TEST: Backbeat 500 har god lyd og fin komfort

Plantronics har, vanen tro, styr på såvel lyd som komfort. Deres on-ear headset, Backbeat 500 leverer varen til en absolut rimelig pris

Vi lytter alle til musik fra vores smartphone, og for ikke at forurene vores omgivelser med lyd, så er headsets blevet en væsentlig del af vores hverdag. At finde et godt headset kan være lidt af en jungle, og der findes desværre ret mange headsets der ikke levere en god lyd, eller som bare ikke har den fornødne komfort.

Men Plantronics plejer at fremstille ganske fortrinlige headset, og derfor kastede vi os over at Backbeat 500, et headset der sidder placeret på øret – en såkaldt on-ear headset – og som lover både god lyd, god komfort og lav pris.

Det sidste havde jeg let ved at tjekke, en tur på Google gav en pris på mellem 700 og 800 kroner alt efter, hvor du måtte købe det. Så langt så godt – prisen er absolut rimelig hvis lyd og komfort følger bare nogenlunde med.

På med headsettet

Vi pakkede headsettet ud, og sammen med headsettet følger to kabler og en pose til at opbevare det i. De to kabler er hhv. et usb-kabel til opladning og et jack-stik så du kan koble headsettet sammen med din smartphone uden at bruge bluetooth og batteri.

Men i denne trådløse verden, hvem gider så bruge et kabel? Og når Backbeat 500 så samtidig lover en spilletid på omkring 18 timer, så bliver kablet til en behagelig backup.

Jeg tændte headsettet, og med det samme gik det i pairing-mode. Jeg koblede det sammen med min iPad og gik så i gang med at lytte til musik.

Her er jeg lige nødt til at komme med en indrømmelse. Jeg er nemlig ikke den store fan af on-ear headsets. De plejer at presse for hårdt på mit øre, jeg begynder at svede under ørepuderne og får hurtigt lyst til at tage headsettet af igen.

Det viste sig nu ikke at være tilfældet her, ikke i samme udstrækning altså. For efter en times musiklytning, så kunne jeg godt mærke presset på øret. Selvom headsettet er udstyret med rimelig god memory foam, så kræver det altså en væsentlig grad af tilvænning at have sådan et headset på.

backbeat 500 indhold 2

Men ros alligevel til komforten. For selvom jeg faktisk godt kunne mærke presset, så blev det ikke så irriterende som jeg før har mærket. Samtidig så begyndte jeg ikke at svede under headsettet, hvilket var både behageligt og meget overraskende.

God lydkvalitet

Men uanset hvor god komforten i et headset måtte være, så skal lyden også følge med. Jeg lyttede til forskellige typer af musik og ikke mindst så brugte jeg headsettet til film.

Lyden overraskede mig ret meget. For ikke alene leverede Backbeat 500 en utrolig flot bas, den leverede også både mellemtoner og diskant der virkelig definerede lyden flot. Naturligvis er lyden ikke på højde med headsets til et par tusinde kroner, men til en pris på godt under 1.000 kroner, var jeg ret tilfreds med lydkvaliteten.

En af de ting der virkelig imponerede mig var det bastryk som den 40mm driver headsettet er udstyret med, kunne levere. Det gav virkelig en imponerende dybde i lyden, og specielt i film gav det en ekstra dimension som vi hurtigt kom til at holde rigtig meget af.

Opsamling

Normalt når vi får fat i on-ear headsets, så er prisen enten høj for at levere en god lydkvalitet, eller lav og så følger så vel komfort og lydkvalitet med. Men det var ikke tilfældet med Backbeat 500.

backbeat 500 indhold 1

Lyden var utrolig god og komforten langt bedre end vi normalt oplever i headsets i denne prisklasse, og den lange batterilevetid er et stort ekstra plus i vores bedømmelse.

Produktinformation

  • Produktnavn: Backbeat 500
  • Producent: Plantronics
  • Type: On-hear headset
  • Forbindelse: Bluetooth og kabel
  • Driver: 40 mm
  • Indbygget mikrofon
  • Deep sleep giver standby tid på op til 6 måneder
  • Musikkontrol på headset
  • Vægt: 155 gram
  • Set til: 702 kroner
  • Mere information hos Plantronics

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

God lyd, god komfort og lang batterilevetid. Der er er ikke meget mere man kan ønske sig af et bluetooth headset. Backbeat 500 har det hele, og til en pris et godt stykke under 1.000  kroner er det et rigtig godt køb.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?