OnePlus 6 er officielt lanceret – og der er mange flotte løfter

Den kinesiske raket indenfor smartphones, OnePlus, har sendt deres nye smartphone, OnePlus 6, på gaden. OnePlus er udstyret med den kraftigste Qualcomm-processor, dobbelt kamera og nyt glasdesign – men kineserne love måske mere end de kan holde

Indrømmet – jeg har længe været en fan af OnePlus. Deres mobiler leverer en masse hestekræfter for en rimelig pris, og det ønsker OnePlus også at bygge videre på med deres nye flagskibsmodel, OnePlus 6.

Men under præsentationen kunne jeg ikke helt undgå at sidde med en fornemmelse af, at OnePlus oversælger mobilen en anelse.

Men lad mig starte med det der lover rigtig godt for den nye smartphone. Den er udstyret med en Qualcomm Snapdragon 845-processor, den nyeste og bedste Octa-core-processor fra Qualcomm, og den skulle give en 30% bedre ydeevne og være 10% mere energieffektiv i forhold til OnePlus 5T-modellen.

GPU’en er en Adreno 630 og den skulle også være 30% hurtigere end forgængeren, og alt i alt skulle det give en mobil der er hurtig til HD-video og grafikkrævende spil.

Alt efter modellen, der findes tre forskellige størrelsen, så kan OnePlus 6 leveres med op til 8GB LPDDR4X RAM, hvilket giver mere end rigelig med arbejdshukommelse.

Skærmen kræver også lige et ord med på vejen. For uden at gøre mobilen fysisk større end 5T, så er skærmen gjort en del større – den er nu på 6,28”, hvilket er imponerende flot – og nu fylder skærmen 84% af hele forsiden.

Men det er så lige der OnePlus 6 taber pusten lidt. For den enormt store skærm, har kun en opløsning på 2.280 x 1.080 pixels. Ikke noget med QHD her. Selvom skærmen er stor og med et forhold på 19:9, så må vi nøjes med en fuld HD-opløsning.

Kameraet på bagsiden er et dobbelt kamera, som vi også så i 5T, og er på 16MP for primærkameraet og 20MP for sekundærkameraet. Her har OnePlus så gjort noget smart – de har udstyret det med en større blænde på f/1.7, og for at opnå en bedre billedopløsning har de gjort sensoren 19% større. Det glæder jeg mig til at se om det giver bedre billeder.

En af de ting som OnePlus fremhævede under præsentationen ved kameraet er, at det er udstyret med super slow motion. Men her taber de så igen tråden lidt. For andre kameraer der har super slow motion optager med 960 billeder i sekundet, men OnePlus 6 klarer 480 billeder i sekundet. Jeg ved godt at OnePlus kan optage i op til 1 minut i deres super slow motion, og at andre kun optager i 0,2 sekund. Men der er også en pokkers forskel på 960 og 480 billeder i sekundet. Personligt vil jeg ikke kalde det sidste for super slow motion, men slow motion. Og der er de andre mobiler altså heller ikke begrænsede til 0,2 sekund.

Når det så er sagt, så ser OnePlus 6 utrolig spændende ud. Designet er flot, OnePlus har valgt at bruge glas og det giver en meget smuk mobil. De leverer også en spændende version af Android, OxygenOS, der er meget minimal, og de har udstyret mobilen med en lynhurtig opladning – også selvom du ikke bruger en fast charger.

Endelig er mobilen altså billig i forhold til andre mobiler, og det tæller klart til dens fordel. Der er ingen tvivl om at det er en spændende mobil.

OnePlus 6 er kommet ind på redaktionen tids nok til at den kan komme med i min stortest af mobiler, så jeg glæder mig meget til at se hvor god den er i forhold til andre smartphones på markedet.

OnePlus 6 kommer i modeller med 64GB, 128GB og 256GB, farverne er Mirror Black, Midnight Black og Silk White, og priserne ligger på: 3.899 kroner for 64GB-modellen, 4.399 kroner for 128GB-modellen og 4.699 kroner for 256GB-modellen.

D. 22. maj kl. 16 afholder OnePlus 2 pop-up-events i København og Århus, hvor fans kan købe den nye OnePlus før alle andre (og så smider OnePlus også en goodie-bag med til dem der får fat i OnePlus 6).

I København afholdes eventet i 3Huset, Vimmelskaftet 35 og i Århus hos YouSee, Søndergade 40.

Gider du ikke deltage pop-up-eventet, så kan du vente til dagen efter, og købe den på vanlig vis sammen med alle andre.

Du kan læse mere om de to pop-up-events her.

About Lars Bennetzen 3851 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?