Razer til højre og venstre

I en politisk korrekt verden støder Razer Diamondback ingen fra sig – gaming-musen omfavner det højrehåndede flertal som det venstrehåndede mindretal. Diamondback har dog andre problemer, der kan får flertallet til at vende den ryggen. Musen er nemlig en gammel model fra 2004, der forsvandt i godt et årti, og nu er den tilbage på hylderne i en relativ opdateret udgave.

 

razer-diamondback-1

Kulørt stilrenhed

Razers mus appellerer til folk med mellemstore og store hænder med sit aflange og smalle design. Det er ganske rart at kunne lægge hånden på museryggen, så håndroden ikke slæber sig henover bordpladen i spillene.

Diamondback har et symmetrisk udseende med to tynde og aflange knapper i begge sider, hvormed du kan betjene knapperne med din tommelfinger på den ene side – uanset om det er med højre eller venstre. Omvendt kan du betjene de øvrige to knapper med pegefinger og langemanden – så længe du slipper grebet en smule om musen for at nå knapperne, hvilket ikke er optimalt midt i et spil.

Diamondback har ikke det helt store, flashy design, dog med et enkelt forbehold, som får musen til at skille sig ud fra mængden. Razer er ellers kendte for syret musedesign med masser af knapper. Chroma-belysningen er det eneste område, hvor musen gør væsen af sig. Til gengæld er der gang i det helt store lysshow i alverdens farver.

Vurderet ud fra musens design egner den sig hovedsageligt til strategispil, da den ikke har ekstra knapper til MMO og MOBA-spil. Samtidig har Diamondback ikke en særlig knap til justering af dpi’en, hvormed den ikke egner sig til skydespil. Dette behov for ekstra knapper har vi ikke i strategispil.

11

Driver

Vi henter Razor Synapse-driveren på producentens hjemmeside, så vi kan begynde at konfigurere og finindstille musen efter behov. Razor Synapse ligner alle andre drivere på markedet, men Razer har dog været så flinke at gøre den kompatibel med Mac-computere, hvilket efterhånden er en sjældenhed.

Synapse giver os muligheden for at tildele nye funktioner til de enkelte knapper, justere belysningen, indstille intervallerne for cursorens hastighed samt tilpasse knapperne højre eller venstre hånd. Driveren er nem at finde rundt i, og den er brugervenlig, da det ikke tager mange minutter for os at foretage de nødvendige justeringer. Er du ikke bekendt med at programmere en mus, vil det i sagens natur tage længere tid at blive familiær med Synapse, men det vil ikke tage mange timer.

Performance

Diamondbacks 5. generationslasersensor er udstyret med 16.000 dpi, hvilket gør cursorens bevægelighed ekstrem hurtig! Men det er kun den ultra-professionelle gamer, som får glæde af så høj en opløsning. Vi bruger musen til StarCraft II, Battlefield: Hardline og Diablo III, og vi er på intet tidspunkt i nærheden af at udnytte musens højeste hastighed. Vi roder rundt mellem 2.000-6.000 dpi afhængig af spilgenren – alt højere end dette er lir for os. Sensoren reagerer prompte, og vi fornemmer overhovedet ingen forsinkelse fra klik eller bevægelse til handling i selve spillet.

Diamondback er behagelig at spille med i længere tid, fordi den ligger godt i håndfladen; tommelfinger og lillefinger har et godt greb om siden, der er beklædt med gummi, hvormed hånden ikke rutsjer. Chroma belysningen er ganske flot, men det er ikke noget, som øger vores konkurrenceevne i spillene – vi bemærker faktisk ikke lysshowet, når vi spiller.

Spiller du med højre hånd, kan du altid forsøge at udnytte de ekstra to knapper på højre side af musen, men det kan være svært at undgå, at du skal slippe grebet en smule for at nå begge knapper, hvormed flowet i spillet ødelægges. Dermed finder vi, at knapperne er mere eller mindre ubrugelige til eksempelvis skydespil, hvor de kunne bruges til justering af dpi’en på farten. Givet, vi kunne programmere knapperne i venstre side af musen til denne funktion, men dem bruger vi til at bladre mellem sider på internettet. Det hele ville have været nemmere, hvis Diamondback havde særlige knapper til justering af dpi’en, hvormed vi kunne anbefale den til skydespil.

Når vi smækker Diablo III på, mangler vi ekstra knapper til udføring af avancerede handlinger. Vi bruger tastaturet i stedet, og derfor finder vi, at Diamondback er bedst egnet til strategispil, hvor det ikke er påkrævet, at musen har genvejstaster.

Alt i alt er vi ganske tilfredse med Razers opdaterede mus, fordi den performer ubeklageligt på de væsentligste punkter, men der er til gengæld ikke meget ekstra komme efter.

rzr_diamondback_02

Genudsendelse i standard definition

Skal man genudgive en TV-serie fra 00erne på Blu-ray, forventer vi naturligvis en opdatering i billedkvaliteten. Diamondback er som første sæson af en komedieserie på Blu-ray, hvor der hverken er ekstramateriale eller high-definition billedkvalitet – why bother?

Musen har fået en sensor med en højere opløsning, ja, og Razer har sågar smækket chroma belysning ind i gnaveren, men det er ikke noget, som øger dine konkurrencefordel nævneværdigt. Tiden er løbet fra både standard definition og mus uden ekstra funktioner, da der findes mange andre bedre og mere mangfoldige muligheder på markedet.

Produktinformation

  • Navn: Diamondback
  • Producent: Razer
  • Opløsning: Op til 16.000 dpi
  • Kabellængde: 2,1 meter
  • Vægt: 89 gram uden kabel
  • Driverunderstøttelse: Mac, Windows XP og opefter
  • Set til: Kr. 529

Mere information hos Razer

Bedømmelse

Samlet vurdering 60%

Razer Diamondback er tilbage fra en længere tur på bænken i en opdateret udgave, der desværre ikke byder på nytænkning. Gaming-musen kan heller ikke hamle op med nogle af de toneangivende mus på markedet, da den mangler ekstra funktioner og knapper. Givet, musens lasersensor har en opløsning på 16.000 dpi og chroma belysning, men dette er lir, som ikke øger dine konkurrencefordele med mindre du er professionel gamer.

Læs også:

Mener du, at lydkvaliteten er altafgørende? Så kan... Prisen er ikke altid afgørende. Som vores 3-i-1-test afslører, kan det billigste headset faktisk konkurrere med de dyre. Men hvor prisen kan hjælpe på...
Den unge gamer skal styre Danmarks luftrum Flyvelederuddannelsen er en af de sværeste uddannelser at blive optaget på, og det er kun et sted mellem 5-10% af befolkningen, der har de særlige evn...

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?