Test: To nye sport-headset fra Jabra imponerer

Tech-Test har endnu en gang svedt i fitness-centret. Denne gang er det Jabra Sport Pulse og Jabra Sport Coach – begge i den nye Special Edition version – der har givet redaktøren sved på panden. Begge er komfortable og med rigtig god lyd

Jabra Sport Coach og Pulse Special Edition Jabra Sport Coach og Pulse Special Edition

Denne test er ikke en sammenlignende test mellem de to headsets. I stedet har vi valgt at kigge på de to headsets og set, hvad det lige er der adskiller dem, hvor deres styrke og svagheder er og hvornår du bør vælge det ene eller det andet. Vi har derfor heller ikke kåret en vinder, men vi har dog udpeget det ene som redaktørens favorit – hvilket må du læse lidt længere nede i denne anmeldelse.

På mange områder minder de to headsets om hinanden, men der er så også hver sit område, hvorpå de virkelig adskiller sig fra hinanden.

Jabra Sport Pulse kan nemlig både måle din puls og lave en fitness-test, også kaldet for en VO2 Max-test, mens Jabra Sport Coach kan coache dig under din træning og ikke mindst tælle gentagelser af dine øvelser.

Men inden vi kommer til de dele af de to headsets, så lad os lige kigge nærmere på det der, trods alt, er vigtigst ved et headset – komforten under brug og lydkvaliteten.

Sidder super godt i øret

Fordi de to headset begge er stort set ens i opbygning, så er de også ens når det kommer til komforten.

En af de ting som Jabra har gjort ved de to headsets, er at levere dem med det de kalder for Comply-ørepropper. De har stadig de traditionelle silicone-ørepropper med som du kan vælge, men Comply er en slags memory-foam, der gør to ting.

Dels så sikrer det, at disse headsets sidder utrolig godt i øret på dig, og det har den ekstra effekt, at lyden bliver markant forbedret.

Nuvel, vi gik så i gang med at teste de to headsets under træning. De blev testet både under kardio-træning og under vægttræning. Der er to ting at sige til dette. For det første så er de to headsets utrolig komfortable at have på. Det kræver lidt øvelse at få dem til at sidde i øret, men efter et par gange, så er det let at få dem på plads.

Under træning så sidder de rigtig godt fast. Uanset hvad vi trænede, så var der intet der kunne få dem til at rokke på sig.

Jabra Sport Pulse

Jabra Sport Pulse

Men der var en ting der irriterede os, specielt ved Coach-sættet, ledningen der forbinder de to øre-propper. På begge headsets er ledningen relativ stiv, og det er naturligvis gjort for at sikre at ledningen ikke bliver ødelagt af sved.

Men, på Coach-headsettet er ledningen en anelse mere stiv, og det betyder, at den ofte hænger fast på halsen, og når du så drejer hovedet så hiver ledningen i den ene øreprop. Specielt under vægttræning oplevede vi dette, og det betød at vi alt for ofte måtte rette på ledningen.

Pulse-headsettets ledning føles en anelse mere fleksibel, og vi oplevede derfor ikke helt samme tendens med ledningen, og derfor måtte vi heller ikke rette på det så ofte.

Lyden i top

En ting der er lige så vigtigt som pasformen, er lydkvaliteten under træning. Så under træning blev der afspillet forskellig musik, og en ting stod klart med det samme. Comply-skummet gav en markant forbedre lydkvalitet.

Vi afprøvede naturligvis også de traditionelle silikone-propper, og selvom lyden var fin nok, så var der en kæmpe forskel når vi satte Comply-propperne på. Pludselig blev bassen meget mere markant, og musikken fik mere fylde.

Væk med silikone-propperne og i med Comply-propperne. Der var i øvrigt ingen forskel i lydkvaliteten på de to headset, lyden var præcis lige god i begge. Dejlig fyldig lyd, god bas, mellemtone og diskant. Vi var faktisk ret glade for dem. Men igen – drop ideen om at have det i for længe ad gangen, dit øre har ikke godt af at være lukket inde så længe ad gangen.

De specielle funktioner

Herefter blev det så tid til at kigge lidt nærmere på de specielle funktioner på de to headsets. I forhold til de første version af samme headsets, så er funktionerne blevet en anelse mere avancerede.

Hemmeligheden ligger naturligvis i den medfølgende gratis app, der sikrer at de specielle funktioner er tilgængelige. I praksis vil det sige, at de funktioner der specielle for Pulse ikke optræder i app’en, hvis du har Coach sluttet til, og omvendt.

Hvis vi starter med Pulse, så kan du få Jabra Sport Life app’en til at overvåge din træning, og sikre at du er i den rigtige pulszone. Du behøver ikke at kigge på app’en mens du løber, næ – Pulse fortæller dig hele tiden om du skal øge eller sænke tempoet. Og inden du starter træningen, indstiller du app’en til det niveau du ønsker at træne i, herefter guider Pulse dig, baseret på dit pulsslag.

Du kan naturligvis også hele tiden holde øje med din puls ved et klik på den ene øreprop, hvis du gerne vil fornemme hvor tæt du er på et hjerteslag.

Jabra Sport Coach

Jabra Sport Coach

App’en tracker også din rute, hvis du er ude og løbe, så du kan få et kort over turen bagefter, og se hvordan du ydede på forskellige dele af turen.

Endelig er der muligheden for at lave en VO2 Max-test. Det er faktisk en ret avanceret test, der måler hvor god din iltoptagelse er. Den måler hvor meget ilt du kan optage, når du træner med maksimal ydeevne, samt vejledning om, hvor godt det passer til din alder, vægt og dit køn.

Pulse kan bruges til en lang række forskellige træningstyper, men primært udendørs eller løb på løbebåndet. Pulse kan ikke for alvor hjælpe dig under styrketræning – bortset fra at det stadig kan fortælle dig hvad din puls er.

Jabra Sport Coach er mere rettet mod folk der træner cross, og her kan app’en give dig personlige instruktioner mens du træner. Her bruger du så app’en til at planlægge træningen. Du vælger mellem over 40 forskellige øvelser, og laver dine egne træningssessioner.

Herefter går Coach i gang med at coache dig i din træning. Den tæller også dine gentagelser når du træner, og prøver at presse dig til at nå det ønskede antal reps.

Efter træning kan du analysere din træning, så du får et godt overblik over, hvordan du træner, og hvor du eventuelt kan forbedre din træning.

Endelig kan du også tage en fitness-test, som dog ikke er baseret på pulsmåling, udelukkende på, hvor langt du kan løbe på 12 minutter.

Opsamling

De to headsets er begge super gode, og vi har været meget glade for dem under vores test. En af de fede ting er, udover de nye funktioner, at Jabra giver ikke mindre end tre års garanti mod skader forårsaget af sved.

Derudover så er det urolig dejligt at kunne træne uden at spekulere på, om headsettet falder ud af ørene på dig, eller være irriteret over, at musikken i dine øre ikke har en ordentlig bas.

Men af de to headset er Pulse alligevel vores favorit, og det er det af en årsag – ledningen der forbinder de to ørepropper. På Coach hænder det, som tidligere nævnt, ofte fast når du har ledningen hængende bag om nakken, og det er lidt for irriterende.

Hvis ledningen på de to havde været af helt samme type, ville Coach have været vores favorit, primært fordi det bare passer bedre til vores daglige styrketræning, mens Pulse klart er beregnet til folk der løbetræner.

Produktinformation Sport Pulse SE

  • Produktnavn: Jabra Sport Pulse Special Edition
  • Producent: Jabra
  • Batterilevetid: Taletid op til 5 timer, standbytid op til 10 dage.
  • Opladning: Via usb
  • Bluetooth: Version 4.0, rækkevidde op til 10 meter
  • Styring af musik via headsettet: Ja
  • Stemmeguide, oplyser pulse, status og batteristatus
  • Vægt: 16 gram
  • Set til: 1.199 kroner
  • Mere information hos Jabra

Bedømmelse Sport Pulse SE

Samlet vurdering 95%gold_choice_new

Jabra Sport Pulse Special Edition er et rigtig godt headset. Komforten er i top og det samme gælder lydkvaliteten. De specielle funktioner som kommer med app’en giver headsettet en ekstra stor værdi, og vi er vilde med pulsmålingen og ikke mindst VO2 Max-målingen.

Produktinformation Sport Coach SE

  • Produktnavn: Jabra Sport Coach Special Edition
  • Producent: Jabra
  • Batterilevetid: Taletid op til 5 timer, standbytid op til 10 dage.
  • Opladning: Via usb
  • Bluetooth: Version 4.0, rækkevidde op til 10 meter
  • Styring af musik via headsettet: Ja
  • Stemmeguide, oplyser pulse, status og batteristatus
  • Vægt: 16 gram
  • Set til: 899 kroner
  • Mere information hos Jabra

Bedømmelse Sport Coach SE

Samlet vurdering 95%Tech-Test-wide-RGB-gold_small

Jabra Sport Coach Special Edition er et dejligt headset, specielt til folk der træner cross. Den indbyggede rep-tæller er rigtig god, og den virker imponerende godt. Når det kommer til komfort og lydkvalitet, så er den ligeledes helt i top, og app’en giver nogle helt unikke muligheder med headsettet, som vi virkelig er helt vilde med.

Hvis det ikke lige var fordi ledningen der forbinder de to ørepropper er alt for stiv, så ville dette have været vores favorit træningsheadset.

Læs også:

Sennheiser MX 686G Sport: 480 kroner Sennheiser MX 686G Sport er et kablet headset, der er bøjleløst. Selve ørepropperne er udstyret med nogle silikone-krone, som skal vrides på plads når...
Samsung klar med nye fitness-gadgets Samsung er tydeligvis på en mission. De har set i krystalkuglen og læst at et af de områder, hvor der virkelig sker vildt meget, er indenfor fitness-g...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2009 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?