Asgårds guder indtager din dagligstue

Den danske højttalerproducent Clint, har med deres Asgard-serie, fremstillet en række trådløse multi-rums højttalere, der vinder designpriser på stribe – og lyden følger godt med

Clint hovedbillede

I dag er der to højttalere i Asgard-serien der meget passende er døbt Freya og Odin. I den nordiske mytologi var Odin nok den øverste gud, men hans elskerinde var Freja. De to højttalere afspejler meget pænt det forhold. Odin er en stor gulvhøjttaler, mens Freya er en lille bordhøjttalere der er let at flytte rundt på, og så er den batteridrevet.

Begge højttalere er trådløse højttalere der kobler sig til dit netværk via WiFi. Herudover kan de også bruges med AirPlay, sammen med DLNA-enheder og som en direkte trådløse forbindelse som Clint har døbt Music Direct.

Til Asgard-serien har Clint udviklet en app der styrer brugen af dem. Denne app findes både i en iOS og en Android-version, men i skrivende stund er det Android-versionen der er den mest avancerede, og derfor også den vi primært ønskede at bruge.

Vi har i testen valgt at kigge på opsætning/tilslutning af højttalerne, brugen af app’en og naturligvis lydkvaliteten. Da højttalerne både kan bruges som enkeltstående højttalere og koblet sammen i et multi-rumssystem, har vi også kigget på, hvor let det er at sætte den del op.

Opsætningen af Højttalerne

Vi startede med sætte Freya op – hun var jo den mindste af de to højttalere, og fra nordisk mytologi ved vi, at Odin har et fælt temperament, så vi ville lige øve os lidt på Freya først.

Clint Freya

Vi fik dog problemer allerede da vi ville koble Freya til netværket. Det er der, ifølge manualen, et par forskellige metoder til at klare. Vi valgte den der umiddelbart virkede mest simpel. Højttalerne skulle kobles sammen via Music Direct (her kobler smartphonen sig til højttalerens eget Wifi), og så skulle vi inde i app’en kunne vælge at koble Freya på vores trådløse netværk.

Men det skete så bare ikke. Vi kunne sagtens koble os til Freyas trådløse netværk, men når vi skulle vælge højttaler og så sætte den op, fik vi at vide, at der ikke var koble nogen højttaler til med Music Direct.

Det endte med, at vi koblede højttaleren direkte til vores iPad, og derigennem kunne vi så vælge at kopiere netværksopsætningen, så højttaleren kom på nettet.

Vi forelagde problemet for Clint, men det var ikke et kendt problem. Det burde virke, og i skrivende stund har Clint sendt problemet videre til deres udviklere for at se om de kan genskabe problemet, eller om vi bare har haft en uheldig model.

Men vi fik dog Freya på netværket, og nu kunne vi så sagtens se den via app’en på vores Android-baserede smartphone.

Clint Odin

Med Odin var det helt anderledes. Vi koblede vores smartphone til dens netværk, og i løbet af ganske få minutter var højttaleren konfiguret til at fungere på vores trådløse netværk

App’ens muligheder

Alt efter om du bruger iOS eller Android, så har du lidt forskellige muligheder. De grundlæggende funktioner, så som at lave playlister og afspille musik er dog de samme. Det er mere den grundlægende indstilling af højttaleren du primært kan klare på Android-versionen af app’en.

Men generelt er det en ret simpel app. Clint har valgt at gøre den super brugervenlig og med så få funktioner som overhovedet muligt, og det kan vi rigtig godt lide dem for. Det er yderst sjældent at undertegnede piller ved indstillingerne under brug af en højttalere. Jeg indstiller dem en gang, og så er det det.

Men da vi nu ville til at afspille musik, stødte vi på nogle lidt andre udfordringer. Vi kunne nemlig ikke få app’en til at se den musik vi havde liggende på vores Android-smartphone. Alt som app’en kunne se, var de standard-musiknumre som telefonen er født med.

Samtidig oplevede vi også, at vi ikke kunne finde de musiknumre der lå på vores NAS-enhed. Vi kunne se vores DLNA-enheder uden problemer – men ikke fildelen af vores musik-server.

Vi prøvede samme operation fra iOS app’en, og fra den kunne vi snildt se alt musikken på vores iPad. Men vi havde samme udfordring med vores NAS.

Vi henvendte os til Clint, og de var meget forundrede over vores problemer med at se musikken på vores smartphone. De har selv testet systemet med Samsungs mobiler uden problemer, men på vores Huawei Mate 7 var der altså ikke hul igennem.

Vi fabulerede lidt over, om det var fordi musikken lå på et microSD-kort, men ifølge Clint burde det ikke gør en forskel.

Omkring afspilning fra netværket var der en fin forklaring. App’en er nemlig ikke beregnet til at afspille fra en filserver, men fra DLNA-enheder. Den understøtter nemlig ikke Samba shares og lignende.

Det er så et valg Clint har taget og det er fint nok. For os var det dog en hæmsko, og hvis vi skulle bruge vores NAS sammen med Asgard-produkterne, ville det betyde at vi skulle lave markant om i opsætningen.

Lidt om højttalerne

Inden selve testen, så dvælede vi lige lidt ved de to højttalere og deres design. Her får de virkelig mange gode point.

Freya er 22 cm høj og en cirkulær højttaler. Den kan placeres stort set hvor du måtte have lyst, og den er batteridrevet. Altså – den kan sagtens sluttes til strøm, men den kører også fint på batteri alene.

Odin er en stor basse af en gulvhøjttaler, der har en trekantet form og som holder 40 cm i højden – og ja, den er rimelig tung at slæbe rundt på. De udmærker sig da også ved at have to separate klasse D forstærker på hver 25 watt, der driver bas/mellemtone og diskant. Den adskiller sig også fra Freya ved at være en stereohøjttaler i sig selv.

Begge højttalere er designet i børstet aluminium, og er ret elegante at se på. Specielt Odin får et majestætisk udseende, hvis du tilkøbet og monterer Odin på den fod der kan fås til systemet.

God og rigtig god lyd

Vi startede med at lytte til Freya, og vanen tro når vi tester højttalere, så kaster vi en blanding af forskellig musik efter højttalerne. Lige fra klassisk, over pop og rock til jazz og fusionsmusik.

Freya, der en højttalere der koster lige omkring 1.000 kroner, gjorde ikke meget væsen ud af sig. Lyden var fin nok, men ikke noget specielt. Den manglede dybde i bassen, og der måtte godt have været mere kraft i det samlede lydbillede.

Det betyder ikke at lyden ikke er god – det er den, og som transportabel højttalere du kan have med på stranden, i sommerhuset, i bilen og andre steder, er det faktisk en ret god højttaler. Spørgsmålet er blot om den er 1.000 kroner god? Det er fint nok med et godt design (og det ER flot), men er det nok til at berettige prisen? Det mener vi her på Tech-Test ikke det er, og det trækker ned i bedømmelsen.

Med Odin ryger vi så en klasse på, eller måske skulle vi sige adskillige klasser op. Med en pris på omkring 3.000 kroner, skruede vi forventningerne højt op med det samme.

Her blev vi så heller ikke skuffede. Højttaleren havde et rigtig flot lydbillede. En bas der virkelig sparkede igennem, og både mellemtonen og diskanten var klar og tegnede et flot lydbillede. Højttaleren har volumen med sig, og det kan mærkes i lyden.

Er den så 3.000 kroner værd? Det er naturligvis en personlig sag, men her på redaktionen mener vi klart at den er pengene værd. Lyden er rigtig god, og designet er flot. Det er mere et møbel end en egentlig højttaler, og det tæller godt op i vores test.

Bruges sammen og i flere rum

Højttalerne er som sagt multi-rumshøjttalere. I praksis betyder det, at højttalerne kan, i app’en, konfigureres til at være et og samme højttalersæt. De kan så fungere som højttalerne i et setup.

De behøver dog ikke være en del af et stereo-setup. De kan også fungere som stand-alone højttalere placeret i hvert sit rum. Det er en fin funktion, specielt hvis man gerne vil høre sammen musik i hver sin ende af huset.

Højttalerne kan dog også fungere helt uafhængigt af hinanden, så du spiller hver sit musiknummer på de to højttalere.

Opsamling

Der er ingen tvivl om, at de to højttalere er både flotte og gode, men de er også dyre. Vi har allerede indikeret at vi mener at Odin nok er dyr, men også pengene værd. Freya er nok lige på den dyre side, også selvom designet er flot.

Problemerne med at koble Freya til vores lokalnet, har vi valgt at se bort fra. Funktionaliteten virkede fint med vores Odin-højttaler, så vi antager at vi havde få et en mandsmodel.

Til gengæld har vi valgt at trække fra, fordi hverken Freya eller Odin kunne arbejde sammen med vores NAS – det betragter vi som en fejl og et irritationsmoment.

Produktinformation

  • Navn: Clint Freya
  • Producent Clint
  • Musikafspilningsformater: Music Direct AirPlay Spotify Connect, DLNA
  • Input: AUX-In
  • Batteri: 2200 mAh Li-ion batteri
  • Forstærker: 7W digital forstærker med DSP
  • Størrelse: 100 mm x 210 mm
  • Vægt: 1 kg
  • Pris: Set til kr. 1.000 kroner
  • Mere information hos Clint

Bedømmelse

Samlet vurdering 70%

I bund og grund kan vi rigtig godt lide højttaleren. Et elegant design, og en ganske fin lyd. Problemet er blot, at der er lidt knas med funktionaliteten og vi må spørge os selv om vi ville give 1.000 kroner for en højttaler der trods alt har en del mangler. Designet alene gør det altså ikke.

Produktinformation

  • Navn: Clint Odin
  • Producent Clint
  • Musikafspilningsformater: Music Direct AirPlay Spotify Connect, DLNA
  • Input: AUX-In
  • Højttalere: 2x 25 watt stereo
  • Forstærker: Kraftfuld digital forstærker med DSP
  • Størrelse: 394 mm x 243 mm x 243 mm
  • Vægt: 6,9 kg
  • Pris: Set til kr. 2.800 kroner
  • Mere information hos Clint

Bedømmelse

Samlet vurdering 80%

Klart en rigtig god højttaler, den håndterede såvel bas som mellemtone og diskant problemfrit. Designet er også rigtig godt, og den vil pynte i de fleste hjem. Men app’ens funktionsfejl trække ned – der er ting jeg ikke kan, ting som jeg kan i andre systemer.

About Lars Bennetzen 4130 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?