TEST: iPad 9,7” vs MediaPad M5

De to nyeste tablets på markedet, iPad 9.7” fra Apple og MediaPad M5 har hver deres styrker og svagheder, og det samlede resultat er at om du køber den ene eller anden, så vil du blive lige glad for dem begge – jeg dømmer uafgjort

iPad 9.7 iPad 9.7" og MediaPad M5. Foto: Lars Bennetzen

Der er ingen tvivl om at den mest udbredte tablet i Danmark, og måske verdenen, er en iPad. Om det så er en iPad Pro, iPad 9,7” eller en ældre version. Antallet af Android tablets er begrænset, og helt ærligt så har der ikke rigtigt været nogle tablets der for alvor har kunnet udfordre kongen over tablets.

Apple har nu sendt en ny version af deres 9,7” iPad på gaden, og samtidig har Huawei lanceret deres MediaPad M5, en 10,8” Android-baseret tablet. Jeg kunne ikke lade være med at sætte de to tablets op mod hinanden for at se, hvilken der er bedst, og – spoiler alert – der er ikke den store forskel. Faktisk så endte testen med at de to klarer sig lige godt, og selv ikke målfoto kunne afgøre hvilken der er den bedste.

De imponerende skærme

Begge tablets er udstyret med suveræne skærme. iPad 9,7” har en Retinaskærm med en opløsning på 2.048 x 1.536 mens MediaPad M5 klarer opløsning på 2.560 x 1.600. Begge giver et supergodt skærmbillede, men når du arbejder med billeder på de to tablets er der ingen tvivl om, at billederne står skarpere på MediaPad M5.

Når det så er sagt, så er farverne på iPad mere naturlige end på MediaPad. Specielt når du kigger på billeder taget i naturen afslører denne farveforske sig. Grøn er langt mere grøn, og den blå himmel får lige et par ekstra procent på de blå farver.

Det er naturligvis et spørgsmål om smag, men personligt ville jeg heller have de korrekte farver, end farver der tydeligvis er justeret på. Det betyder at naturbilleder virker meget farverige på MediaPad, hvilket kan se utrolig flot ud, men det er ingen tvivl om, at det er lidt for meget smæk på farvekanonen på MediaPad.

Udover at arbejde med billeder, så er det også oplagt at se film på disse tablets, og her tager MediaPad et par point fra iPad. Det er ikke mindst den lidt større skærm der er med til at gøre det til en lidt federe oplevelse på MediaPad.

Opløsningen gør også sit til at gøre det federe at se film på MediaPad end på iPad. Jeg skal dog med det samme sige, at ingen af de to tablets er dårlige at se på, skærmen er superflot på dem begge – og film vises virkelig godt på dem.

Den nye iPad 9,7

Den nye iPad 9,7". Foto: Lars Bennetzen

God lyd, bedre lyd

En ting der traditionelt set er svært at lave godt på en tablet er lyden. Det er ikke meget plads til højttalere, så at lave en dyb bund i lyden er en udfordring der generelt har voldt problemer for både Apple og producenter af Android-tablets.

Den nye iPad har dog fået fire indbyggede højttalere som giver en stereolyd, hvilket skulle give en god lyd.

Det samme gælder MediaPad M5, hvor Huawei oplyser at de har arbejdet meget på at gøre lyden så optimal som mulig.

Så for at tjekke lyden afspillede jeg forskellige typer af musik, og tjekkede hvordan lyden var når jeg så film på de to tablets.

Her var der ingen tvivl om, at MediaPad M5 gjorde det bedst. Huawei har formået at få et godt lydbillede med en meget flot bas som lægger en super flot bund i både lydeffekter og musik.

Lyden er fin i den lille iPad, men den er altså en del bedre i MediaPad M5.


Læs også:

TEST: 2 spændende modulære smartphones fra Motorol... Markedet af smartphones er domineret af mærker som Apple, Samsung og Huawei. Men der findes en lang række andre fortrinlige mobiler på markedet som of...
Vores smartphone skal med på ferie Juli er højsæson for ferie, og for de fleste danskere er smartphonen en helt uundværlig del af rejsebagagen. Sammen med Rumænien og Bulgarien er Danma...

Augmented reality

Et sted hvor iPad stikker af fra MediaPad er når det kommer til augmented reality. Der findes en del apps til iPad der udnytter den stærke A10 Fusion-processor som den er udstyret med. Og det er imponerende flot at se på når floder dukker op på skrivebordet, eller når små drager følger dig rundt i lokalet.

Det er ikke lykkes for mig at finde tilsvarende apps til MediaPad, så her går point til iPad. Om MediePad er i stand til at lave overbevisende augmented reality-oplevelser må stå hen i det uvisse.

Grafisk arbejde

Når det kommer til grafisk arbejde, så er begge tablets ganske fortrinlige at arbejde på. Jeg prøvede at redigere forskellige billeder i de samme programmer på begge tablets. Der findes ’native’ apps på såvel iOS- som Android-platformen, det denne test handler ikke om de specifikke apps, men om de muligheder du har på de to tablets.

Der var ingen tvivl om, at begge var rigtig gode at arbejde på, og begge er lynhurtige og meget responsive.

Som tidligere sagt er opløsningen lidt bedre på MediaPad, og det gør det til en lidt større fornøjelse at arbejde på, og helt ærligt er der ikke den store forskel på de to tablets når du arbejder på dem.

Kameraet undrer

Hvor det dog gik galt for MediaPad var på kameraet. På papiret er kameraet markant bedre på MediaPad M5 end på iPad. Den er udstyret med et 13MP kamera på bagsiden og et 8MP kamera på forsiden, mens iPad har fået et 8MP kamera på bagsiden og et 1,2MP kamera på forsiden.

Men da jeg tog billeder med de to kameraer var der ingen tvivl om, at de bare så bedre ud på iPad’en.

MediaPad M5: Foto Lars Bennetzen

MediaPad M5: Foto Lars Bennetzen

Farverne var (igen) mere naturlige, og billederne stod skarpere. Det undrede mig meget, for der er altså bare flere pixels at arbejde med på billederne i MediaPad M5.

Ikke desto mindre foretrækker jeg klart de billeder jeg tog med iPad’en, og det samme gjorde en række personer jeg viste billederne til.

Ekstratilbehør

En ting der virkelig skiller de to tablets er, at Apple nu har gjort det muligt at bruge Apple Pencil på den lille iPad. Det gør det utrolig let at arbejde med billeder, tegne og meget mere. Den lille iPad bliver, med Apple Pencil, til et fantastisk stykke arbejdsredskab for grafikeren.

Huawei har også en lille pen til deres MediaPad M5, men desværre ikke til den version der er kommet til Danmark. Det er nemlig kun Pro-versionen der understøtter deres pen, så på den danske version må du undvære muligheden for at bruge en dedikeret pen.

Det gør det en anelse mere kompliceret at arbejde med billeder på MediaPad M5, men dog ikke umuligt.

Omvendt så har MediaPad M5 en spændende funktion. Hvis du slutter et tastatur og mus til MediaPad via Bluetooth, så kan du også vælge at sætte den i ’tablet tilstand’. Pludselig ligner din tablet en Windows-laptop med alt hvad dertil hører. Det er faktisk en fed og spændende funktion, og hvis du er Windows-mand, så vil du elske den funktion.

Stor prisforskel

Endelig er der prisen på de to tablets. iPad kan du købe fra omkring 2.800 kroner, afhængig af konfiguration, mens du skal hoste op med omkring 3.400 kroner for WiFi-udgaven af MediaPad M5 (du kan dog godt finde en billigere version, hvis du leder efter tilbud hos telefonselskaberne).

Det du så er nødt til at spørge dig selv om er, hvorvidt prisforskellen på 600 kroner er det værd. Du kunne eventuelt vælge at købe iPad for 2.800 kroner og så købe en Apple Pencil for omkring 600 kroner.

Omvendt så er der ingen tvivl om, at du får en bedre skærm og bedre lyd i MediaPad, så hvis det er film du vil se på din tablet, så er MediaPad M5 klart at foretrække.

Af disse to maskiner foretrækker jeg personligt MediaPad M5. Bedre skærm og lyd og muligheden for at sætte den i ’laptop-mode’, er altså super fed. Men i denne test opnår de to tablets nøjagtigt samme score. Den billigere iPad giver dig mere ’bang for the buck’, mens du må undvære muligheden for en pen/stylus til MediaPad M5.

Produktinformation: iPad 9,7"

  • Produktnavn: iPad
  • Producent: Apple
  • Kapacitet: 32 eller 128GB
  • Skærm: Retinaskærm – opløsning: 2.048 x 1.536
  • Processor: A10 Fusion
  • Højttalere: Stereo
  • Forbindelse: WiFi og/eller LTE
  • Sikkerhed: Fingeraftrykscanner
  • Batteri: 32,4 watt-timer
  • Dimensioner: 240 x 169,5 x 7,5 mm
  • Vægt: 469 gram
  • Pris: Set til kr. 2,799 kroner,- for mindste konfiguration
  • Mere information hos Apple

Bedømmelse: iPad 9,7"

Samlet vurdering 90%

Apple kan bare det der med at lave en god tablet. iPad 9,7” har en god skærm, en lynhurtig processor og en fed tilgang til augmented reality. Den får også point for at du nu kan bruge den sammen med Apple Pencil, hvilket gør den supergod til at redigere billeder på.

 

Produktinformation: MediaPad M5

  • Produktnavn: MediaPad M5
  • Producent: Huawei
  • Kapacitet: 64GB
  • Skærm: 10,8” IPS på 2K. Opløsning 2.560 x 1.600
  • Processor: Kirin 960
  • Højttalere: Fire stk.
  • Forbindelse: WiFi og/eller LTE
  • Sikkerhed: Fingeraftrykscanner
  • Batteri: 7.500 mAh
  • Dimensioner: 258,7 x 171,8 x 7,3 mm
  • Vægt: 498 gram
  • Pris: Set til kr. 3,399 kroner,- for mindste konfiguration
  • Mere information hos Huawei

Bedømmelse: MediaPad M5

Samlet vurdering 90%

Huawei har virkelig lavet en fed Android-tablet her. Det er klart den bedste Android-tablet jeg endnu har testet, og den er som minimum lige så fed som iPad. Skærmen er bedre end på iPad og lyden er markant bedre. Faktisk har MediaPad M5 en suveræn lyd og er en fornøjelse at lytte til, både når du afspiller musik eller ser film.

 

Læs også:

Så er Huawei klar med P10 lite Huawei lancerede i sidste måned deres nye flagskibsmodeller P10 og P10 Plus på Mobile World Congress, og nu følger de op med lillebroren P10 lite. En ...
Ny laptop fra Huawei udfordrer Apple Dagen før årets store mobilmesse, Mobile World Congress, officielt åbner, lancerede Huawei deres nye laptop frem. Navnet er MateBook X Pro, og den er ...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1826 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?