5 millioner gmail logindetaljer lagt online

Ekspert anbefaler, at du skifter dit kodeord med det samme

Det er sikkerhedseksperten Stephen Cobb fra sikkerhedsfirmaet ESET, der på hans blog fortæller, at op mod fem millioner gmail-logindetaljer (emailadresser og kodeord) er blevet offentliggjorte. Han offentliggør ikke webadressen men fortæller, at det sted, hvor emails og kodeord kan findes, er på russisk.

Det er dog ikke alle fem millioner detaljer, der er kan bruges. Mange af dem er omkring fem år gamle og giver ikke længere adgang til gmail. Men der er dog fundet aktive mailadresser og kodeord på sitet, og der er også rapporteret om forsøg på at bruge dem.

Gmail er ikke hacket

Det betyder dog ikke, at gmail er blevet hacket. Alt tyder på, at detaljerne er skaffet gennem phishing- og malwareangreb, som har fundet sted i løbet af de sidste par år. Stephen Cobb fortæller om et websted, der hedder isleaked.com, der er dukket op i løbet af det sidste døgn. Det skulle angiveligt give folk mulighed for at tjekke om deres gmail-adresse er blevet kompromitteret. Her til morgen virker sitet dog ikke, og Stephen Cobb fraråder at folk besøger det.

Når de cyberkriminelle er så glade for at få fat i gmail-detaljer, er det fordi det giver direkte adgang til alle de Google-tjenester, som folk benytter. Stephen Cobbs skriver i hans blog, at når du har adgang til folks Google+ og Google Maps, så kan de to tjenester alene vise hvor du bor, og se hvem dine venner er.

Stephen Cobb anbefaler, at du med det samme får skiftet dit Gmail-kodeord og samtidig begynder at bruge Google totrinsbekræftelse (også kaldet for two-factor authentication), for på den måde at beskytte dine vigtige detaljer hos Google.

About Lars Bennetzen 4194 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.