
Tv- og streamingtendenser
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fået udført en Megafonundersøgelse, der afdækker de danske forbrugers brug af, og holdning til, streaming og traditionel tv, og tendensen er klar – danskerne er vilde med streaming.
Undersøgelsen er udført blandt 2.573 danske husstande og viser, at 57 procent streamer film og tv i en eller anden form, enten gratis, via abonnement, som video on demand eller pay-per-view. Over halvdelen af de adspurgte svarer endvidere, at deres streamingsforbrug er steget inden for det seneste år.
Mens forbruget af streaming stiger, falder det traditionelle tv-kiggeri. 37 procent svarede, at de nu ser mindre tv efter de begyndte at streame.
Men det er kun ganske få der har ændret i deres tv-pakker. 38 procent har overvejet det, mens det kun er 13 procent der reelt har skiftet over til en mindre tv-pakke, og det ærgrer direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing:
“Mange overvejer at tilpasse deres tv-pakke til deres behov, men får det ikke gjort. Det er ærgerligt. Forbrugerne skyder sig selv i foden ved at holde fast i et produkt, de ikke har brug for, og ved at mindske incitamentet hos selskaberne til at kæmpe benhårdt om deres gunst,” siger hun.
Megafons rundspørge viser, at næsten fire ud af fem forbrugere er meget tilfredse eller tilfredse med udvalget af film og tv-serier på den betalte streamingtjeneste, de bruger mest. Men der abonneres også på tjenester, som ikke lever op til forventningen. 44 procent har overvejet at opsige et eller flere af deres streaming-abonnementer, mens kun 28 procent har gjort det.
Tre gode råd til forbrugerne:
Overvej, hvad du har brug for. Lav en liste over de kanaler, du sagtens kan undvære, og de kanaler du absolut ikke kan undvære
Få styr på, hvor mange penge du bruger på tv, serier og film. Brug vores skema til at tjekke dine udgifter. Det findes her.
Tjek, om du har det rette produkt. Ser du mange tv-serier og film, kan streaming måske erstatte en del af dit tv-forbrug.
Kilde: Forbrug.dk