Canon får atter flotte EISA-priser

Denne gang er det EOS 1200D og Legria mini X, der har opnået de prestigefyldte priser

Det må snart være en vane for Canon at smykke sig med EISA-priser, men det stopper tydeligvis ikke kameragiganten for at producere nye kameraer, der sikrer dem flere af slagsen.

Canons meget populære EOS 1200D er blevet tildelt prisen som European Consumer DSLR Camera 2014-2015, men deres innovative Legria mini X er blevet udnævnt til European Lifestyle Camcorder 2014-2015.

Det betyder, at såvel EOS 1200D som Legria mini X er blevet vurderet til at være de bedste produkter i deres respektive klasser. Samt at de opfylder kriterierne for at kombinere den mest avancerede teknologi, de mest ønskede funktioner og et førende design med ægte brugsværdi.

EISAs dommerpanel siger om EOS 1200D:

“Dette kompakte, lette og brugervenlige digitale spejlreflekskamera er beregnet til både dem, der er nye inden for fotografering, og erfarne brugere med et mindre budget. Kameraets 18 Megapixel APS-C CMOS-sensor sammen med dets DIGIC 4-processor leverer højkvalitets-billeder med et godt dynamikområde og lidt støj op til ISO 1600 og derover. En særlig smartphone-app, EOS Guide, hjælper nye brugere med at få det meste ud af deres kamera, og med en 460.000 punkters LCD-skærm, en 63-zoners Dual Layer-målesensor og objektivkorrektion i kameraet giver Canon EOS 1200D usædvanligt meget valuta for pengene.”

Mens de om Legria mini X siger blandt andet:

“Den anden generation af dette lille kamera videreudvikler Canons oprindelige innovative koncept. Legria mini X er alsidigt og har en touchscreen, som kan vippes, hvilket er ideelt til at tage video-‘selfies’.”

 

About Lars Bennetzen 4130 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.