27 dyre tommer til dine spil

Philips har sendt en flot 27” skærm på gaden, skærmen imponerer redaktionen rent teknologisk set, men der er et par seriøse fejl, der trækker ned i vores bedømmelse

Philips 272G5DYEB

Skærmstørrelsen er vokset voldsomt gennem de mere end 20 år, undertegnede har kigget på it-udstyr. Fra de oprindelige 12-14” billedrørsskærme med buede overflader, til bærbare der i dag rask væk har 17” skærme og de endnu større skærme på ofte 23” eller mere som pryder vores skriveborde.

Men det stopper stadig ikke – Philips har lige sendt en monsterstor skærm på gaden. Hele 27” kan du pryde dit bord med, men det forudsætter så også, at du er villig til at smide omkring 5.000 danske brandbeskattede kroner.

Du får dog mere end bare end stor skærm, Philips 272G5DYEB er nemlig en såkaldt G-Sync skærm, der synkroniserer skærmens opdateringshastighed med gpu’en. Det skulle forhindre, at skærmen hopper og hakker og ydermere reducere input-lag markant.

Men denne teknologi har en pris, udover de knapt 5.000 kroner som skærmen koster. G-Sync virker nemlig kun via et DisplayPort 1.2 signal – så hvis din computer ikke understøtter den standard, så får du ’bare’ en meget stor skærm.

Samtidig kræver G-Sync, at din computer er udstyret med et Nvidia GeForce GTX 650Ti Boost eller bedre GeForce GTX grafikkort. Ellers, ja så har du ’bare’ en meget stor skærm.

Tech-Test har i en periode haft Philips 272G5DYEB til test, og selvom vi på mange måder er vilde med skærmen, så er de to ovennævnte nogle markante ulemper ved skærmen. Det er dog ikke det eneste forbehold, vi har – men det kommer vi til lidt senere i testen.

Skønt med en stor skærm

27” er en fantastisk størrelse for en skærm, både når du skal spille, men også når du skal arbejde på den til hverdag. Det er rig mulighed for at have mange dokumenter åbne på en gang, og for den sags skyld, så kan snildt have dit favorit spil til at køre i et hjørne af skærmen og måske en guide i et andet, og stadig have masser af plads på skærmen.

Philips 272G5DYEB

Men her er det så også, at vi må undre os lidt. Skærmen leverer et flot og klart billede, men den maksimale opløsning er på 1.920 x 1.080, og det virker bare som alt for lidt. Der findes mindst to andre sammenlignelige skærme på markedet med opløsninger på 2.560 x 1.440 hhv. 3.840 x 2.160. Så hvorfor den relativt lave opløsning? Skærmen kan rigeligt bære en bedre opløsning, og den store flotte skærm fortjener det faktisk.

Det tæller heller ikke specielt megett at skærmen er 3D-ready. Du skal nemlig stadig selv ud at investere i et separat Nvidia 3D Vision Kit.

Philips 272G5DYEB

Rent designmæssigt er der masser at glæde sig over med skærmen. Den har fem berøringsfølsomme knapper i bunden af rammen, der er dejlig lette at bruge, og den har hele fire USB 3.0 porte placeret i venstre side af rammen.

Rent monteringsmæssigt er skærmen også let at have med at gøre. Den kobles let på den fod, der leveres med til den, og du kan både hæve og sænke, dreje den om basen, samt sætte skærmen i højformat.

Sådan yder den så

Ved almindelig brug af skærmen virker den til at have ret flotte farver, men et nærmere kig på skærmen afslører at den har visse drilske områder. Den leverer flotte gråtoner i hele spektret, men fik lidt problemer når den skulle adskille to lyse grå farver fra hinanden.

Farvetemperaturen ligger habilt og klart i den bedre ende af spektret. Men for en skærm i denne prisklasse var farvergengivelsen kun lige præcist acceptabel. Vi havde forventet mere præcise farver.

Skærmen skal dog have stor ros for at udnytte G-Sync teknologien til fulde. Der var ikke noget lag, intet ’tearing’ eller hakken ved bevægelser, og den lynhurtige opdatering betød, at der absolut ingen ghosting eller skygger ved bevægelse var at finde. Flot gået Philips.

Opsamling

Så hvad ender vi så med? Philips 272G5DYEB er en skøn skærm, den fylder godt nok meget, men hvis du spiller meget, så er skærmareal noget, vi virkelig ønsker. Men det bringer os tilbage til opløsningen. Det er os ubegribeligt, at skærmen kun understøtter 1.920 x 1.080, specielt når dens konkurrenter uden problemer understøtter højere opløsninger.

Vi undrer os også over, at skærmen ikke har en power-save funktion. Alt andet lige, så brænder den altså 33 watt af, når den arbejder – og når den ikke laver noget. Det kan godt være, at den bruger mindre end konkurrerende skærme gør i drift, men de har så til gengæld en strømbesparende funktion.

Kvaliteten af det færdige billede er langt hen ad vejen meget høj, men så er der lige det med farverne. Skærmen her har virkelig betydet, at vi har været længe i tænkeboksen for at give den en fair og god bedømmelse.

Produktinformation

  • Produktnavn: Philips 272G5DYEB
  • Producent: MMD
  • LCD paneltype: TFT LCD, 27”
  • Baggrundsbelysning: W-LED
  • Maksimal opløsning: 1.920 x 1.080 ved 144 Hz (DP)
  • Brightness: 300 cd/m2
  • Farver: 16.7 millioner
  • Porte: DisplayPort 1,2, 4x UDB 2.0 med 1x hurtig oplader
  • Montering: Højdejusteris til 150 mm. Pivotering: 90 grader, dreje: -/+ 65
  • Tilt: -5/+20 grader
  • Pris: Set til kr. 4.490 kroner
  • Mere information hos Philips

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%Tech-Test-wide-RGB-bronze_small

Vi ville rigtig gerne give skærmen en højere karakter. Men opløsningen, den manglende power-save funktion og ikke mindst udfordringen ved at vise korrekte farver, bringer os ned på 85 procent. Skærmen er dog stadig en skøn skærm, og hvis den havde været 1.500 kroner billigere, så havde det klart været en af vores favoritter.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3661 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?