Test: Plantronics BackBeat Pro 2 skaber stilhed

Det nye over-ear-headset, BackBeat Pro 2, er beregnet til at skabe stilhed når du arbejder, og samtidig give dig god musik. Headsettet er rigtig godt til prisen, og skaber et rigtig godt lydbillede, det eneste vi mangler er en mere effektiv støjreducering

Backbeat Pro 2 Backbeat Pro 2

Det er svært ikke at blive lidt småforelsket i BackBeat Pro 2 fra Plantronics. Headsettet er utrolig elegant at se på, med flot læder og elegant svungne former der alt sammen giver et samlet indtryk af et headset der er betragteligt dyrere end det i virkeligheden er – ikke at det er billigt, det koster trods alt 1.900 kroner.

Headsettet er beregnet til at blive brugt på kontoret, eller i hjemmet, men det er ikke et headset du skal motionere med. Det ville alt for hurtigt ødelægge det lækre læder der bekæder ørepuderne.

BackBeat Pro 2 er udstyret med Active Noise Canceling, og har en, opgivet, imponerende batterilevetid på 24 timer, og så kan det både køre som Bluetooth og kablet headset.

Komfort og lyd er rigtig god

Et headset som Backbeat Pro 2, skal du kunne bruge rigtig længe. Det presser ikke på dit øre, og da det gerne skulle kunne skaffe dig nogle rolige timer på jobbet, så er komforten utrolig vigtig.

Som udgangspunkt er headsettet da også rigtig behageligt. Ørepuderne er forsynet med et støjdæmpende skum der både er med til at levere den passive støjdæmpning og som også er med til at mindske presset mod hovedet.

Problemet er blot, at når du har haft headsettet på et stykke tid, så begynder du at svede under de tætsluttende ørepropper, og presset mod dit hoved kan godt mærkes. I praksis betyder det, at du ikke kan holde ud at have headsettet på i lang tid ad gangen. Lidt surt, for det skulle ellers være en af årsagerne til at bruge dette headset.

Plantronics Backbeat Pro 2

Men når det kommer til lyden har Plantronics virkelig ramt rigtigt her. Vi brugte headsettet til både musik og film, og det var et imponerende lydbillede som headsettet skabte. Men med 40mm drivers burde det nu også kunne levere en god oplevelse, og det var da også tilfældet.

Der er en imponerende god bas, og ved film bliver du meget hurtigt suget ind i et lydbillede der giver filmen en ekstra dimension.

Det samme gjorde sig gældende ved musik, bassen var imponerende – noget er ellers ofte mangler i headsets – og både mellemtone og diskant havde den kant vi så gerne vil have, uden at blive skinger.

Betinget held med støjdæmpning

Headsettet har tre indstillinger omkring støjdæmpning, enten kan den være slået fra, slået til og så kan headsettet sættes til ”open listening”. Når du slår støjdæmpning til, mærker du tydeligt hvordan lyden fra omverdenen bliver dæmpet, men den er ikke vildt effektiv. Mange lyde gik trods alt igennem, og specielt højfrekvente lyde blev ikke blokeret, og netop de lyde var nogle vi gerne ville have skåret væk.

Men helt overordnet set, så virkede støjdæmpningen godt, man skal bare ikke forvente at få en lille privat verden man kan hellige sig til.

Smarte funktioner

Headsettet er forsynet med en række forskellige sensorer, og det betyder, at det helt automatisk sætter din musik på pause, når du tager headsettet af, og starter den igen når du tager det på.

De sensorer fungerede utrolig godt, vi oplevede aldrig at headsettet ikke klarede opgaven korrekt, og det var vi meget begejstrede for.

Samtidig er der også en række mikrofoner i headsettet, og det betyder at du ikke behøver have en mikrofonarm sat på headsettet, hvis du vil tale i telefon når du bruger det. Lyden som personen i den anden ende af headsettet hører, er krystal klar. Her har Plantronics virkelig leveret et super godt headset.

På headsettet kan du naturligvis besvare et opkald, skrue op og ned for lyden ved at dreje på en skive på den venstre ørekop, pausemusikken og springe et nummer frem eller tilbage.

Opsamling

Vi er begejstrede for mange ting ved Backbeat Pro 2, designet er i top og vi er helt tossede med lyden. Men vi er mindre begejstrede for komforten. Efter en times brug havde vi fået ondt i hovedet af presset, og var nødt til at tage det af.

Her kan Plantronics godt arbejde lidt videre, for ellers er det et fantastisk headset. Sensorerne opfanger meget præcist hvornår du har headsettet på eller ej, og når du bruger headsettet til telefonsamtaler, så er lyden helt i top i begge ender.

Men det ændrer ikke på at headsettet er for dyrt, når du ikke kan holde ud at have det på mere end en times tid ad gangen. Heller ikke selvom lyden er helt i top.

Produktinformation

  • Produktnavn: BackBeat Pro 2
  • Producent: Plantronics
  • Batterilevetid: Op til 24 timer
  • Opladning: Via usb
  • Bluetooth: Version 4.0
  • Styring af musik via headsettet: Ja
  • Driver: 40 mm
  • Vægt: 0,5 kg
  • Set til: 1.899 kroner
  • Mere information hos distributøren Ergotel

Bedømmelse

Samlet vurdering 70%

Backbeat Pro 2 er et meget elegant headset, der har en god støjreducerende funktion, der dog kunne være bedre. Lyden derimod er i top, det er et imponerende lydbillede headsettet kan skabe.

Desværre er headsettet ikke komfortabelt at have på i længden, det presser så hårdt på hovedet, at man ret hurtigt bliver træt af at have det på.

Læs også:

Spændende nyt headset på vej fra Marshall Marshall er kendt for spændende headsets, og nu har de så introduceret deres første støjreducerende headset, MID A.N.C, som også har den nyeste Blueto...
Så forskellige kan headsets være De tre headsets, vi har haft til test, er meget forskellige og retter sig mod meget forskellige brugere. Men ikke desto mindre står det klart i denne ...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1786 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992. Han startede som redaktør på det nu hedengangne it-blad, PC World, og arbejdede efterfølgende som redaktør på ugebladet Ingeniøren. Derefter gik turen til Aller, hvor han arbejdede som it-redaktør på blade som Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test.
Kommentar til artiklen?