Slå ørerne ud! Et nyt lydformat løfter standarden indenfor gaming

Plantronics RIG 800HD er ikke et normalt, trådløst gaming-headset. Det er første generation indenfor en ny gaming-lyd.

Dolby Atmos. Dette lydformat skal du holde øje med. Måske har du set Atmos-logoet træde frem på lærredet i biografen efterfulgt af bulder og brag. Du har sågar måske set Atmos optræde på de nyeste surround-forstærkere. Atmos-lydformatet har nu fundet vej til gaming-headsettet, og det er kun naturligt, at Plantronics og Dolby har fundet sammen. Resultatet er, at Plantronics som de første i verden kan levere gaming-headsets med Dolby Atmos.

For Plantronics er verdenskendte indenfor lyd- og kommunikationsudstyr. Det gode renommé skyldes, at det amerikanske firma forstår at levere klare lydbilleder med en høj detaljegrad og præcision. Atmos forstærker ikke kun lydbilledet – formatet øger præcisionen og bringer en ekstra dimension ind i lyden.

img

Billigt udseende, god komfort

RIG 800HD ligner ikke et fancy gaming-headset med luksus byggekvalitet og rapt design. Snarere tværtimod. PC-headsettet ser ud som om, det er lavet af billig plastik med kunstige stoførekopper. Design og luksusfornemmelse synes jeg aldrig har været noget, Plantronics har gjort et nummer ud af, når det kommer til gaming-headsets – og RIG 800HD fortsætter traditionen.

RIG 800HD har i venstre ørekop en god mikrofon, hvis støjreducerende filter fjerner noget baggrundstøj, når du chatter, men det er langt fra alt. Slår du mikrofonstangen op, muter du mikrofonen, så du slipper for at skulle lede efter en lille knap, du kan trykke på, hvis du skal nyse eller udgyde spontane ukvemsord som følge af et nederlag i dine spil.

Headsettet er trådløst og rimeligt let med sine 290 gram og behageligt at have på i flere timer – selvom det er varmt. På grund af letheden og memory foam i ørekopperne, der er beklædt med stof, kan jeg holde ud at have headsettet på i længere tid ad gangen – og det er nærmest et must, når Atmos først begynder at brøle!

Atmos er endnu ikke så udbredt

Før brølet er der en langvarig proces, jeg skal igennem for at få installeret Dolby Access-app’en på min computer. Windows 10 elsker at drille mig, når jeg skal prøve nyt grej, ingen undtagelse denne gang, hvilket gør, at jeg skal igennem en 10-15 minutters proces for at komme i gang. Dolby Access kan hentes fra Windows Store, og den er gratis ved købet af RIG 800HD, men app’en er nødvendig for at vække Atmos fra sin slummer.

index

Indholdet er sparsomt, opdager jeg. De færreste spil understøtter Atmos. Faktisk er det i skrivende stund kun 7 spil, der udnytter det nye gaming-lydformat – du kan se hvilke spil her.

Har du ikke et spil på listen, er det lidt omsonst at købe RIG 800HD, selvom Dolby Acces byder på trailere fra film og spil med, som understøtter formatet. Og det er nok til at forstå, hvor imponerende lydoplevelser Atmos byder på. Ikke desto mindre vil du være bedre hjulpet med et andet gaming-headset, som understøtter DTS.

1

Det byder det nye lydformat på!

Jeg bruger demoindholdet og Overwatch til at teste Atmos, og allerede fra åbningssekvensen i spillet fornemmer jeg, hvad der venter forud. Som skydespil minder Overwatch om en syvårig med ADHD, der netop har fortæret et kilo bland-selv-slik, mens forældrene måbende ser på, hvad deres lille vidunder er i stand til på gulvet som i loftet. Overwatch lever på overdrevet, og det betyder kugler og eksplosioner i alle retninger – perfekt til Atmos.

images

 

RIG 800HD og Dolby forsøger at gøre op med det traditionelle todimensionelle lydbillede i gaming-headsets ved at tilføje højde. Normalt når jeg spiller Overwatch fornemmer jeg med mine surround-headsets, om skuddene kommer klokken 1 eller klokken 5 i højre ørekop, men aldrig om det kommer ovenfra. Det skal Atmos i teorien lave om på.

I praksis kan jeg godt fornemme, at der bliver skudt fra oven, men det er ikke så markant, som jeg har forventet. RIG 800HD er dog i stand til at gøre lydene knivskarpe, og jeg er absolut ikke i tvivl om, at jeg løber forbi en eksplosion, da den følger mig minutiøst fra den forreste del af ørekoppen til den bagerste.

Eksplosioner i Overwatch som i demoindholdet har en fylde og rumklang, der nærmest er uhørt i et gaming-headset. Og Plantronics har sørget for, at jeg på højre ørekop kan trykke på en bladreknap, så jeg kan veksle mellem 5 forskellige lydindstillinger, der passer til mit temperament såvel som filmen eller spillet, der ruller over skærmen.

Når jeg ser nogle af de filmtrailere og sekvenser, som følger med i Dolby Access-app’en, er det ligeledes uhæmmet så detaljeret, præcis og nuanceret lydbilledet er i snestormen som i junglen. RIG 800HD leverer sublim surround sound, som bringer ny saft og kraft til tyndslidte actionspil og film, fordi jeg pludselig hører lydeffekter på klarere og federe måde. Plantronics har formået at demonstrere, hvad Atmos kan på nuværende tidspunkt og få mig til at holde vejret af spænding over, hvad lydformatet kommer til at byde på, når producenterne af gaming-headsets har haft lidt mere tid til at lege med formatet.

Produktinformation

  • Navn: RIG 800HD
  • Producent: Plantronics
  • Driverstørrelse: 40 mm around ear
  • Frekvensområde: 10 Hz – 20 kHz
  • Lydformat: Dolby Atmos
  • Batterilevetid: Op til 24 timer
  • Vægt: 290 gram
  • Understøtter: PC
  • Set til: Kr. 1.299
  • Mere information hos Plantronics

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Plantronics RIG 800HD med Dolby Atmos blæser enhver form for konkurrent helt ud af lydbilledet! Partnerskabet mellem Plantronics og Dolby har resulteret i et nyt niveau indenfor gaming surround sound, hvor detaljegrad, nuancerne og præcisionen er betydeligt bedre og skarpere end i andre headsets.

To ulemper; der endnu ikke findes synderligt meget indhold, som understøtter det nye lydformat, og Plantronics formår ikke at gøre højde-dimensionen i lydbilledet helt så markant, som jeg håbede. Men er du lydentusiast med kendskab til Atmos, vil du se bort fra disse ”småting”, fordi lydoplevelsen har fået så markant et løft.

Læs også:

Plantronics tænker på millenials og Y-talenter Plantronics annoncerede i dag den seneste tilføjelse til Voyager-familien, der er deres flagskib af headsets til virksomheder. Voyager 6200 UC byder p...
Virtual reality i god stereo, men er det nok? RIG 4VR forvirrer mig i begyndelsen. For prisen på headsettet ligger omkring kr. 500, hvilket er rimelig billigt, men leverer headsettet stereolyd ell...

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?