
I mandags blev spillet aflyst på grund af problemer mellem det japanske spilforlag, Konami, og instruktøren af Silent Hills, Hideo Kojima. Spillet havde Guillermo del Toro som producent og Norman Reedus i hovedrollen – og dét samarbejde så fans af Silent Hill-serien frem til.
Sådan skulle det ikke gå. Konami lagde spillet i graven, hvilket straks fik snu PlayStation 4-ejere til at sætte deres konsol med en spilbar teaser demo af Silent Hills til salg for den nette sum af £ 1.000, som VG 24/7 fortalte om i onsdags.
Nu forsøger fans af gyserspilserien at få Konami til at genoptage udviklingen af Silent Hills gennem en online underskriftindsamling. Målet er 75.000 virtuelle underskrifter, og i skrivende stund 66.739 mennesker skrevet under. Om Konami lytter til de mange fans er dog usikkert, eftersom Hideo Kojima var det bærende element i Silent Hills-produktionen.