Kæmpe nyhed fra Huawei

Det nye flagskib hos Huawei er Ascend Mate 7, en 6" smartphone spækket med ny teknologi

Dagens, på mange måder største, nyhed er Huaweis nyeste smartphone – Ascend Mate 7. Dette, deres nyeste flagskib, er udstyret med en 6” skærm, men hvor det normalt ville virke næsten skræmmende stort, så er Mate 7 faktisk en del mindre end konkurrerende produkter. Ikke mindst fordi Huawei har gjort meget for at fjerne alt overflødigt uden om skærmen.

Det betyder blandt andet, at skærmen næsten går helt til kant i siden, og at der ikke er meget ’krop’ hverken i toppen eller bunden at skærmen. Med kun 7,9 mm og en vægt på sølle 185 gram kunne dette godt gå hen og blive en af årets mest spændende smartphones, men det vil tiden vise.

Huawei har også gjort rigtig meget ud af at adressere et af de største problemer, som mange store smartphones lider under – de dræner batteriet alt for hurtigt. En af de ting som Huawei har gjort, er at udstyre Mate 7 med en octa-core Kirin 925 processor, der består af 4 store A15 1,8GHz og 4 små A7 1,3 GHz processorer. De aktiveres efter behov, og små opgaver, så som at skrive sms’er, løses altid i de små processorer, mens store opgaver fra start placeres i en eller flere af de store processorer. Derved formindskes strømforbruget, og telefonen burde kunne klare næsten to dage uden at komme en tur i opladeren.

Antenne-systemet fik også et par ord med på vejen. Mate 7 er forsynet med to antenner og et intelligent system, der dels kan tune antennerne, så de opnår bedst mulig modtagelse, men også kan skifte mellem dem, så den antenne, der har de bedste signal, også er den, der bliver brugt.

At den er udstyret med dual-sim kort er ikke noget nyt, men det spændende er, at hvis du ikke har brug for to sim-kort i din mobil, så kan du bruge det ene slot til et mikroSD-kort og udvide den interne hukommelse helt op til 128GB.

Det sidste vi skal komme ind på her, er sikkerheden på Mate 7. Den er udstyret med en fingeraftryksscanner, med hvilken du kan åbne, eller låse, mobilen med en enkelt berøring af en finger. Fingeraftrykket er en vigtig parameter for din egen sikkerhed, så den scanning der tages af dit aftryk, gemmes i en såkaldt Trustzone, der ligger i et beskyttet område i chipsættet.

Tech-Test har fået mulighed for at være blandt de allerførste, der tester telefonen, og vi er allerede gået i gang med testen – vi glæder os meget til at dele vores erfaringer med jer.

Mate 7 forventes at ramme det danske marked i fjerde kvartal. Prisen kendes endnu kun i Euro, og her ligger den billigste model på 499€ mens den dyreste får en pris på 599€.

Læs også:

IFA 2016: Huawei lancerer endnu en smartphone R... De nye smartphones fra Huawei har fået navnet Nova, og Huawei har to modeller at fremvise. Nova og Nova Plus. Det er dog indtil videre kun den lille N...
Robotter, køkkenmaskiner, kinesere og kopiprodukte... Der bliver præsenteret tusindevis af nye og spændende produkter på IFA, og selvom vi gerne ville, er det ikke muligt for os at skrive om dem alle. I d...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1749 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992. Han startede som redaktør på det nu hedengangne it-blad, PC World, og arbejdede efterfølgende som redaktør på ugebladet Ingeniøren. Derefter gik turen til Aller, hvor han arbejdede som it-redaktør på blade som Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test.