Elsket af teenagere og andre fulde folk

Atter er det tid til at få gang i hofterne, når din stue forvandles til et dansegulv. Her er et spil til dig, der er vild med dans eller har behov for et muntert, ungdommeligt indslag til festerne

Just Dance 2015

Der var engang, hvor Dance Central og Just Dance konkurrerede hårdt om den sociale scene. Denne digitale dance-off resulterede i, at Just Dance kaprede rampelyset, mens Dance Central trippede videre som baggrundsdanseren, hvis tilstedeværelse næsten blev overset af publikum. Hvorfor? Dance Central var det mest præcise i registreringen af dine bevægelser, og det var det mest voksne spil af de to. Heri ligger svaret.

Voksne spillere blev trætte af Dance Central serien, der var kun udkom til Xbox 360 Kinect og senest i en udmagret udgave til Xbox One. Jo, det var sjovt at danse foran skærmen sammen med vennerne i hyggestunder, men så fik den voksne generation en svingom, der ledte dem videre til næste dille. Ubisoft gjorde noget andet, de markedsførte Just Dance-serien til teenagere og unge. Serien blev et ikon inden for ungdomsgenerationen, som varmede op med hoftesving foran skærmen, før festen gik løs. Samtidig udkom Ubisofts dansespil på flere platforme end Dance Central, og serien havde især kronede dage på Nintendo Wii. For andet år i træk skal Just Dance få gang i rytmerne på næste generation af konsoller.

Stadig meget ungdommeligt

Just Dance 2015 ligner de forgangne spil i serien. Du vælger det nummer, du vil danse til. Musikken går i gang med at spille, og din avatar begynder at danse i takt med rytmerne. Din opgave består i at følge med avatarens bevægelser, hvilket er meget simpelt, da du skal spejle dig i avataren, men kunsten består i at mestre bevægelserne præcist – her skal en rutineret danser ud på gulvet.Udfordringen i Just Dance 2015 er det høje tempo og relativt komplekse dansebevægelser. Foruden at du forbrænder kalorier og kommer til at svede, skal du matche avatarens bevægelser så vidt muligt, da du scorer flere points og dermed får flere stjerner til samlingen. Jo bedre du klarer dig, jo højere op på verdensranglisten kommer du, ligesom du får låst flere sange og andet indhold op.

Problemet med Just Dance serien har været, at du i princippet kunne nøjes med at svinge din ene arm foran kameraet. Eller du kunne nøjes med at svinge din controller på samme måde, som blev vist på skærmen. Just Dance 2015 har samme problem, men ikke i samme omfang. Vi testede Xbox One-udgaven, hvor Kinectsensoren var rimelig præcis i opfattelsen af vores bevægelser, hvilket gør det sværere at ”snyde” spillet til at tro, du mestrer et nummer.

Har du ikke en Kinect eller PlayStation Camera, kan du hente Just Dance 2015-appen gratis på App Store eller Google Play. Appen er et smart træk fra Ubisofts side, da det franske spilforlag også når ud til forbrugere, som ikke har investeret i en Kinect Xbox-konsol eller webcam til deres PlayStation. Vi har prøvede appen på vores Samsung Galaxy S4-telefon, og vi prøvede i en time at få den til at forbinde med vores Xbox One, før vi opgav – vi havde intet held med at finde løsningen på problemet på Ubisofts hjemmeside. Vores research viste os, at vi ikke var alene med problemet, mens andre havde held med at oprette forbindelse mellem deres smartphone og konsollen.

Dig mod resten af verden

Just Dance 2015 tilbyder dig at kunne spille sammen med vennerne foran skærmen eller online. Spillets helt store gimmick er dog, at du kan dyste mod komplet fremmede på hele kloden – ligesom i Just Dance 2014. Du kan tage på en verdensturné, hvor du bliver præsenteret for forskellige spillere fra andre lande og deres score. Din udfordring er at tjene flere stjerner og points, end de har i eksempelvis Rihannas Diamonds.

Hvis du imponerer andre, kan de udfordre dig til en dansekonkurrence, hvor I kører samme nummer, men ser hvem der klarer sig bedst. Finder du en værdig konkurrent på den globale scene, kan du også udfordre vedkommende. Alt sammen kan optages og deles på Facebook eller spillets servere, hvis du ejer et PlayStation Camera eller Kinectsensor.

Dansekonkurrencerne mod andre er, hvor Just Dance 2015 bliver underholdende og interessant. At danse alene derhjemme i stuen er ikke synderligt ophidsende, med mindre det er en del af din workout, men sammen med andre bliver gameplayet både vanedannende og spændende, fordi du bare vil vinde. I begyndelsen er det lidt syret, når der popper en udfordring op på skærmen fra en komplet fremmed, men hey, det kommer du hurtigt over, når du er opsat på at vinde danseduellen.

Glem grafikken, det handler om musikken

Grafikken i Just Dance 2015 ligner sig selv. Alting er kulørt og overvejende muntert, hvilket bidrager til feststemningen, som spillet formår at skabe. Just Dance serien har aldrig budt på banebrydende flot grafik, og det er heller ikke, hvad du finder her, hvilket heller ikke betyder noget – feststemningen er formålet. Fokus er på musikken og dine dansebevægelse.

Ubisoft har inkluderet en musikliste, der består af 40 numre. Alt fra disco til nutidige hits og folkemusik. Musiklisten er baseret på ønsker fra Just Dance-fans, hvilket giver en broget skare af numre, hvoraf eksempelvis græsk folkedans er meget spacy og morsomt at danse. Her er noget for enhver smag, som du og dine venner kan få mange timers underholdning med, når I ses, og der er mulighed for at købe flere numre online.

Den samlede internationale trackliste:

“Bang Bang” – Jessie J, Ariana Grande and Nicki Minaj
“She Looks So Perfect” – 5 Seconds of Summer
“Problem” – Ariana Grande Ft. Iggy Azalea and Big Sean
“4×4” – Miley Cyrus
“Best Song Ever” – One Direction
“Happy” – Pharrell Williams
“Addicted To You” – Avicii
“Black Widow” – Iggy Azalea Ft. Rita Ora
“Maps” – Maroon 5
“Papaoutai” – Stromae
“Birthday” – Katy Perry
“Bad Romance” – Lady Gaga
“Built For This” – Becky G
“Holding Out For A Hero” – Bonnie Tyler
“Summer” – Calvin Harris
“Tetris” – Dancing Bros.
“You Spin Me Round (Like A Record)” – Dead Or Alive
“Let It Go” – Disney’s Frozen
“Burn” – Ellie Goulding
“Bailando” – Enrique Iglesias Ft. Descemer Bueno & Gente de Zona
“Mahna Mahna” – Frankie Bostello
“Never Can Say Goodbye” – Gloria Gaynor
“I Love It” – Icona Pop Ft. Charli XCX
“You’re On My Mind” – Imposs Ft. J. Perry
“Love Me Again” – John Newman
“Only You (And You Alone)” – Love Letter
“Ain’t No Mountain High Enough” – Marvin Gaye and Tammi Terrell
“Get Low” – Dillon Francis & DJ Snake
“Diamonds” – Rihanna
“Me And My Broken Heart” – Rixton
“Walk This Way” – Run-DMC & Aerosmith
“Don’t Worry Be Happy” – The Bench Men
“Epic Sirtaki” – The Bouzouki’s
“Speedy Gonzalez” – Los Pimientos Locos
“Macarena” (Official Choreography by Mia Frye)– The Girly Team
“Love Is All” – The Sunlight Shakers
“It’s My Birthday” – will.i.am Ft. Cody Wise
“The Fox (What Does the Fox Say?)” – Ylvis
“XMas Tree” – Bollywood Santa
“Fatima” – Cheb Salama

Casual og social underholdning

Du kan ikke forvente, at Just Dance 2015 giver dig flere ugers underholdning i singleplayer – for du bliver hurtigt træt af at danse alene. Formålet med spillet er at give dig en social spiloplevelse, om det er med fremmede over nettet eller vennerne i stuen. Just Dance 2015 giver dig god underholdning, og dine venner vil synes, spillet er en smule pinligt og dermed hyle morsomt – især når de ser sig selv danse i replayet.

Spillet byder hverken på den store nytænkning eller variation, men det gør ikke noget. For det er den sociale oplevelse, der er i centrum, og I skal nok komme til at få mange hyggelige stunder med latter og sved på panden – også selv om det seneste kapitel i serien minder om sidste års.Produktinformation

Titel: Just Dance 2015
Platform: Xbox One, Xbox 360, PlayStation 4, PlayStation 3, Wii U & Wii
Genre: Dansespil
Antal spillere: 1-6
Udvikler: Ubisoft
Udgiver: Ubisoft
Set til pris: Kr. 306
Mere information her

Bedømmelse

Samlet vurdering 70%

Just Dance 2015 er videreførelsen af dansespilserien, hvilket betyder mangel på nytænkning, men det gør ikke det store, fordi gameplayet fænger når du bliver udfordret af venner eller fremmede fra hele verden. Som socialt partyspil formår Just Dance 2015 at underholde og skabe feststemning, når vennerne kigger forbi.