Så stopper vi – eSport er altså ikke sport

Sport er sport, og computerspil er computerspil. De to ting hverken kan eller må forveksles

Jeg ved ikke rigtigt hvordan eller hvornår det startede. Men pludselig er det at spille computerspil blevet til en sport. Se der knækker tråden altså for mig – for at sidde foran en computer og spille er ikke sport, og det bliver det aldrig.

Og inden fans af den såkaldte eSport, begynder tage høtyve og fakler ned for at flokkes om mit hus, så lad mig lige fortsætte lidt.

Jeg har stor respekt for de computerspillere der i større eller mindre grad kan tjene penge på deres passion. De ville uden problemer hive mig rundt i den virtuelle verden, og jeg ville ikke have en chance. Jeg sætter ikke deres evner til computerspil i tvivl.

Hvad jeg derimod opponerer mod er, at man begynder at kalde det for sport – godt nok forklædt med et lille ’e’ foran, men stadig. eSport har intet med sport at gøre, ok? Det handler om at være god til at spille computerspil.

Sport handler om at flytte korpuset væk fra stolen og komme ud og røre sig, ud og dyrke sport. Sport bruges i øvrigt oftest om folk der mere eller mindre professionelt sveder i sagens tjeneste. Idræt er så for alle os andre amatører.

Men tilbage til den elektroniske sport. Hvorfor er det pludselig at man skal til at kalde det for en sport at spille computerspil? Hvorfor ikke kalde det for en konkurrence? Er det fordi det jo ’lugter lidt af fisk’ at kaldet det for eSport? Er det fordi at så er det mere acceptabelt?

”Jo du – jeg dyrker eSport. I går der vandt jeg f.eks. mesterskabet i Nascar – på min computer altså.”

Jeg vil ikke tage noget fra dem der spiller computerspil på høj plan. De er dygtige, meget dygtige, og jeg kan også godt forstå at det kan tiltrække massevis af tilskuere. Jeg mener – folk stimler jo også sammen og ser fodbold, ikke?

Det er altid en fornøjelse at se folk konkurrere i noget de er dygtige i – men det gør det altså ikke til en sport. En sport handler om at bruge kroppen, at skulle træne fysisk hårdt for at komme i form, at vise hvad pokker den menneskelige krop kan opnå. Om det så er fodbold, håndbold, atletik, gymnastik, racerløb, cykling eller i mit tilfælde – karate, er for mig underordnet. Det hele handler om at vise, at man kan presse kroppen til det meste utrolig.

Men at spille computerspil… eSport (suk har svært ved at sige det), er altså ikke en sport. Det er en konkurrence, og det kan være konkurrencer på højt niveau, men det er IKKE en sport.

Og kan vi så også lige omdøbe alle de produkter der nu lanceres som eSport-produkter? Kan dem da for gamer-stol, gamer-skærm, gamer-mus osv., og drop eSport-stop, eSport-skærm, eSport-mus.

eSport er en undskyldning for producenterne til at ’legalisere’ produkter der skal få folk til at bruge endnu flere timer foran computeren, og en måde at gøre det legitimt at bruge ekstra mange penge på produkter der, måske, gør der et millisekund hurtigere i en spil.

Lad mig lige slutte af med at gentage at jeg intet har mod computerspil, eller folk der spiller computerspil – det gør jeg selv. Men jeg har et kæmpeproblem med begrebet eSport og alt hvad dertil hører.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?