
Logitech har længe haft et godt tag i markedet for mus, både mus til stationære og til bærbare computere. Nu har de så sendt en ny mus på markedet, og vanen tro har de valgt at give den et navn der er så langt at det er umuligt at huske. Vi vælger at kalde den for MX Anywhere 2 i resten af denne artikel, bare for nemhedens skyld.
Noget af det der gør MX Anywhere 2 til noget særligt, er den såkaldte Darkfield Laser sensor, der skulle garantere at musen kan bruges på alle overflader, uden hakken og hoppen. At den så samtidig er lille, kompakt og beklædt med gummi for at gøre den behagelig at holde på, er bare en ekstra bonus.
Men der er et par detaljer mere der gør den ret interessant. Den kan tilsluttes både Mac og pc via den medfølgende Pico Unifying Reciever, (nå ja – den kan også gøre det via Bluetooth), og så kan den forbindes med op til tre enheder på en gang.
Den har en knap som Logitech vælger at kalde for Easy-Switch, og et klik på den skifter mellem den forskellig enheder som musen er parret med – det den funktion synes vi er ret spændende. Så behøver vi ikke længere tre forskellige mus til vores forskellige laptops eller computere.
Endelig lover Logitech at det genopladelige batteri kan holde i op til to måneder, så du behøver ikke pakke tasken fuld af batterier når du er på farten, og skulle musen alligevel begynde at løbe tør, så kan du få to timers ekstra arbejdstid, bare ved at forbinde den til din computer med en usb-ledning i små to minutter.