TEST af Telia Sense: Når den smarte bil ikke er så smart endda

Med Telia Sense skulle du kunne gøre din bil smart blot ved at tilslutte en gadget til din bil. Problemet er at din bil ikke bliver så smart endda, det meste er stadig manuelt arbejde, og der mangler mange funktioner før du for alvor kan sige at Sense gør din bil smart

Gennem de sidste par måneder har jeg kørt rundt med Telia Sense sluttet til min bil. Sense er en lille gadget du slutter til multi-stikket i din bil, og ifølge Telia skulle Sense gøre din bil til en smart bil.

Det lyder forjættende, og umiddelbart var jeg også meget positiv. Ja faktisk så glædede jeg mig ret meget til at få gang i Telia Sense.

Det var hurtigt at installere den, det tog kun et par minutter. Og få aktiveret den var ligeså let. Hent app’en, find din Telia Sense og indtast dit kreditkort (jeps, det koster 99 kroner/md at bruge Telia Sense).

Så langt så godt, og umiddelbart tænkte jeg også at min bil var blevet, om ikke smart, så mindre dum. Fra app’en var der en række spændende funktioner så som automatisk logning af køreturene, positionsalarm, sabotage alarm, kørselsstatistik og mere.

Men der var snart et par ting der begyndte at frustrere mig, og hvor jeg ikke rigtig følte at fik det ud af Telia Sense som jeg burde.

Mangler automatik

Hvad er det så lige jeg snakker om her? Jo lad mig starte med den automatisk logning af kørsel. Telia Sense registrerer automatisk hvorfra og hvortil du kører. Det er smart nok, men når nu køreturen er slut, hvorfor pokker kommer den så ikke og spørger om det er en privat eller erhvervsmæssig kørsel? Det skal jeg selv ind og fortælle ved hver tur. Og med lidt intelligens burde den lære, at når jeg kører til en given adresse og hver gang kalder det for en erhvervsmæssig tur, så bør den fremover automatisk kategorisere ture til den adresse som erhvervsture.

En anden ting – den kørselsstatistik som Telia Sense automatisk laver er fejlbehæftet. Den giver dig en karakter baseret på din kørsel, og noget af det du får minus for er tomgangskørsel. Her har jeg fået rigtig mange minuspoint, ikke mindst på en køretur til jylland på omkring tre timer. Telia Sense påstod at jeg havde kørt i tomgang halvanden time på den tur. Så enten måler Telia Sense forkert, eller også er tomgang alt kørsel under 90 km/time.

Når det nu lige kommer til kørselsstatistik, hvorfor måler Telia Sense så ikke hvordan min bils motor fungerer? Den har adgang til alle data gennem multistikket. Jeg får ikke nogen statistik på mit benzinforbrug, eller på hvordan min motor har det. Det ville også gøre min bil lidt mere smart – måske kunne jeg endda bruge de data som forebyggende informationer og køre min bil til værkstedet inden problemer opstod.

Telia Sense har flere andre funktioner, hvor den blandt andet automatisk sender din kørebog til din mailadresse en gang om måneden. Den giver dig også lokalnetværk i bilen som dine passagerer kan bruge (selvom jeg ikke lige kender nogen der har brug for det), og så kan du tilføje en del partnertjenester, blandt andet EasyPark.

Det er jo så også fint nok, men igen går Telia ikke ordentlig til biddet. For at bruge EasyPark skal du først gå ind på Telia Sense, og der vælge at starte parkering via EasyPark. Når du så forlader stedet igen, så bliver din parkering automatisk stoppet.

Mit spørgsmål er så bare: Hvorfor ikke bare lade Telia Sense detektere hvor pokker den holder og så spørge ”jeg ved at jeg holder i en betalingszone, skal jeg automatisk starte EasyPark?”

Ideen bag Telia Sense er god nok, den er bare ikke ført ordentligt ud i livet, og den er helt sikkert ikke 99 kroner om måneden værd.

Produktinformation

  • Produktnavn: Telia Sense
  • Producent: Telia
  • Pris: 995 kroner
  • Abonnement: 99 kr/md
  • Mere information hos Telia

Bedømmelse

Samlet vurdering 35%

Telia Sense er en god ide, der bare ikke bliver ført ordentligt ud i livet. Den gør ikke din bil smart, og efter et stykke tid holder du op med at bruge de funktioner der måske lugter lidt af smart bil.

About Lars Bennetzen 3834 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?