TEST: Gardena Smart System letter havearbejdet

Robotplæneklipper, sensor og automatisk vanding. Alt der mangler er en automatisk lugemaskine og kantklipper, så ville systemet være perfekt

Vi har før testet robotplæneklippere, og der var ingen tvivl om, at Gardena laver fantastiske produkter i den kategori. I år har de så sendt deres Smart System på gaden, og vi er i fuld gang med en længere test af systemet.

Denne test er derfor en midtvejsevaluering af systemet, og ikke den endelige vurdering.

Gardena Smart System består af en robotplæneklipper, Sileno+, en sensor, en vandingsenhed og en basestation og en gratis app som du henter til din smartphone.

Let installation

Der er ikke de store problemer med at få Gardena Smart System installeret. Det første handler om at installer den basestation der følger med til systemet. Den sættes op, du logger på den fra din smartphone (den danner først sit eget lille lokal netværk), indstiller den derfra til at forbinde sig til dit trådløse netværk, og så er du klar til at gå videre.

sileno+ indhold
sileno+ manualer

Der er så tre enheder mere der skal installeres. Vi startede med den mest tidskrævende – robotplæneklipperen. Hele haven skal hegnes ind af en tråd, og vi valgte at lægge tråden oven på græsset. Vi burde have været klogere – sidst vi testede robotplæneklippere fandt vi ud af, at vores plæne er alt for ujævn til den øvelse. Vi løb tør for pløkker inden vi var hele haven rundt, så vi måtte lige en tur forbi det lokale byggemarked og købe flere.

sileno+ oplader
sileno+ klar

Her skal lige skydes en bemærkning ind – når plænen er meget ujævn, så bør man grave kablet ned. I den efterfølgende uge, måtte vi udbedre kablet fem gange, fordi robotten stadig kunne få fat i det, og derved rev det over. Nuvel – note til os selv, grav kablet ned næste gang.

Efter kablet var lagt ud, så monterede vi basen/opladerstationen som Sileno+ bruger. Det var let. Gardenas system med forbindelser der bare klipses på kablet er let at bruge, og vi var hurtigt klar.

vandingskontrol
sensor
baseenhed

Endelig så lagde vi et guidekabel ned, som sikrer at Sileno+ hurtigt kan komme hjem til basen igen. Det kabel skal kobles på kantkablet, og det gøres også ret let med en medfølgende klips de tre ender sættes på.

Strøm på systemet, og så fat i app’en på smartphonen. Nu kobles Sileno+ på systemet via app’en og derfra kan den programmeres til, hvornår den må slå græs.

sileno+ klar

Derefter satte vi batterier i sensoren og stak den ned i vores bed. Enheden blev tilføjet systemet i app’en, og der gik ikke længe inden vi kunne se jordfugtigheden, temperaturen i luften og lysstyrken.

Den sidste enhed er en vandkontrolenhed, der monteres på en vandhane. På samme måde som med sensoren, så blev den koblet til systemet vi app’en, og så var vi ellers klar til at gå i gang – næsten altså.

For vandkontrolenheden kræver også at der bliver sluttet en speciel vandslange til. Enten en drypvandingsslange eller en siveslange. Ingen af delene følger med systemet, så vi måtte igen lige forbi det lokale byggemarked og investere i en sådan.

På vandkontrolenheden er der også en knap til at lukke vand ud af en ekstra ventil, så vi mistede ikke vores vandhane – den skulle blot bruges på en lidt anden måde.

Et godt system med små mangler

Systemet var nu klar til brug, og i løbet af de næste par uger kørte Sileno+ lystigt på vores græsplæne. Vi er nødt til at rose Sileno+. Ikke alene slår den vores plæne utrolig flot, den er også så stille at vi nogle gange spekulerer på om den overhovedet arbejder.

Vi kunne godt have tænkt os, at klippehøjden kunne justeres fra app’en, men det er ikke tilfældet – der er en mekanisk indstilling på Sileno+ der skal pilles ved.

Sensoren var rigtig fin – vi kunne hele tiden se jordens beskaffenhed i vores bed, og skulle vi være i tvivl om temperaturen, så var den også tilgængelig.

Det smarte ved systemet er dog at sensoren og vandkontrolenheden snakker sammen. Så når jorden er for tør, så vander den jorden. Og med en siveslange sikrer den, at der ikke kommer for meget vand.

sileno+ award

Vi mangler dog en ting her – for vi havde regnet med at sensoren også kunne snakke sammen med Sileno+. Vi så gerne at vi kunne have programmeret Sileno+ til at køre tilbage til opladeren, hvis regnen blev for voldsom. Men det er ikke tilfældet, og Sileno+ selv indeholder ikke en regnvejrssensor, så den tøffer pænt rundt i vores have, selv når det er styrtregn.

Den eneste kontrol vi har over Sileno+ er den app’en tilbyder. Her kan vi ændre på de tidsintervaller som den må arbejde i. Vi kan tvinge den til at gå i gang med at klippe vores plæne, og vi kan parkere den, hvis vi ikke ønsker den skal køre rundt i haven.

Fantastisk resultat på plænen

Der er ingen tvivl om, at Gardena kan det de med at lave robotplæneklippere. Sileno+ koster omkring 12.000 hvis du skal købe den i løs vægt, og det kan ses på resultatet at det er en af de dyrere robotter du her har fat i.

Sileno+ benytter sig af en teknologi som Gardena kalder for SensorCut, og den er med til at forhindre at der kommer spor i græsplænen, og den sikrer at græsset altid holdes i samme højde over hele plænen.

Sileno+ vejer ikke ret meget, og det betyder at den ikke trykker sig ned i græsset, selv når det regner, og den har masser af hestekræfter og gode hjul, så selv store skråninger (op til 35% ifølge Gardena selv) klarer den uden problemer, eller hjulspor.

Overvejelser

Det man kan overveje med et system som Gardena Smart System er, om det virkelig er nødvendigt med et integreret system, når der faktisk er ret få ting systemet kan arbejde samme om. Som det er nu, er det udelukkende vanding og sensor der arbejder sammen.

At man kan programmere Sileno+ via en app er en fed funktion, men ikke noget revolutionerende. Vi har testet andre robotplæneklippere der klarer det via bluetooth. Men selvfølgelig – nu kan vi starte og parkere den også når vi ikke er hjemme.

Hvis Gardena Smart System virkelig skal give mening, så bør der være en tættere integration/flere funktioner, som kan benyttes på tværs af enheder – f.eks. at vi som brugere kan fortælle systemet, at vi ikke ønsker at få slået plænen når regnen pisker ned.

Testen fortsætter

Vi er spændt på at se, hvor glade vi bliver det samlede system sommeren over – der hvor vores have for alvor får gavn af et automatisk vandingssystem. At vi så også lige skal ud og investere i et par meter vandingsslange mere, og måske finde en sensor eller to mere, er noget helt andet.

Indtil videre er vi begejstrede for Sileno+, også selvom vi er nødsaget til at rende rundt med en kantklipper for at sikre at kanterne ved bede og andre faste genstande, er lige så pæne som vores græsplæne i øvrigt.

Sensoren er vi glade for så langt som, at den giver os det udetermometer som vi mangler – som hjælp til vanding har den endnu ikke rigtig fået lov til at bevise sit værd – der har ikke for alvor været brug for vanding i vores have endnu.

Men Gardena Smart System kommer til at køre i vores have sommeren over, og vi vil følge op med en anmeldelse i løbet af sommeren, og til efteråret når testen er slut.

Herunder finder du bedømmelsen af Sileno+, men ikke af hele systemet.

Produktinformation

  • Produktnavn: Sileno+
  • Producent: Gardena
  • Arbejdsområde: 1.300 kvm
  • Maks hældning: 35%
  • Batteritype: Li-Ion
  • Klippetid på en opladning: 65 minutter
  • Opladningstid: 60 minutter
  • Klippehøjde: Max 60 mm, min 20 mm
  • Klippebredde: 22 cm
  • Støjniveau: Ca 56 dB(A)
  • Alarm: Ja
  • Pinkode: Ja
  • Løftesensor: Ja
  • Væltesensor: Ja
  • Dimensioner: 25 x 63 x 51 cm
  • Vægt: 8,5 kg
  • Pris: Set til kr. 11.100,-
  • Mere information hos Gardena

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Vi er vilde med Sileno+ som robotplæneklipper. Noget af det mest støjsvage vi endnu har set, og græsplænen er bare perfekt klippet hele tiden. Den er rigtig let at betjene, både fra app’en, og direkte på robotten selv. Samtidig så klarer den både store og komplicerede haver uden problemer.

Vi kunne godt have brugt en regnsensor, så den kører hjem i voldsom regn, og vi så også gerne at opladerstationen var overdækket.

Prisen ligger i den høje ende, men den er absolut pengene værd.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?