LG klar med smartwatch til den nye Android Wear

LGs nye smartwatch, Watch Urbane, har fået en endnu kraftigere ydeevne og helt nye funktioner

LG Watch Urbane

Uret, der har fået navnet LG Watch Urbane, er planlagt til at ramme de danske butikker i den første uge i maj. Designet er rundt og klassisk og er udstyret med en rund P-OLED skærm og en række nye og spændende funktioner.

LG skriver i en pressemeddelelse, at uret er det første på markedet, som indeholder den nyeste version af Android Wear.

Nogle af de nye funktioner, der er tilgængelige for første gang i et Android Wear-baseret produkt, er WiFi-forbindelse, apps der altid er på og en forbedret brugergrænseflade, der gør det nemmere end nogensinde før at starte yndlings-apps og holde kontakten med venner og familie.

Det er også blevet muligt at sende emojis ved at tegne dem direkte på urskiven. Brugerne kan nu også ændre skriftstørrelse, se varslinger og meddelelser, selvom de er inde i en anden app. Derudover kan Watch Urbane indstilles til at skærmen låser automatisk, når du uret bliver taget af.

Nye funktioner – LG Call og LG Pulse

Med Watch Urbane introducerer LG også to nye funktioner: LG Call og LG Pulse. LG Call giver brugeren adgang til de seneste samtaler og favoritkontakter på en tilsluttet smartphone, så brugeren kan starte opkaldet direkte fra uret.

LG Pulse giver nye fitness-funktioner ved at måle brugerens puls hvert sekund under træningen og der er ingen tidsbegrænsning. Ved aktivitetens afslutning rapporterer LG Pulse den gennemsnitlige puls under hele sessionen og viser en graf over pulsen på LG Health app’en.

Til forskel fra G Watch og G Watch R, som har sine rødder i teknologi og aktiv livstil, er Watch Urbane designet til at udtrykke stil og luksus kombineret med smart-funktionalitet. Uret er i sølvfarvet rustfrit stål med læderrem, som nemt kan bytte ud med andre urremme, der har en standardbredde på 22mm, så brugeren kan skabe sit helt eget personlige look. Watch Urbane har en tynd ramme rundt om urskiven, som giver uret et klassisk look.

Pris og tilgængelighed

LG Watch Urbane vil være tilgængelig på det danske marked i den første uge af maj 2015 med en vejledende udsalgspris på 2.690 DKK.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?