
Biometri har længe været forsøgt brugt i stedet for kodeord. Vi ser mobiltelefoner udstyret med fingeraftrykslæsere, og i løbet af de sidste par år er der også dukket alarmsystemer op, der både kan bruge fingeraftryk og ikke mindst iris-scanning.
Problemet med de systemer er, at de fleste ikke er specielt sikre. Forsøg har vist, at systemerne oftes kan snydes med så simple midler som en fotokopi af et fingeraftryk eller et billede af iris.
Det problem mener eyeLock at være kommet udover med deres nye myris, som kommer på markedet i løbet af 2014.
Ganske kort så er myris en iriscanner, der erstatter både kodeord og password, noget der ville gøre livet langt lettere for folk som undertegnede, der konsekvent har problemer med at huske de mange passwords, vi bruger i dagligdagen.
EyeLock beskriver, at grunden til at myris kan gøre det bedre og mere præcist end tidligere systemer er, at myris ikke baserer sig på at tage et billede af øjet. I stedet bruger myris video, og det er ikke kun det ene øje der filmes, det er begge dine øjne, der bruges, og da de tager 20 billeder i sekundet, er det hurtigt at få en stor datamængde at sammenligne på. myris kigger på 240 punkter på hver iris, og genererer en 2048-bit digital signatur. Samtidig forkaster den resultatet, hvis det er baseret på et billede eller en video – altså ikke et ægte øje – den bliver forevist.
Det skulle give dem en sandsynlighed for en falsk positiv på 1:1,25 trillioner, hvilket er imponerende højt.
Vi glæder os til at se systemet i brug, og skal nok stå forrest i køen for at få lov til at teste det.