OS X Yosemite fortæller Apple, hvad du søger efter

Som standard fortæller Yosemite Apple alt, hvad du søger efter med Spotlight. Har du ikke læst det i det med småt?

Apples nye version af deres OS X, Yosemite, er just frigivet, og vi er mange Mac-brugere, der med det samme installerede det på vores computer.

Men var du klar over, at når du bruger søgefunktionen, Spotlight, så bliver dine søgeord sendt retur over nettet til Apple, der så igen deler dem med Microsofts søgemaskine Bing?

Ifølge internet avisen The Register forklarer Apple, at de er nødt til at se dine søgninger for at forbedre Spotlights resultater.

En af de ting, der undrer The Register og ikke mindst folkene bag internetgruppen Fix MacOS, er, at Apple altid har taget deres brugeres privatliv og private data meget seriøst. Men når data fra private brugere sendes til Apple, og ovenikøbet deles med tredjepart, så er der ikke længere meget respekt for private data.

Men det er åbenbart ikke den eneste del af Yosemite, der sender data retur til Apple. I følge Fix MacOS er der en myriade af systemer og processer, der sender data retur til Apple som en del af standardopsætningen af Yosemite. Fix MacOS arbejder på at finde ud af, hvordan disse ting kan udbedres, så brugernes private data forbliver deres private data.

Det er forresten værd at bemærke, at Spotlight under iOS 8 på tablet og iPhone har samme lille facilitet med at sende data retur til Apple.

Værst er det dog, i følge The Register, at for at du kan søge i mails, kalenderaftaler og lignende ting, så bliver de indekseret af Yosemite. Problemet er så, at det indeks let kan kopieres ned på en usb-nøgle og deles med andre computerbrugere. Problemt her er, at selvom det er muligt at slå indeksering af mails og kalenderaftaler fra, så vil det også betyde, at du ikke kan søge i netop mails og kalenderaftaler med Spotlight.

Hvis du ikke ønsker at Spotlight skal sende dine søgninger til Microsoft, så gå til "Systemindstillinger -> Spotlight" her skal du fjerne fluebenet ved "Spotlight-forslag". Derefter sendes der ikke data til Apple, når du søger på din Mac.

Læs også:

DDoS-angreb bliver kortere og mere intensive En af de mest effektive måder at lægge en webserver ned på er også en af de mest enkle. Distributed Denial-of-Service, eller DDoS, handler om at få en...
Test-selv det kommende Norton sikkerhedsprogram En af verdens største producenter af sikkerhedssoftware, Symantec, er på vej med deres nyeste version af deres Norton-produkter - Norton Security og N...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1716 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992. Han startede som redaktør på det nu hedengangne it-blad, PC World, og arbejdede efterfølgende som redaktør på ugebladet Ingeniøren. Derefter gik turen til Aller, hvor han arbejdede som it-redaktør på blade som Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test.