Turtle Beach vs Roccat: Hvad vil du betale for?

Turtle Beach og Roccat er begge aktuelle med MOBA/MMO-mus, der skal gøre livet lettere for dig i dine onlinespil. Hvor vidt du bør vælge den billige eller den dyre udgave, er ikke nødvendigvis givet på forhånd. Det handler om behov og dedikation

Spil i genrene, massive multiplayer online og multiplayer online battle arena, hitter lige for tiden. Om det World of Warcraft eller League of Legends du spiller, kan du forbedre din spiloplevelse med de såkaldte MMO/MOBA-mus. Egentlig har denne form for gaming-mus eksisteret i nogle år efterhånden, men der kommer hele tiden nye modeller på markedet – nogle mærker kommer med reelle nyheder, mens andre blot byder på mere af det samme.

Kendetegnet for denne type mus er, at de har 12 knapper samlet i et gitter i venstre side af musen.

Som nævnt i vores gaming-hardware guide kan du øge dine konkurrencefordele og egenskaber betydeligt, når du investerer i hardware, som passer til de spil, du bruger tid på.

Turtle beach

Turtle Beach Arena

Fordelen ved knappegitteret er nemlig, at du kan indstille alle 12 knapper til at udføre avancerede handlinger, der normalt kræver, at du skal ind i din avatars undermenuer, vælge en specifik handling og så udføre den. Ved at programmere en museknap til at udføre handlingen ved blot ét tryk, kan du spare dyrebare sekunder, hvilket har en betydning, når du kæmper sammen med eller mod andre på nettet.

Tech-Test har set nærmere på Grip Arena fra Turtle Beach og Roccat Nyth, og hvordan de kan forbedre din spiloplevelse, ligesom vi vurderer programmerne, også kaldt drivere, som følger med i købet, du kan bruge til at tilpasse din mus.

Roccat Nyth

Roccat Nyth

Kvalitetsindtryk

Turtle Beach har udstyret deres mus med et simpelt og halvkedeligt design, mens det lette og hårde plastikmateriale føles en anelse billigt. Du får ikke samme lækkerhedsfornemmelse som med Roccat Nyth – givet, der er også nogle hundrede kroner til forskel på de to. Nyth har et mere lækkert udseende, mens musens plastikmateriale føles blødere og mere behageligt.

Grip Arena har til gengæld et lækkert scrollhjul, der er lavet af gummi med masser af riller, der nærmest kærtegner din pegefinger, ligesom musen har en gummikant i højre side, der sikrer, at du ikke mister grebet.

Roccat har udstyret Nyth med en aftagelig højre side, som kan erstattes med en større komponent, der gør musen bredere – og dermed mere velegnet til en større hånd. Faktisk får du en lille kasse med ekstraknapper med i købet, hvormed du kan ændre antallet af knapper i gitteret i højre side fra 12 til seks eller tre. Du kan også vælge at have en horisontal række med fire knapper, mens den anden har to og den tredje har én. Roccat har tænkt sig godt om med deres MMO/MOBA-mus, og det gør den mere attraktiv, da du kan tilpasse knappe-layoutet dine spil.

Roccat Nyth

Roccat Nyth

Ydermere har Roccat-musen en finne på ryggen, som ligger mellem din pegefinger og langemand, hvilke du kan bruge til at bevæge finnen til højre eller venstre – meget handy når du eksempelvis skal justere dpi’en.

Driver

Begge mus har en driver tilknyttet, som du kan hente på producenternes hjemmeside. I driveren kan du konfigurere og ændre indstillinger, så din mus passer bedre til det spil, du skal til at spille. Begge drivere har forskellige profiler, du kan bladre imellem, så du ikke behøver at konfigurere din mus, hver gang du skal spille et nyt spil.

Turtle Beach Driver til Arena

Turtle Beach Driver til Arena

Turtle Beach-driveren er meget simpel at gå til. Det er nemt at programmere de enkelte knapper til at udføre særlige handlinger, og du kan nemt optage nye makrohandlinger samt tildele dem til musens knapper. Vi mangler dog, at driveren kunne programmere Grip Arena til at bladre mellem internetsider, men det er en mindre detalje.

Det er dog lidt irriterende, at vi ikke tildele knappen bag scrollhjulet andre funktioner – såsom bladring mellem sensorens bevægelseshastigheder. Denne funktion skal vi tildele andre knapper i stedet.

Roccat Swarm-driveren er lidt mere kompliceret at gå til, da Swarm, som navnet også indikerer, byder på et væld af indstillinger. Nu kender vi Roccat og deres drivere, så det tager os godt 15 minutter at få et overblik over de forskellige indstillinger og funktioner. Er du ikke bekendt med Roccat produkter, tager det længere tid. Til trods for de mange valgmuligheder synes vi, at Swarm giver et godt overblik, og vi har muligheden for at finjustere Nyth, så den passer til vores spil. Vi opdager også, at Nyth igennem Swarm kan indstilles til skydespil, hvilket er lidt af en bonus. De præinstallerede profiler i driveren inkluderer Battlefield 4, CS: Go såvel som League of Legends.

Rocket driver til Nyth

Rocket driver til Nyth

Ydermere kan du tildele alle knapperne på Nyth særlige funktioner, som passer til dit temperament og behov – inklusiv bladring mellem sider på internettet. Hermed vinder Roccats driver og sender Nyth i front.

Turtle Beach Arena

Turtle Beach Arena

Performance

Grip Arena er stor, men let. Musen egner sig dermed til større mandlige gamere. Samtidig vejer Grip Arena stort set ingenting, hvormed den er nemmere og hurtigere at navigere rundt med. Spiller du på en træbordplade, er det ingen problemer med få Grip Arena til at glide henover overfladen, men spiller du på metal, plastik eller glas, anbefaler vi en musemåtte. Musen er rimelig lydløs, når du bevæger den på træpladen takket være gummifødderne.

Nyth er lidt tungere, og den larmer lidt mere end Grip Arena på en træplade, mens gummifødderne under Nyth slæber og larmer lidt mere end Turtle Beach-musen, som du skal bruge lidt færre kræfter på at bevæge end Roccat-musen, der også klarer sig bedst på en musemåtte ved andre overflader end træ.

Roccat har lavet en mus, der er lidt mindre end Grip Arena, hvormed os, der ikke er velsignede med en bjørnelap, bedre kan gribe fat om musen.

Roccat Nyth

Roccat Nyth

Grip Arena har et gitter med 12 knapper, der er placeret på buede rækker på venstre side. Knapperne har forskelligt design, så du i teorien har lettere ved at skelne mellem dem, når du spiller – virkeligheden er lidt anderledes. Vores tommelfinger skal føle sig frem i et par sekunder, når vi skal finde frem til knapperne i tredje og fjerde række, hvilket er ubekvemt, når der hurtigt skal reageres med en spell mod en angribende fjende. Ydermere har vi størst glæde af at bruge knapperne i de to forreste rækker, fordi de er nemmest at nå frem til. Skal vi have fat i de øvrige knapper, er det nødvendigt at køre håndfladen en centimeter bagud på musen, fordi hånden ikke er stor nok. Har du en stor hånd, vil dette ikke være et problem.

Nyths 12-knappegitter er skruet anderledes sammen. Som nævnt tidligere kan du udskiftet knapperne i siden med større knapper, hvilket hjælper os gevaldigt i MOBA-spil, hvor vi ikke skal bruge alle 12 knapper. Ydermere er knapperne inddelt i horisontale rækker, som er forskudte i forhold til hinanden. Begge dele gør, at vi har nemmere ved at finde netop den knap, der skal trykkes på. Ydermere skal vi ikke trække hånden bagud på museryggen for at nå de bagerste knapper i gitteret, hvilket øger vores reaktionshastighed, når der skal udføres avancerede handlinger i spillet.

Sensorerne i begge mus reagerer omgående – uden forsinkelse eller unøjagtighed. Vi oplever heller ikke, at der ud fra et almindeligt gamerperspektiv er forskel på reaktionshastigheden mellem de to sensorer. At Nyth-sensoren understøtter 12.000 dpi er fuldkommen vanvittigt og nærmest unødvendigt, da cursoren er fuldstændig ustyrlig ved så høj følsomhed. Det er langt de færreste gamere, som formår at udnytte en dpi på mere end 6.000.

Klar vinder, men alt med måde

Roccat Nyth løber klart med sejren, men fair skal være fair. Vi har set Grip Arena til kr. 518, mens Nyth ligger omkring kr. 1.000. Turtle Beach leverer en god MMO/MOBA-mus til fornuftige penge, og den passer godt til dig, der blot spiller lidt rollespil eller arenaspil på nettet sammen med vennerne i ny og næ. Nyth passer til dig, der elsker at nørkle med finindstillinger og ekstra funktioner, og du spiller stort set dagligt. Nyth er den mest behagelige mus at spille med, men det betyder ikke, at Grip Arena er ubehagelig – blot ikke ligeså behagelig som Nyth.

Produktinformation

  • Navn: Grip Arena
  • Producent: Turtle Beach
  • Opløsning: Op til 8.200 dpi
  • Vægt: Ikke oplyst
  • Driverunderstøttelse: Windows XP og opefter
  • Set til: Kr. 518
  • Mere information hos Turtle Beach

Bedømmelse

Samlet vurdering 70%

Grip Arena er en god MMO/MOBA-mus til en fornuftig pris. Knapperne i musens venstre side kan være lidt svære at finde rundt i, når du spiller, og du har ikke overvældende mange finjusteringsmuligheder i musens driver, men prisen taget i betragtning kan du heller ikke forlange meget mere. Grip Arena byder ikke på den store nytænkning, men den leverer en god ydelse og forbedrer dine egenskaber i dine spil – og det er jo det vigtigste.

Produktinformation

  • Navn: Nyth
  • Producent: Roccat
  • Opløsning: Op til 12.000 dpi
  • Vægt: 120 gram
  • Driverunderstøttelse: Windows 7 og opefter
  • Set til: Kr. 995
  • Mere information hos Roccat

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%Tech-Test-wide-RGB-winner-silver-small

Roccat Nyth er en meget alsidig mus, der både egner sig til MMO’er, MOBA’er og skydespil. Du betaler en relativ høj pris for musen, men du kan finjustere og tilpasse den på så mange forskellige måder, ud fra spilgenrer og håndtype, at prisen er mere end retfærdig. Roccat har udviklet en mus, som for alvor differentierer sig i forhold til lignende, konkurrerende mus, og ydelsen er helt i top.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?