To forskellige headsets fra Plantronics vækker skuffelse og begejstring

Den hæderkronede, amerikanske lydproducent er klar med to nye headsets, som skal forbedre dit kommunikative arbejdsliv, men noget går galt på vejen fra tegnebrættet til slutproduktet.

Plantronics er aktuel med to nye kommunikationsprodukter, der skal gøre livet mere tåleligt kontorfolket og forretningssegmentet. Lydproducenten refererer til deres undersøgelse fra februar 2015, hvor 61 % af de adspurgte enten lytter til musik eller bruger headset for at undslippe støjen på kontoret. Plantronics har efterhånden brugt denne rundspørge blandt britiske, tyske og franske virksomheder til hudløshed, men den fremhæver stadig et problem, som den moderne medarbejder i åbne kontormiljøer oplever i hverdagen; baggrundsstøjen påvirker ens arbejdsevne – det nikker hele 93 % af de adspurgte genkendende til.

Løsningen på problemet er ifølge Plantronics to nye lydprodukter, som skal gøre kommunikationen lettere for dig, når du er omgivet af larm i kontormiljøet. Voyager 8200 UC er hovedtelefonerne til dig, der gerne vil have ro på kontoret, mens du kan nyde musik og opkald uden al for meget baggrundsstøj. Voyager 3200 UC er til dig på farten, der har brug for et headset med hurtig forbindelse og klar tale (opdateret: Vi gør opmærksom på, at der er tale om to ellers usammenlignelige produkter).

Begge produkter er lækre, men det ene er en teoretisk våd drøm, som til tider bliver forstyrret af virkeligheden.

IMG_20170920_183953

Stilhed på kontoret

Voyager 8200 UC er en videreudvikling af det populære Voyager Focus-headset, der ligeledes er målrettet kontoransatte. Hovedtelefonerne gør det nemt at lukke verden ude, mens du nemt kan besvare opkald, føre samtaler i god ro samt lytte til musik – indtil bassen vibrerer dine ører af.

Voyager 8200 UC sidder bekvemt rundt om mine ører. Ørekopperne og bøjlestangen er beklædt med blødt imiteret læder, der sikrer komforten. Efter en times tid må jeg dog hvile ørerne lidt, men hovedtelefonerne er ikke desto mindre en fornøjelse at have på, hvilket blandt andet skyldes, at ørekoppernes behagelighed, mens de lukker en del baggrundsstøj ude.

Hovedtelefonerne kan forbindes til både telefon og tablet via Bluetooth, mens USB-donglen kan forbinde Voyager 8200 UC til min computer. Det er utroligt simpelt at veksle mellem de forbundne enheder. Kommer der et opkald på min telefon, mens jeg ser en video på min tablet, fortæller en dansk kvindestemme mig, hvem der ringer, hvis det er en kontaktperson fra min telefonbog. Jeg kan enten besvare eller afvise opkaldet ved at bruge min stemme. Takket være hovedtelefonernes sensorer kan jeg også besvare opkald bare ved at tage Voyager 8200 UC på hovedet. Tager jeg dem af under en samtale, eksempelvis for at høre en besked fra en kollega, muter hovedtelefonerne automatisk mikrofonerne – en praktisk detalje.

voyager-8200-uc-white

Når du bruger Voyager 8200 UC til opkald, er der fire skjulte mikrofoner, som opfanger din stemme i et lille område foran din mund. Mikrofonerne giver din stemme en digital behandling, så du går tydeligere igennem til den anden ende af røret. Understøtter dit telefonselskab opkald i HD-kvalitet, bliver lyden af din stemme til en endnu bedre oplevelse for personen, du taler med. Endvidere benytter alle mikrofonerne sig af noise cancelling-teknologi, som filtrerer de fleste lyde fra miljøet fra.

Plantronics skal have ros for at have udviklet et par hovedtelefoner, som gør telefonsamtalerne virkelig behagelige og tydelige i forhold til, hvis jeg blot holder telefonen op til øret. Herligheden ophører dog, da jeg sætter mig ind i en fyldt bybus, eller når jeg sidder på cafe med mange mennesker. Her oplever jeg, at noise cancelling-teknologien kommer på overarbejde, da her er højere lyd og mere støj end i et kontormiljø, hvor lyden af tastaturer og telefonsamtaler ikke slipper igennem i ligeså høj grad som støj fra mælkeskummeren i aktion på cafeen eller teenagerne, der spiller smarte i bussen. Jeg kan godt føre en samtale, men det er ikke uden, at jeg må gentage mig selv en del gange – til gengæld kan jeg snildt høre stemmen i den anden ende sige, ”jeg kan ikke høre, hvad du siger”, klart og tydeligt.

PLT-2

Voyager 8200 UC har ikke desto mindre en væsentlig fordel i forhold til almindelige mono Bluetooth-headsets, da hovedtelefonerne leverer stereolyd og er gearede til musikafspilning. Når jeg bruger Voyager 8200 UC til Skypemøder med flere på linjen, slipper jeg for, at stemmerne drukner i hinanden qua stereo, hvor stemmerne dermed bedre kan fordeles ud i to ørekopper frem for én.

Plantronics prøver også noget nyt i forhold til tidligere hovedtelefoner, og her knækker den opadgående lydkvalitetskurve. Man har skruet op for bassen, og det forekommer ikke som et stort problem, når jeg spiller jazz, pop eller sågar rockmusik, men når det kommer til elektronisk musik, hip-hop eller andre bastunge musikgenrer, går lydbilledet hen og bliver gevaldigt mudret. Bassen drukner mellemtonerne og de finere nuancer i numrene. Når jeg spiller BTs nummer, Dreaming, fra Electronic Opus-albummet, forsvinder den sagte triangel og andre nuancer. Det samme gør sig gældende i Lost and Found af Delerium. Det hjælper, når jeg reducerer baseffekten i min telefon, og selvom jeg skruer ned for basniveauet, er der kraftfuld bas i de elektroniske numre.

Da det passende niveau er fundet, oplever jeg en forholdsvis behagelig musikoplevelse, hvor der både er god bund i musikken såvel som rimelig klare mellemtoner. Plantronics behøver ikke, for min skyld, at opretholde det kraftige basniveau i kommende hovedtelefoner – det virker overflødigt, hvis man går efter musikentusiasterne, som alligevel ville skrue ned for niveauet.

Sensorteknologien gør, at musikken holder pause, når jeg tager Voyager 8200 UC af, mens den genoptager afspilningen, når jeg tager dem på igen. Alternativt kan jeg bruge fjernbetjeningen på venstre ørekop til at styre musikken.

Produktinformation

  • Navn: Voyager 8200 UC
  • Producent: Plantronics
  • Batterilevetid: Op til 24 timers musik og 20 timers tale
  • Forbindelse: Bluetooth, USB-dongle, jack-stik
  • Set til: Kr. 2.370
  • Mere information hos Plantronics

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Plantronics Voyager 8200 UC er et smukt, praktisk og behageligt stereoheadset, som gør det nemmere for dig at arbejde og føre telefonsamtaler i støjende omgivelser. Sensorteknologien og noise cancelling-teknologien gør hovedtelefonerne til et effektivt arbejdsredskab, når du modtager opkald eller lukker dig inde med musikken, fordi størstedelen af baggrundsstøjen bliver holdt ude. Mikrofonerne bliver dog udfordret, når du befinder dig på en fyldt café eller bybus – her har Plantronics endnu ikke helt knækket koden. Ydermere lider Voyager 8200 UC af et alt for overdøvende basniveau, men du kan heldigvis justere det efter din musiksmag.

voyager-3200-uc-grey-with-bt600

Rejseheadset med problemer

Voyager 3200 UC er designet til dig, der bruger en del tid på farten. Plantronics siger i salgsmaterialet, at Bluetooth-headsettet er til dig, der har verden som dit kontor. Voyager 3200 er yderst kompakt, og det er nemt for mig at have headsettet med til møder, i bilen eller på kontoret takket være etuiet og vægten på ni gram.

voyager-edge-gray-case

UC-modellen har desuden en USB-dongle, du kan tilslutte din computer, så du kan bruge headsettet til Skypeopkald på din PC.

Etuiet er også en opladerenhed, der kan sættes fast i min bæltestrop, taskestrop eller bare i jakkelommen, så Voyager 3200 altid er opladet og klar til næste opkald. Batteriet har en levetid på op til seks timers tale, mens etuiet giver dig 10 timers ekstra taletid.

Headsettet har en øresnegl med sensorteknologi, der gør, at jeg kan besvare opkaldet bare ved at sætte det i øret. Plantronics har vedlagt tre bløde silikonepropper, så jeg kan vælge den rette størrelse til mit øre. I starten er jeg meget skeptisk over, at headsettet blot sidder i den ydre del af øregangen, men det bliver siddende – også selvom jeg ryster lidt på hovedet.

Har jeg headsettet i øret, når der kommer et opkald fra en kontaktperson i min telefonbog, fortæller Voyager 3200 mig på dansk, hvem det er, der ringer. Så slipper jeg for at tage min telefon frem fra lommen for at se, hvem der ringer, og jeg kan bede headsettet om at ignorere opkaldet fra Lars Bennetzen – igen.

IMG_20170920_184033

Voyager 3200 UC har dog sine problemer. Først og fremmest er headsettet ikke vandafvisende, hvormed jeg svært kan forestille mig, at det har godt af at være ude i regnvejret – et problem, for vi bor jo i Danmark. Mistanken øges af headsettets fire åbninger, der er fordelt over hele headsettet. Dermed kan jeg ikke blot vinkle headsettet på en måde, så åbningerne vender nedad for at undgå regnen – vandet skal nok komme ind.

Etuiet fungerer heller ikke helt optimalt, da sensorteknologien ikke omfatter, at headsettet slukker for forbindelsen, når det kommer ned i opladeren. Med mindre jeg slukker for Voyager 3200, når det kommer i etuiet, misser jeg opkald, da opkaldslyden går igennem headsettet, som jeg ikke kan høre, fordi jeg ikke har det på. Har jeg slukket for Voyager 3200, skal jeg tænde for det, når der kommer et opkald, og forbindelsen mellem headsettet og telefonen skal genetableres. Skal jeg undgå dette problem, selvom det er i småtingsafdelingen, skal jeg undlade at placere Voyager 3200 i etuiet med mindre batteriet er ved at løbe tør for strøm. Har jeg det liggende på skrivebordet, når det kommer opkald, er det bare ind i øret med headsettet, og talestrømmen kan begynde…

Talestrømmen kan dog ikke løbe uhindret gennem mikrofonstangen til personen i den anden ende af røret. Problemet skyldes ikke headsettets tre mikrofoner, men nærmere kvaliteten af noise cancelling-teknologien. Sidder jeg på et kontor, hvor der er almindelig stemmeføring blandt kollegaer, er det ikke noget problem for personen, jeg taler med, at høre min stemme. Tværtimod går stemmen klart og meget tydeligt igennem. Befinder jeg mig på en cafe med et højere støjniveau på grund af børn, som taler højt, eller stole, der bliver slæbt henover stengulv, går støjen direkte igennem til den anden side, og det er meget svært at føre en samtale.

Endvidere når øresneglen ikke langt ind i øregangen, hvormed baggrundsstøjen gør det svært for mig at høre, hvad der bliver sagt. Naturligvis er dette et problem, når Plantronics anser Voyager 3200 som headsettet, der kan være med til at gøre hele verden til mit kontor.

IMG_20170920_184137

 

Produktinformation

  • Navn: Voyager 3200 UC
  • Producent: Plantronics
  • Vægt: 9 gram
  • Batterilevetid: Op til 6 timer + 10 timer med etui
  • Forbindelse: Bluetooth, USB-dongle
  • Vejledende udsalgspris: Kr. 1.799
  • Mere information hos Plantronics

Bedømmelse

Samlet vurdering 65%

Plantronics Voyager 3200 UC er i det store hele et rigtig godt headset, der gør det nemt for dig at modtage opkald på farten, men du skal ikke befinde dig i alt for støjende omgivelser, før samtalen bliver udfordret. Det er heller ikke anbefalelsesværdigt at bruge headsettet i regnvejret, da det hverken er vandtæt eller vandafvisende. Veksler du meget mellem kontoret, bilen eller kundemøder i relativt rolige omgivelser, er Voyager 3200 UC en trofast rejsekammerat med lang batterilevetid. Sidder du i bussen eller på restaurant med højrøstede børn, vil telefonsamtalen være præget af mange gentagelser, da I vil have svært ved at høre hinanden.

Kommentar til artiklen?