TEST: Jeg ser dig, og du ser mig, der ser dig

Julen står for døren ligesom indbrudstyvene, der går mere op i andre folks ejendom end juleanden. Ønsker du at holde et vågent øje med dit hjem uden at skulle være hjemme, er Logi Circle en fornuftig løsning – med enkelte forbehold

Logi Circle

Godt nyt til nysgerrige forældre, kæledyrsejere som gerne vil beskytte sofaen og den almene big brother-type, der ønsker at holde et vågent øje med hjemmet. Logi, et sub-brand under Logitech, har netop udgivet et nyt overvågningskamera til hjemmet, der både er nemt at installere og anvende på farten. På overfladen ligner Logi Circle en 100 % vinder med mulighed for at tilslutte flere kameraer til din smartphone, tablet eller PC, så du kan holde øje med alle rummene i hjemmet. Men dette, tilsyneladende, digitale Panoptikon har enkelte ”blinde” vinkler, der enten afslører din overvågning eller ikke overvåger tilstrækkeligt.

Logi Circle

Pædagogisk konkurrencefordel

Logi Circle er ikke det første kamera, som Logitech har leveret til overvågning af hjemmet. For nogle år siden lancerede hardwareproducenten Alert-kameraerne til indendørs og udendørs brug.

Alert var svær at installere og arbejde med, og der var visse uhensigtsmæssige udfordringer med opbevaring af overvågningsvideoerne og billederne, kameraerne tog.

Logi Circle retter op på problemerne fra Alert-æraen. Circle tager os mindre en et par minutter at installere og aktivere på vores tablet og smartphone. Inden for 5 minutter er vi bekendte med brugen af kameraet – uden at have åbnet en brugsanvisning. Kudos til Logitech for at have lært af fortidens fejl.

Da hjemmeovervågning ikke ligefrem er en nyhed, hvad, foruden den nemme installering, adskiller Logi Circle fra konkurrenterne?

På langt de fleste områder minder Logitechs nyeste overvågningskamera konkurrenternes. Det har indbygget nattevision, mikrofon til at opfange lyde i dit hjem, en app med adgang til kameraet, og en højttaler så du kan bede vovse skrubbe ned fra designersofaen. Logi Circle kan dog fjernes fra sin strømforsyning, da kameraet har en batterilevetid på op til 12 timer. Du kan vælge at placere kameraet i børneværelse som en babyalarm – eller inde i bogreolen, langt fra stikkontakten, mens du er til julemiddag.

Logi Circle-app’en er ekstrem brugervenlig og omfattende. Du kan sidde på din computer, tablet eller smartphone og holder øje med hjemmet, mens du finindstiller kameraet og dets funktioner.

Er netforbindelsen dårlig, hvor du måtte være, kan du nedjustere billedets opløsning til 360p. Omvendt, har du glimrende forbindelse, kan billede køre med en opløsning på 1080p.

Logi Circle

Hvad med videooptagelserne?

Er der øjeblikke, som kameraet opfanger, såsom vovse går rundt på bagbenene eller et indbrud, skal du ikke nøjes med blot at følge med, mens det sker – du kan også downloade sekvensen med hændelserne til din enhed. Optagelserne er gratis tilgængelige i op til 24 timer. Skal det være tilgængeligt i op til en måned, kræver det abonnement i forskellige prisklasser.

Abonnementet er i princippet ikke nødvendig, fordi de fleste burde kunne få adgang til nettet og downloade optagelserne inden for 24 timer. Hvis ikke kan man tegne et års abonnement til kr. 699 eller et månedsabonnement fra kr. 29. Her er Logitech meget fair i deres abonnementspriser og ydelser i forhold til eksempelvis Philips eller Panasonic, som ikke giver et 24 timers gratis vindue til at downloade optagelser, hvormed du i princippet er tvunget til at betale abonnement – foruden at betale for kameraet.

Kameraet ser rødt!

Selve overvågningskameraet er på størrelse med en tennisbold, og det har en diskret hvid farve, der falder i med de fleste ting i hjemmet, hvilket gør det svært for uvedkommende at opdage, de bliver overvåget. Diskretionen er dog et relativt begreb, når det kommer til lyset i kameraet. For Logi Circle har en LED-lampe, der lyser, når det er tændt. Vælger du at overvåge dit hjem og dine kære, vil de kunne se, hvornår kameraet er tændt. Omvendt kan du slukke for LED-lampen, selv om kameraet er tændt, hvilket er smart nok, når det kommer til at overvåge fremmede elementer i hjemmet, men det er så op til din personlige moral, og du hemmeligt vil udspionere dine nærmeste.

Fuldkommen diskret er Logi Circle dog ikke. Aktiverer du nattevision, lyser 6 røde lamper rundt om kameralinsen. Du får et meget skarpt billede af lokalet, du overvåger i nattens mulm og mørke, men det vil ikke tage en indbrudstyv mange sekunder at spotte de 6 røde lamper i rummet med ingen eller dæmpet belysning – en kæmpe designfejl.

Dioder og nattevision behøver ikke at gå hånd i hånd. VI har gennem årene haft en del hjemmeovervågningskameraer til test, hvor god billedkvalitet var mulig uden røde dioder. Tag blot Philips InSight-serien.

Logi Circle

Sidder du og guffer and og flæskesteg i dig, og har du hentet app’en, kan du vælge at få notifikationer, hvis kameraet opfanger bevægelser i hjemmet. Du går så ind i app’en og kan se et live-feed med enkelte sekunders forsinkelse. En anden mangel er det, at kameraet ikke alarmerer dig ud fra lyde i hjemmet.

Logitech har måske tænkt, at der er mange baggrundslyde i hjemmet, som bare forstyrrer dig unyttigt, fordi der ingen farer på færde er, men i stedet for at give dig muligheden for at aktivere notifikationer baseret på lyde, har man fravalgt denne funktion for dig. Bevidst hensyn eller ej, det er en fejl. Især når vi tager de føromtalte dioder i betragtning.

Tænkt scenarie: Det er december. Mørket falder på sidst på eftermiddagen, og Logi Circle aktiverer nattevision. Indbrudstyve træder sikkert varsomt rundt i andre folks hjem, mens de spotter potentielle farer og genstande, de gerne vil ”befri” fra dit hjem. Hvor længe går der, før de garvede tyve opdager kameraet med sit ellers prægtige julelys? De hvisker til hinanden og forsøger at undgå rummet med kameraet i. Det opfanger ikke deres bevægelser, men det kunne måske opfange deres hvisken og alarmere dig, hvis Logitech havde indbygget funktionen. Manglen af notifikationer ud fra lyde er den anden fejl.

Er Logi Circle dermed en komplet sikkerhedsfiasko? Nej, bestemt ikke! Men i sin nuværende form er det langt fra Panotikon.

Vi har spurgt Logitech, om der er planer for udbedring af disse fejl, men her ved deadline har vi ikke modtaget svar på spørgsmålene – vi opdaterer anmeldelsen, når vi får svar.

Logi Circle

Kan man komme uden om diodefejlen? Ja, du kan undlade at slukke lyset i rummet, hvor Logi Circle står, hvormed kameraet ikke slår over i nattevision – hvor der er vilje, er der vej.

Produktinformation

  • Navn: Logi Circle
  • Producent: Logitech
  • Påkrævet Wi-Fi-forbindelse: 802.11 b/g/n 2,4 GHz eller 5,0 GHz
  • Understøtter: iOS 8.0 eller nyere, Android 4.4 eller nyere
  • Kameralinse: 135 graders vidvinkelobjektiv
  • Zoom: 8 x digital zoom
  • Set til: Kr. 1.592
  • Mere information hos Logitech

Bedømmelse

Samlet vurdering 80%

Logi Circle er et rigtig godt hjemmeovervågningskamera, som ikke kun er let at installere, men også at bruge. Du kan nemt og bekvemt holde øje med hjemmet, så længe du har netforbindelse. Logi Circle kræver ikke et decideret abonnement for, at du kan gemme optagelser af lykkelige såvel som mindre lykkelige stunder, da du nemt kan downloade optagelser til din enhed – et kæmpe plus i forhold til de fleste konkurrenter. Omvendt har Logitech været så venlige at smække 6 røde dioder omkring kameralinsen, der reklamerer med Logi Circles tilstedeværelse, når nattevisionen aktiveres af mørke – en kæmpe, men ikke fatal, brøler.

Kommentar til artiklen?