
Den 12. december bliver det nye Medion Life P17110 sat til salg i Aldi. Som det tv vi skrev om i mandags, så er dette tv et fuld-hd lcd-tv med led-baggrundsbelysning, og i lighed med det lidt større tv, så bliver dette solgt til en meget lav pris, kun 2.799 kroner skal det koste.
Tv’et er optimeret til udsendelser hvor tingene går stærke, f.eks. sportsbegivenheder og lignende. Det har derfor en opdateringshastighed på 200Hz og indbygget Real Motion Rate-teknologi.
Det har også en kombituner der sikrer at uanset om du får dit digitale signal fra kabel eller antenne, så kan du bruge signalet i dette smart-tv. Naturligvis understøtter det både mpeg 2 og mpeg 4, alt andet ville også have været tåbeligt.
Som et godt smart-tv bør kunne, så kan P17110 koble sig på husets trådløse netværk, så det er muligt at browse på netværket via den indbyggede webbrowser.
WiFi-understøttelsen sammen med DLNA-funktionaliteten gør at tv’et kan bruges til at afspille musik, film og billeder direkte fra andre enheder koblet på nettet.
En af de funktioner som vi her på redaktionen synes lyder rigtig smart er, muligheden for at streame indhold direkte fra smartphones, tablets og computere. Det kan lade sig gøre fordi Medions smarte tv understøtter Wireless Display-teknologien, se det er da smart.
Har du behov for at optage udsendelser, så behøver du ikke rende ud og købe en speciel optager. P17110 kommer nemlig med integreret PVR-funktion, så du kan optage udsendelser direkte på et eksternt lagermedie, f.eks. en usb-dongle eller en harddisk.
Alt i alt et rigtig godt bud på et smart-tv, og Medion leverer vanen tro 3 års producentgaranti på dette tv.