Designer smartwatch udfordrer it-giganterne

Smartwatches har længe været forbeholdt it-kæmper som Samsung, Huawei, LG og flere. Men de traditionelle ur-producenter er ved at komme med. Guess Watches har lige sendt deres version af et designer smartwatch på gaden

Guess Connect

I takt med at vi bliver mere og mere forbundne, har antallet af smarte ure, smartwatches, på det nærmeste eksploderet. Typisk for langt hovedparten har dog været at det har handlet om at lave en lille mini-computer på håndledet, og så efterfølgende forsøgt at få den til at ligne et ur. Ofte ved at lade urskiven være en digital version af et traditionelt ur.

Men Guess Watches går den anden vej, og tager fat i et af deres traditionelle ure/designs og smækker masser af computer-funktioner ned i det.

Det har resulteret i det nye Guess Connect, hvor designet er vægtet lige så højt som teknologien. Uret er udviklet i et samarbejde mellem Guess Watches og Martian Watches, der i forvejen udvikler smartwatches. Designet tager udgangspunkt i en af de store sællerter fra Guess Watches, Rigor, og findes både i en herre, dame og unisex-version.

De smarte udviklere har formået at indarbejde både de traditionelle smartwatch-teknologier, så som muligheden for at se sms’er og mails på uret, og Martian Watches egen dobbeltfunktionalitet. Den tilbyder både stemmekontrollerede funktioner via klassisk Bluetooth, og samtidig levere notifikationer til håndleddet via Bluetooth LE, så du ikke behøver kigge på uret.

De klassiske dyder med et twist

Som de fleste traditionelle smartwatches kan Guess Connect forbinde uret til mobilen, som blandt andet betyder at Guess Connect kan kobles op med mange forskellige apps. Stemmekontrollen betyder at brugeren kan give mundtlige ordre, tale med og lytte til uret, samt svare på beskeder og emails direkte fra skiven. Der forlyder dog ikke noget om, hvorvidt uret forstår dansk, eller om du er nødt til at tale engelsk til det.

Uret er ikke begrænset til at fungere sammen med en Android-smartphone, den fungerer lige så fint med en iPhone, for der findes en app til begge platforme, hvilket vi virkelig sætter stor pris på her på redaktionen. Denne app gør, at du som bruger kan vælge, hvilke notifikationer der skal modtages, du kan skabe unikke vibrationsmønstre for at adskille de forskellige advarselstyper, og meget mere.

En af de smarte ting ved Guess Connect er måden uret bruger batteri på. For de traditionelle smartwatches har ofte en meget begrænset levetid – typisk kun et par dage, og løber batteriet ud, så er det hverken muligt at se tiden eller bruge urets øvrige funktioner.

Men Guess Connect har to forskellige batterier – et der driver smartwatch-delen, og et der driver selve uret. De første kan klare en 3-5 dage inden det løber tørt, men det andet klarer op til 2 år. Så selvom smartwatch-delen løber tør for strøm, så virker uret stadig som et traditionelt ur. En rigtig smart funktion.

Herremodellen af Guess Connect koster 3.599 kroner, mens unisex- og kvindemodellen koster 3.399 kroner.

About Lars Bennetzen 3823 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?