
Vi har tidligere testet droner fra Parrot, og må indrømme at vi morede os (om end kortvarigt) over de små droner. Bebop Drone er ikke så lidt større, og da vi modtog dem her på redaktionen, var det med samme glæde som et barn, der får en længe ønsket julegave.
Vi fik hurtigt pakket den lille frækkert ud, og til vores store glæde var der to batterier med i æsken. Tak Parrot – vores største anke mod de tidligere droner, vi testede, var netop batterilevetiden. Nu kunne vi have to opladte batterier, og det måtte bare være bedre.
Så en hurtig opladning af batterierne (omkring 30 minutter for en fuld opladning), og så var vi ellers klar. Batteriet blev sat fast i dronen, og det gik let og problemfrit. Herefter skulle vi have sat støttehjulet på, eller de to bøjler, der sikrer, at hvis (læs: når) vi fløj Bebop Drone ind i noget, så var der ikke noget, der ville gå i stykker.
De to bøjler viste sig at være fremstillet i et flamingo-lignende materiale, og lad os bare afsløre med det samme at 1) det er godt at de er med og 2) de er ikke specielt holdbare. Men de var lette at montere på dronen og så var vi ellers klar til en flyvetur, næsten altså.
Meget vindfølsom
Vi hentede først den gratis app, der bruges til at styre dronen fra, Freeflight 3, og det eneste, vi skulle gøre, udover at installere app’en på vores smartphone, var at tænde for Bebop Drone og så finde og forbinde til det trådløse netværk den opretter.
Når vi derefter starter app’en forbinder den automatisk til dronen, og pludselig forvandler mobilen sig til udsigten fra dronen, og et ret simpelt interface til at styre dronen med. I princippet kan du styre den med dine to tommelfingre og vip med din smartphone. Vi var klar og gik nu udenfor for at tage vores første flyvetur.
Det var ikke fordi det stormede, da vi gik ud for at flyve med dem, men det luftede friskt. Det viste sig at være et rimelig stort problem for Bebop Drone, hvilket vi kommer tilbage til lige om lidt.
Du letter med Bebop Drone ved at klikke på ’take off’ og derefter letter den og stabiliserer sig selv. Eller i vores tilfælde skøjtede den rundt for at finde ligevægt, vinden gjorde at den havde problemer, både med at finde en stabil højde, og ikke mindst bare at holde ligevægten.
Sjovt så det ud, og den kæmpede altså bravt for at holde sig stabil. Vi vil ikke dadle Bebop Drone at en havde problemer her – den vejer ikke ret meget, og det ville være unfair at forvente at den kunne holde sig selv stabil når der hele tiden kom kastevinde.
Som med de tidligere droner, vi har testet, er det let nok at forstå brugen af interfacet. Din venstre tommelfinger bestemmer, om den skal flyve op eller ned og om den skal rotere til højre eller venstre. Din højre tommefinger bestemmer så om den skal flyve frem/tilbage eller høje/venstre.
Men nu er det så at det bliver lidt sjovt, eller skulle vi sige svært. Din venstre tommeltot skal flytte sig op, ned, højre og venstre på skærmen, mens den højre skal trykkes mod skærmen, og så vipper du med skærmen (højre, venstre, frem, tilbage) for at bestemme, hvordan den skal flyve.
Vores gæt er, at det er noget som børn og ganske unge ville lære ret hurtigt, mens os lidt ældre rigtig gerne havde set at der medfulgte en joystick til at styre dronen med – for pokker tage os den er hurtig.
Nødstoppet en god ting
For os var det en umulighed ikke at flyve ind i ting – vægge, buske, cykler, plankeværk og ikke mindst jorden. Så vi var rigtig glade for de ’støttehjul’, vi havde sat på Bebop. Ikke alene betød det, at den automatisk slukkede, når vi ramte noget – vi ødelagde heller ikke noget ved vores kollisioner.
Eller rettere – bøjlerne selv overlevede ikke kollisionerne uden men. Det var her, vi kunne konstatere, at de var lavet af noget flamingo-materiale.
På interfacet var der et nødstop, og det fik vi stor glæde af, da en kombination af et pludseligt vindpust og vores manglende evne til at styre en drone, der havde fuld knald på, fik den til at smutte ud over et plankeværk.
Her blev vi altså nervøse, og hamrede på nødstop. Puf – så slukkede motorerne og den faldt som en sten. Det betød så også at adskillige dæksler faldt af, og pludselig var der en løs ledning.
Vi fandt aldrig ud af, om det var meningen, at den bare skulle være løs (placeret bag en plade, hvor vi da også fik den ind igen), eller om vi skulle have fundet loddekolben frem og loddet den fast. Dronen lod til at være ligeglad, så vi fløj bare videre.
Helt generelt var det vores oplevelse, at man ikke skal bruge den på en parkeringsplads, eller et andet hårdt underlag – med mindre man er en garvet pilot, hvilket vi tydeligvis ikke er (endnu).
Masser af sjove funktioner
Der er en del sjove funktioner i Bebop Drone. Dels så har den indbygget gps, og med den kan du gøre flere ting. Dels kan du, på et kort i app’en, indstille en flyverute som Bebop så følger. Hvis du får fløjet Bebop et sted hen, hvor du ikke kan se den, så kan du også vælge at den skal flyve tilbage til udgangspunktet. Naturligvis skal du have WiFi-kontakt med dronen, men ellers så virker den funktion ganske udmærket.
Den har også indbygget et par akrobatiske manøvrer, så hvis du vælger dem og så dobbeltklikker på skærmen, så looper din drone eller laver et af de andre stunts, der er indbygget i softwaren – en sjov lille detalje, som kan bruges til at imponere folk med.
Hvad er det nu lige du IKKE må med en drone
- Være tættere på end 5km på en flyveplads
- Være tættere på bymæssig bebyggelse end 150 meter
- Være tættere på større offentlig vej end 150 meter
- Flyver højere end 100 meter
- Være tættere på et uheldssted end 200 meter
- Være tættere på politistationer, fængsler og arresthuse end 150 meter
- Være tættere på kongehusets ejendomme end 150 meter
- Være tættere på militære områder end 150 meter
Herudover så SKAL du:
- Til enhver tid kunne fjernstyre eller programmere dronen
- Være i visuel kontakt med dronen under flyvning
- Læs mere om regler for droneflyvning her.
Det indbyggede kamera fungerer imponerende godt. Billedet bliver streamet til din smartphone uden nogen nævneværdig forsinkelse. At vi så ikke havde nerver til primært at kigge på skærmen, men det meste af tiden kiggede direkte på dronen er noget helt andet.
Den kan både tage billeder og video, mens du flyver med den – men husk nu lige på, at der faktisk er en lovgivning i Danmark, der fortæller ret præcist hvad du må (ikke ret meget), og hvad du ikke må (stort set alt) med en drone. Vi har smidt en lille boks med hvad du ikke må – og selvom det ikke står i boksen, så husk at du altså heller ikke må bruge den til at spionere på konen eller manden.
Den korte batterilevetid
I starten sagde vi, at vi var glade for at der var to batterier med, og det skyldes naturligvis, at den godt nok suger meget strøm. I løbet af 5-7 minutter havde vi drænet det første batteri, og det næste batteri blev brugt lige så hurtigt. Det tager så omkring 30 minutter at lade et batteri op, så der var en vis ventetid.
Men heldigvis var det faktisk muligt at flyve i næsten et kvarter (med et enkelt batteriskift), inden vi var tvunget ud i en pause, mens vi ventede på at batteriet blev helt opladet.
Det ville være fedt, hvis batterilevetiden kunne komme op på omkring 15 minutter pr. batteri, men det handler nok en del om, at et større batteri også giver større vægt, og dermed at dronen skal bruge mere energi for at flyve.
Alt i alt har vi haft det rigtig sjovt med Bebop Drone, og vi endte da med at blive helt habile piloter. Dog vil vi klart anbefale at flyve med dem langt væk fra andre mennesker, for pludselig panikker man, og så er det aldrig lige til at vide, hvor pokker dronen ender (og ja – vi ved godt at vi bare kunne slippe fingrene fra kontrollerne, så ville den stå stille, men så smarte var vi altså ikke…).
- Produktnavn: Bebop Drone
- Producent: Parrot
- WiFi: 802.11 a/b/g/n/ac
- Sendestyrke: Op til 21 dBm
- Signalrækkevidde: Op til 250 meter
- Motorer: 4 børsteløse Outrunner motorer
- Tophastighed: 13 km/t
- Kamera: Fish eye, 180 graders linse. 14 MP og 6 optiske elementer
- Batteri: Li-polymer
- Batterilevetid (angivet): 22 minutter på 2 batterier
- Batterilevetid (oplevet): 15 minutter på 2 batterier
- Processor: Parrot P7 dual-core Cortex 9
- Hukommelse: 8GB flash
- Sensorer: 3-akset magnetometer, 3-akset gyroskop, 3-akset accelerometer, gps
- Dimensioner: 28 x 32 x 3,6 cm (uden bøjler), 33 x 38 x 3,6 cm (med bøjler)
- Vægt med batteri: 390 gram (uden bøjler), 410 gram (med bøjler)
- Set til: 4.100 kroner
- Mere information hos Parrot
Samlet vurdering 90%
Jo for pokker – det er sjovt at flyve med Bebop Drone. Den har masser af kræfter, er hurtig og meget responsiv. Den har masser af spændende funktioner og forbindelsen mellem app og drone er klippestabil. Vi så gerne længere batterilevetid og ikke mindst bedre stabilitet i blæsevejr – som vi jo har en del af i Danmark.