To superlette laptops kæmper om din gunst

To ultralette laptops har været forbi vores testbænk, Lenovo Yoga 900S og HP EliteBook 1030 G1. Rent hardwaremæssigt minder de meget om hinanden, men design og ydelser adskiller dem markant

yoga 900s elitebook 1030 g1 yoga 900s elitebook 1030 g1

For den rejsende er en let og elegant laptop vigtig. Men lige så vigtigt er det, at den har en fornuftig ydelse og god batterilevetid.

De to laptops vi har haft til test, er begge gode repræsentanter for den kategori. Både Yoga 900S og EliteBook 1030 G1 er små og lette og generelt meget elegante, men rent designmæssigt og ydelsesmæssigt var der nu alligevel store forskelle på dem, og det kommer vi tilbage til senere i denne test.

Markant designforskel

Yoga 900S var den første laptop vi pakkede ud og vi blev med det samme forelskede. Den er slank og elegant og den vejer stort set næsten intet. Vægten sagde 998 gram, så mon ikke den officielle vægt ligger på omkring 1kg?

yoga 900s

Skærmen ser utrolig flot ud, og selvom den ikke er kantløs, så virker den sådan på grund af designet med den helt sorte kant.

Tastaturet passer flot ind i designet, og tasterne selv er rigtig dejlige at arbejde på selv i længere perioder – noget vi sætter stor pris på.

Hængseldesignet er en lille genialitet som Yoga-modellerne har haft et stykke tid. Ikke alene er det faktisk et ret dekorativt design, det er også det der muliggør at skærmen kan åbnes helt op, og stadig være meget stabil.

EliteBook 1030 G1 er langt mere traditionel i designet. Man får ikke samme følelse af elegance eller portabilitet. Vægten er da også på 1,2kg, og selvom det ikke er meget, så føles den utrolig tung sammenlignet med Yoga 900S.

Skærmen på EliteBook er pæn, men får ikke samme kantløse følelse på grund af to ting. Dels de runde hjørner på skærmen, dels sølvkanten rundt om skærmen. Skærmen er stadig pæn, men det er med til at fjerne lidt af elegancen.

Tastaturet er skønt at arbejde på. Faktisk langt bedre end på Yoga’en. Tasterne er lidt mere stabile og har en anelse længere arbejdsgang, hvilket er med til at gøre det behageligt at arbejde på tastaturet.

elitebook 1030 g1

Men designet kommer til kort på endnu et område. Skærmen kan nemlig kun åbnes op til ”standard” vinkel, altså ikke hele vejen rundt. Da skærmen stadig er en touch-skærm er det lidt ærgerligt, for den kunne sagtens have været en tablet også.

Ydelsesforskel

Rent designmæssigt var der ingen tvivl hos os om, at Yoga 900S slår Elitebook 1030 G1 med flere længder, men sagerne stod markant anderledes da vi først kom til benchmark-testen.

yoga 900s

Rens specifikationsmæssigt er der ikke den store forskel på de to laptops, samme processor og samme type harddisk. EliteBook har dog dobbelt så meget hukommelse, hvilket vi tog med i betragtningerne da vi benchmarkede de to laptops.

Ingen af de to laptops er nogle racerbiler når det kommer til ydelse. Det er tydeligt at de er designede for langtidsydelse og ikke høj ydelse. Men ikke desto mindre sendte i dem igennem vores benchmarks.

De traditionelle benchmarks viste to maskiner der, selvom de næste er hardwaremæssige ens, yder forskelligt. I samtlige af vores benchmarks var EliteBook 1030 G1 bedre end Yoga 900S på alle områder – både når det kom til databehandling og til grafik.

Vi vægter dog ikke benchmarken så højt i denne test, for disse laptops er ikke laptops du skal bruge til høj ydelse, men nogle du skal bruge til at arbejde på når du er på farten.

Opsamling

Endelig så kiggede vi på skærmen på de to laptops, og her slår Yoga også EliteBook. De er begge flotte skærmen der klarer en utrolig høj opløsning. Men på Yoga står billedet bare langt mere skarpt, og det er klart vores favorit skærm.

elitebook 1030 g1

Hvis vi kigger på de to laptops, sådan helt generelt, så har vi her to laptops der begge uden problemer udfører det de er sat i verden for – nemlig at være gode følgesvende for folk der er på farten.

Batterilevetiden på de to laptops er ikke så forskellig endda. Yoga klarer i vores test en driftperiode på 8 timer, mens EliteBook løber tør for strøm efter 6,5 timer. I vores test er de så konstant belastede i den periode, så det er faktisk ret pæne tider for dem begge. Men – ingen tvivl om at Yoga har en imponerende batterilevetid.

EliteBook har lidt flere hestekræfter, men Yoga har flere anvendelsesmuligheder og et overlegent design. Samtidig er Yoga faktisk billigere end HP EliteBook, og det er den afgørende faktor der gør Yoga til vores favorit, og vinder, i denne test.

Men HP EliteBook 1030 G1 er stadig en super god laptop, og absolut værd at investere i.

Produktinformation

  • Produktnavn: Yoga 900S
  • Producent: Lenovo
  • Processor: Intel Core m7-6Y75, 1,2 GHz
  • Operativsystem: Windows 10
  • Skærm: 12,5” fuld HD, multitouch
  • Opløsning: 1.920 x 1.080
  • Grafik: Intel HD graphics 515
  • Hukommelse: 8GB
  • Harddisk: 256GB SSD
  • Batteri: 4 celler Li-Polymer
  • Dimensioner: 30,5 x 20,8 x 1,28 cm
  • Vægt: 998 gram
  • Set til: 9.999 kroner
  • Mere information hos Lenovo

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%gold_choice_new

 

 

 

 

Yoga 900S har et superlækkert design, en meget lav vægt og en utrolig flot skærm, hvor billederne bare står suverænt godt på, og hvor batterilevetiden er imponerende god.

Samtidig kan den bruges både som traditionel laptop og som tablet. Selvom den yder overraskende meget dårligere end EliteBook, så er den stadig vores klare favorit og testvinder.

Produktinformation

  • Produktnavn: EliteBook 1030 G1
  • Producent: HP
  • Processor: Intel Core m7-6Y75, 1,2 GHz
  • Operativsystem: Windows 10
  • Skærm: 13,3” fuld HD, touch-skærm
  • Opløsning: 1.920 x 1.080
  • Grafik: Intel HD graphics 515
  • Hukommelse: 16GB
  • Harddisk: 512GB SSD
  • Batteri: 4 celler Li-Polymer
  • Dimensioner: 30,98 x 21 x 1,57 cm
  • Vægt: 1,2 kg
  • Set til: 15.500 kroner
  • Mere information hos HP

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%Tech-Test-wide-RGB-silver_small

EliteBook har et meget klassisk og traditionelt design, og vægten er desværre ikke kommet under et kilogram. Den skal have ros for en flot og klar skærm, ros for god ydelse og godt tastatur, men ris for den manglende mulighed for at forvandle den til en tablet.

Vi kunne også godt have tænkt os en bedre batterilevetid, specielt når den sammenlignes med Yoga’en.

Læs også:

Toshiba sender Chromebook med HD-skærm og Skullcan... Men nu er det jo en Chromebook vi snakker om, så det er stadig så som så med mobiliteten. Den skal være online for at fungere, og det vil sige, at med...
HP udfordrer Apple I sidste uge lancerede HP en ny generation af high-end computere, og de kunne sagtens ende med at skabe den slags spænding i markedet, som ellers prim...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1943 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?