt, at lydkvaliteten ikke er bedre. Vi håber på en version 2.0 som får løst de lydmæssige problemer.

Læs også:

Superspændende sportheadsets i kamp Tech-Test følger op på stortesten af sportheadsets. Fem nye og meget spændende headsets har været med os til træning, og hvor lydkvaliteten generelt v...
Jabra Sport Coach: 1.000 kroner Jabra Sport Coach er et bluetooth headset, og det sidder fast direkte i øret. Som de andre Jabra headset her i testen, bliver det fastgjort med en kro...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1868 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?