Et ganske jævnt sikkerhedsprogram

BullGuard Premium Protection skiller sig ikke markant ud fra mængden af sikkerhedsprogrammer

Der findes en del sikkerhedsprogrammer på markedet i dag, og nogle af dem har været med i rigtig mange år. Bullguard hører godt nok ikke til blandt de ældste som Symantecs Norton-produkter eller McAfee, men de har trods alt været med i 12 år. Derfor skuffede det også en del, at vi ikke fandt noget i programmet, som vi ikke har set i alle de andre sikkerhedsprogrammer før – hverken når det kommer til funktioner eller til måden, ting gøres på. Programmet må betegnes som ganske jævnt når det kommer til det. Men mere om det senere i denne test.

Inden vi startede testen var der en vis forventning til deres produkt, det er jo trods alt en veteran, så vi regnede med at se spændende ting omkring brugervenlighed og –involvering.

I denne test har vi koncentreret os om brugeroplevelsen og funktionerne i produktet. Vi har ikke testet hvor godt produktet er, når det kommer til at forhindre malware eller virus på computeren. Dette vil vi gøre i en større sammenlignende test af sikkerhedsprodukter senere på året.

Aktiveret eller ej

BullGuard Premium Protection kan installeres på to måder. Enten via den medfølgende cd eller via et download-link. Vi valgte sidstnævnte, og det gik fint. Udover at vi skulle indtaste aktiveringskoden der stod på cd-coveret, så var der intet, vi skulle gøre under installationen.

Derfor undrede det os da også fælt efter installationen, at en såkaldt nag screen sagde, at vi havde 370 dage tilbage, hvilket jo var rigtig nok, samt at det var tid til at købe programmet, hvilket var noget forvrøvlet sludder. Der var så en lille boks, hvor det burde være muligt at sætte et flueben for ikke at se den nag screen. Men – den boks kunne vi ikke hakke af, for som der stod, det krævede, at vi havde købt programmet.

Det var først da vi senere begyndte at kigge programmets indstillinger igennem, at vi fandt et sted vi kunne aktivere programmet ved hjælp af aktiveringskoden – altså den kode vi allerede en gang havde brugt til at aktivere programmet med. Men det hjalp – ved at indtaste koden igen, slap vi af med den nag screen.

Forventede funktioner

BullGuard Premium Protection har et kontrolpanel, hvorfra du kan se og styre de forskellige funktioner, der er i programmet. Der var de forventede funktioner, men ikke nogen der overraskede os. Ting som firewall, backup, 25GB gratis online lager, spamfilter, overvågning af dine børns brug af Facebook med mere er noget af det, programmet kan tilbyde. 

Det mest spændende vi fandt var en scanning efter sårbarheder i vores pc. Den funktion virkede fint – BullBuard Premium Protection fandt to programmer der krævede en opdatering for at lukke nogle kendte sikkerhedshuller, så her var der point at hente. Men samme point mister programmet igen, for det var godt nok svært at finde ud af, hvordan problemet skulle udbedres. Det var først da vi gik ind i loggen at vi kunne finde ud af præcist hvilke programmer der skulle opdateres.

Forstyrre næsten ikke, og dog …

Programmet er dejlig letvægt. Din computer bliver ikke mærkbart langsommere af at få installeret BullGuard Premium Protection, og det er skønt. Omvendt så har programmet en kedelig tendens til at ville fortælle alt det laver.

Specielt når det lige er installeret, så dukker der hele tiden dialogbokse op der fortæller at dette eller hint program har fået tilladelse til at gå på nettet. Hvad pokker skal jeg vide det for, hvis jeg alligevel ikke skal eller kan gøre noget ved det? Det er unødig information som jeg ikke kan bruge til noget. Og hvis jeg endelig gerne vil vide det, så kan jeg smutte en tur ind i loggen på firewall’en og se den samme information der.

Opsamling

Vi stod tilbage med en følelse af, at her havde vi et program der var jævnt. Der var ikke noget i programmet der fik os til at juble. Betjeningen er let så længe du ikke skal ind og pille ved de avancerede indstillinger, men er det nødvendigt så er det bare alt for kompliceret.

Samtidig så stod vi tilbage med en følelse af, at programmet ikke havde den brugergrænseflade som vi kunne forvente af en 2014-produkt.

Det er i virkeligheden surt, for BullGuard klarer sig generelt helt fint i de fleste sikkerhedstest, når det kommer til at stoppe malware og virus, men det samme gælder ikke når det handler om brugervenlighed, betjening og brug af programmet til hverdag.

 Produktinformation

Produktnavn: BullGuard Premium Protection
Producent: BullGuard
Licens dækker: Tre pc’er i 1 år
Online lager: 25GB
Pris: Set til 375 kroner
Læs mere hos BullGuard.

 Bedømmelse

Samlet vurdering: 60%

BullGuard Premium Protection er et jævnt produkt. Det er ikke noget, der gør specielt meget væsen af sig. De funktioner, vi fandt i programmet, ser vi også i andre sikkerhedsprogrammer, og BullGuard Premium Protection tilfører ikke noget særligt til dem.

About Lars Bennetzen 3961 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.