Superspændende sportheadsets i kamp

Tech-Test følger op på stortesten af sportheadsets. Fem nye og meget spændende headsets har været med os til træning, og hvor lydkvaliteten generelt var meget høj, så var komforten lige fra skræmmende dårlig til helt fantastisk

headset

Tech-Test følger op på stortesten af sportheadsets. Fem nye og meget spændende headsets har været med os til træning, og hvor lydkvaliteten generelt var meget høj, så var komforten lige fra skræmmende dårlig til helt fantastisk

Udbuddet af træningsheadsets er på det nærmeste eksploderet over det sidste år, og det på trods af, at det stadig ser ud til at folk bruger de headsets der fulgte med deres mobil. En ting der undrer – for folk ofrer rask væk adskillige tusinde kroner på korrekte sko, og træningstøj. Men der spares tydeligvis stadigvæk når det kommer til musikoplevelsen.

En ting der undrer os meget, for selv meget gode headsets koster faktisk ikke ret meget. Altså – du kan sagtens finde et sæt der koster et par tusinde kroner. Men langt de fleste og bedste koster enten lige over eller lige under 1.000 kroner.

Her i denne opfølgningstest af headsets, har vi fået fat i fem af de nyeste fra nogle af de helt store producenter. Alle headsets leverer en rigtig god lyd, men pasformen er vi ikke helt lige så imponeret over.

Sådan testede vi

I vores test af headsets blev alle kandidater brugt til to forskellige slags træning. Dels blev de brugt til rendyrket konditionstræning, altså løb, stairclimber, cross-trainer. Her undersøgte vi om de var behagelige og om der var mislyde, så som vores skridt og lignende, der forplantede sig og blandede sig med lyden.

Dernæst blev de brugt til styrketræning, hvor vi for alvor fik testet hvor komfortable de var når der blev knoklet med at flytte jern i vores lokale fitness-center. De må blandt andet ikke være ubehagelige at bruge når man f.eks. ligger ned og skal lave bench press. Samtidig fik vi også her testet, hvor effektive de var til at lukke andre lyde ude.

Endelig blev de bedømt på den overordnede komfort og lydkvalitet. Begge dele er utrolig vigtige for det komplette indtryk af headsettet og danner grundlag for den samlede karakter.

Testen af de enkelte headsets kan du finde via linkene herunder.

Jabra Halo Fusion

JBL Grip 200

JVC Wireless Sport

Puro Sport

SMS Sync by 50, In-ear Wireless

Og vinderen blev:

Der var ingen tvivl i denne test. JCV Wireless Sport var klart det bedste headset i denne test, både når vi snakkede om komfort og lydkvalitet. Samtidig blev det også det første produkt der modtog vores nye ”Editors Choice”, for dette headset er klart blevet vores personlige favorit.

JVC wireless

JBL Grip 200 var en pæn nummer 2, men det faldt dog lidt ned i den samlede score på grund af komforten. Men det var klart det headset der sad bedst fast i øret, og lydkvaliteten var utrolig god. Det var tydeligt at JBL har helt styr på det med at lave god lyd.

Jabra Halo Fusion endte på en tredjeplads, men der skal faktisk ikke så meget til for at hive det op på en bedre placering. Jabra skal bare sikre en bedre lydkvalitet, noget som vi af erfaring ved at de sagtens kan.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?