1, 2 eller 3 skærme på din laptop i en håndevending

Kickstarterprojektet Slidenjoy (Slide ’n’ joy) giver dig mulighed for let at elegant at have op til to ekstraskærme på din laptop, uanset om det er en pc eller Mac

Slidenjoy

Ideen bag Slidenjoy er supersimpel. Med magneter kobler du en lille kasse fast på bagsiden af din laptops skærm og slutter den til din laptop med et usb-stik. Herefter kan du så trække en eller to ekstra skærme ud af den lille kasse, og de skærme vil så sidde til højre, til venstre eller begge dele på en gang, for din hovedskærm.

Skærmene fungerer som ekstra skærme, og du kan så selv vælge, om de skal være kopier af din hovedskærm eller være en forlængelse af den.

Ekstraskærmen (eller skærmene) kan folde op til 180 grader, så du kan vinkle dem, så de passer præcist til dit behov – enten som en forlængelse af din skærm til glæde for dig selv, eller vippet  rundt, så du kan bruge dem til møder med andre, som præsentationsskærme eller hvad du nu måtte have behov for.

slidenjoy

Folkene bag Slidenjoy kommer fra Belgien og på Kickstarter er der allerede indsamlet penge nok, 317.872 Euro, til at give den ønskede støtte til at projektet vil blive til noget. Det betyder, at Slidenjoy forventes at komme på markedet til juletid, og det er vi mange, der glæder os til.

Projektbeskrivelsen er meget lovende, her bliver der lovet, at Slidenjoy er let og tynd, at den samtidig er solid og transportabel, og at den kan tilpasse sig stort set alle brugssituationer og fungerer til både pc og Mac.

Strøm skal man heller ikke tænke på. Har du en usb 3.0 port, så er det rigeligt til at forsyne de to ekstraskærme med strøm, og hvis ikke du har en usb 3.0 port, ja så kan du bare bruge 2 stk. usb 2.0.

Som sagt monteres Slidenjoy med magneter, og det kunne godt vække en anelse bekymring for billedkvaliteten på hovedskærmen – men der bliver lovet højt og helligt, at når skærmen monteres med den medfølgende skabelon, så bliver magneterne placeret, så de ikke vil forstyrre den elektronik, der styrer skærmbilledet.

Indtil videre kommer Slidenjoy i to modeller, en med en ekstra skærm og en med to ekstra skærme. Disse kommer i størrelserne 13”, 15” og 17” og de skulle have en opløsning på 1.920 x 1.080, og vægten skulle ligge på mellem 50 og 100 gram.

Det er stadig muligt at smide penge efter Slidenjoy, og hvis du lægger penge nok, så kan du være blandt de første, der får en Slidenjoy til din laptop.

 

Du kan læse mere om Slidenjoy her.

About Lars Bennetzen 4014 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?