Digital pen og lineal fra Adobe
Nu har du muligheden for at være ekstra kreativ på din iPad. Adobe er klar med hardware, der lader dig udfolde dine kreative talenter
Hvis du er en rigtig kreativ person, så mangler du garanteret ofte en god pen og lineal når du sidder og skribler på din iPad. Den udfordring vil Adobe nu gøre noget ved, og de har netop sendt deres nye pen og lineal til iPad på gaden. Begge værktøjer er integreret med Adobe Creative Cloud, og de kan allerede fås i danske butikker.
Det er så ikke Adobe selv, der har fremstillet de to nye hardwareprodukter, det er Adobe-partneren Adonit, der står bag den fysiske fremstilling af den nye hardware, som for resten er udfærdiget og designet i aluminium.
De to produkter, med navnene Ink og Slide, kan bruges med Adobes kreative iPad-apps Illustrator Line, Illustrator Draw, Photoshop Sketch og Adobe Brush CC.
Ink
Adobe Ink er en digital pen til iPad fremstillet i aluminium med en trekantet form, som drejer 30 grader, så den ligger godt i hånden. Pennens spids er baseret på Adonits patenterede Pixelpoint-teknologi og gør Ink meget præcis og trykfølsom, så stregerne bliver tykkere, jo hårdere man kører pennen henover skærmen. Det er også muligt at kopiere skrift og skitser fra én iPad til en anden, hvilket gør det nemt at udveksle eller dele projekter med andre.
Slide
Adobe Slide er en digital lineal og et supplerende redskab til Ink til iPad. Slide gør det muligt at tegne præcist og lave lige linjer, perfekte cirkler og balancerede former.
Ink og Slide er kompatible med iPad (4. generation), iPad Air, iPad Air 2, iPad Mini, iPad Mini Retina og iPad Mini 3, som minimum kører iOS 7.
Læs mere om Adobe Ink og Adobe Slide samt Adobe Creative Cloud og se demonstrationer her.
Adobe Ink og Adobe Slide købes som sæt og har en vejledende udsalgspris på 1.595 kr.