Børn, iPad og forsikring = mareridt

Hvem erstatter dit barns iPad, hvis den går i stykker i skolen? MereMobil.dk og Forsikring og Pension har strikket en guide, sammen der hjælper dig

Det første råd er altid, at du skal have styr på dine forsikringer, inden du lader dit barn blive udstyret med smartphones eller tablets. De er dog blevet en integreret del af skoledagen, så nogle tips er på sin plads.

Det er magasinet MereMobil.dk der sammen med brancheorganisationen Forsikring og Pension har lavet følgende guide til, hvad du skal gøre, hvis uheldet sker:

iPad/tablet ryger på gulvet og går i stykker

Hvis en iPad, smartphone eller bærbar computer ryger på gulvet i skolen, er der kun dækning, hvis forsikringen indeholder en særlig dækning for såkaldte ”pludselige skader”.

En ”Pludselig opstået skade” er en skade, der sker uventet eller er opstået som følge af en pludselig hændelse.

Betingelserne kan være meget forskellige fra selskab til selskab.

iPad/tablet stjæles fra skoletasken eller klasselokalet

Hvis dit barn mister en iPad, eller anden elektronik, som følge af tyveri fra tasken, dækker forsikringen, med mindre at tasken er efterladt uden opsyn. I så fald kan der være tale om grov uagtsomhed. I sådanne tilfælde kan dækningen nedsættes eller bortfalde helt. Dette vil være en konkret vurdering.

Hvis iPad’en er låst inde i et skab, eller i et aflåst lokale, vil forsikringen dække tyveriet.

iPad/tablet ødelægges af kammerat

Som udgangspunkt er der kun dækning, hvis ejeren af udstyret har tegnet en ”pludselig skade”-dækning.

Hvis eksempelvis en iPad ødelægges af en kammerat, der ikke har gjort det med vilje og ikke kan bebrejdes, dækker forsikringen som udgangspunkt ikke.

Hvis du har tegnet en ”pludselig skade”-dækning på indboforsikringen, kan denne dække. Det kan også være, at kammeraten har tegnet en indboforsikring, hvor der på ansvarsdelen er en sådan pludselig skade dækning.

Ødelægger kammeraten udstyret med vilje, er der typisk dækning på kammeratens ansvarsforsikring, der er en del af personens indboforsikringen. Her skal det bemærkes, at op mod hver tiende ikke har en sådan forsikring.

Generelt skal du vide, at der er forskel på betingelser og dækninger hos de forskellige forsikringsselskaber

About Lars Bennetzen 4199 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.