
Det går stærkt for kinesiske Huawei. For små tre år siden var der ikke mange der kendte til dem, og i dag leverer de den ene fantastiske smartphone efter den anden. For nyligt testede vi Huawei Mate 7, og nu har Tech-Test fået fingre i Honor 6, en smartphone til lavpris, men som stadig skulle have masser af hestekræfter.
Man kunne godt frygte, at når mobilen skal være billig, så bliver der gået på kompromis med kvaliteten. Det er dog ikke tilfældet med Honor 6. Bevares, den har en kant af plastik, der er grå for at illudere aluminium, men det ser nu meget godt ud, og når du håndterer smartphonen, så føles den solid og langt fra ’billig’.
Det er heller ikke fordi Huawei har sendt en lille telefon på markedet. Næ – Honor 6 er faktisk på hele 5”, hvilket er en ganske betragtelig størrelse på en smartphone. Men Huawei kan noget med størrelser, for den føles ikke stor, når du håndterer den.
Imponerende hardware
Men så har de vel lavet en mobil med skrabet hardware, kunne man blive fristet til at antage. Men det er heller ikke tilfældet. Honor 6 er spækket med hardware, der burde gøre den til en seriøs konkurrent, rent ydelsesmæssigt, for langt dyrere smartphones.
Den er for eksempel udstyret med en octa-core processor, Hisilicon Kirin 920, 3GB RAM og 16GB ROM. Skærmen har en opløsning på 1.920 x 1.080, og er udstyret med en 5MP kamera, der vender ind mod brugeren (så der kan snuppes nogle gode selfies) og et 13MP kamera, der vender ud mod omverdenen.
For at gøre mobilen både robust og samtidig elegant at se på, er bagsiden af Honor 6 fremstillet med et design i 6-lags komposit-teknologi, som gør, at den både er transparent så det underliggende mønster kan ses, og som samtidig gør den resistent overfor ridser.
Det er også ret tydeligt, at Huawei har rødder i netværksteknologien, for de har udstyret Honor 6 med teknologi, der gør den kompatibel med den nye 4G LTE, så den bør være ekstra hurtig, når det kommer til surf på nettet.
Kan kun købes på nettet
Det der så gør, at Honor 6 kan købes så billigt, kun 2.499 kroner, er at du ikke kan gå ind i en butik og forvente at købe den. Honor 6 kan nemlig kun købes online, og kun gennem Komplett. Ved at skære hele forhandlerledet og distributørledet væk, kan Huawei reducere prisen, så Honor 6 kan købes til en pris, der slet ikke står mål med den hardware, den er udstyret med.
Det får du i en Honor
Når du investerer i en smartphone fra Huawei, får du en mobil, der på mange måder er anderledes. Huawei har gjort meget ud af at fremstille en brugergrænseflade, der både er let at bruge og elegant.
For det første skal du vænne dig til, at du ikke har en undermenu, hvor alle programmer ligger, så du selv skal oprette genveje til den skærm, du ønsker programmet skal ligge på. Så alle de programmer mobilen er udstyret med ligger direkte på hovedskærmen. Det gør også, at når du sletter et ikon, så afinstallerer du også programmet. Hvilket vi her på Tech-Test betragter som en stor fordel. Det er irriterende, at man både skal huske at fjerne genvej og programmet på andre Android-mobiler.
Huawei har også skåret drastisk ned på mængden af installerede apps. Du får en god samling af apps fra Google, værktøjer som lommeregner, lommelygte, FM-radio og lydoptager, og så får du Kingsoft Office, så du kan læse og oprette tekstdokumenter, memo, præsentation og regneark. Point til denne lille billige smartphone, det er et rigtig godt udvalg, der er leveret med.
Naturligvis medfølger der også alle de kendte som kontakter, Gmail, Email, kalender, vejret, musik og meget mere. Så det er ikke fordi du går ned på apps, der er bare ikke så mange som i andre smartphones.Brugergrænsefladen er Honor-versionen af Huaweis EMUI, hvor der er kælet lidt ekstra for brugervenligheden. Når du for eksempel er inde i telefonmenuen, kan du komme til kontakter og favoritter ved at swipe til siden.
Vanen tro har Huawei også gjort meget ud af at gøre mobilen strømbesparende. Derfor er den udstyret med en mulighed for at gå i ’Ultra batterispare-tilstand’. Den slår automatisk til, når du når ned på otte procent strøm tilbage, og her kan din mobil så kun foretage opkald, sende og modtage beskeder og se dine kontakter. Alt andet er slået fra. Fordelen er, at din mobil pludselig har adskillige timer tilbage, inden den dør af strømmangel.
Du kan også slå en svæveknap til, som placerer sig i siden af din skærm (du kan selv flytte den). Svæveknappen giver adgang til forskellige funktioner, så som at slukke for alle de apps, der bruger strøm i baggrunden, men som ikke bliver brugt. Her kan du også få en kalender til at lægge sig ind over skærmen, så du hurtigt kan se, hvad du skal i de næste par dage.
Der er ingen tvivl om, at designerne af Honor 6 har tænkt sig om. Bevares, vi har nok set mobiler, der er tyndere end Honor 6, men omvendt så er den stadig i den tynde ende af skalaen, og den vejer heller ikke ret meget, så den kan let ligge i lommen hos de fleste.
Kameraet skal også lige nævnes. For her har Huawei også gjort det rigtig godt. Kameraet tager gode billeder i høj opløsning, og så er det lynhurtigt. Specielt vilde er vi med funktionen ”Bedste foto”, hvor Honor 6 tager 10 billeder i træk, så du kan vælge det bedste. Den funktion fungerer bare, og den gør det rigtig godt.
Suveræn batterilevetid
Vi har nævnt, at Honor 6 har funktioner, der sørger for, at den sparer på strømmen. Det kan godt mærkes, at Huawei satser på energibesparende smartphones. Vi kørte uden problemer i to dage på en opladning, når vi brugte mobilen på vanlig vis. Så i løbet af en dag både ringede vi, sms’ede en del og så surfede vi på nettet.
Vi stoppede testen, da vi nåede til Ultra batteribesparende, for nu kunne vi ikke bruge telefonen på normal vis længere.
Masser af roser til Huawei for denne funktion.
Benchmark af telefonen
Vi sendte så Honor 6 igennem vores testsuiter for at se, hvor godt den egentlig arbejdede, og blev med det samme meget positivt overraskede.
I vores Vellamo-test klarede den sig utrolig godt. Naturligvis blev den ikke nr. 1. men det havde vi heller ikke forventet. Mobilen koster jo kun omkring 1/3-del af hvad en traditionel smartphone koster. Men den lå blandt de bedste i alle deltest, og det var vi meget tilfredse med.
I AnTuTu scorer den 38943, hvilket er en meget flot score. Vi har godt nok testet mobiler, der klarer sig bedre, men det var også alle som en, væsentligt dyrere mobiler. De smartphones, vi har testet til samme pris, yder markant dårligere.
Selv spil vil den kunne håndtere, dog klarer den sig lidt ringere her end vi havde forventet. Vi kunne kun få 15,73 fps. Ikke dårligt, men på nuværende tidspunkt var vi blevet forvænte.
Opsamling
Hvis vi endelig skal finde noget at klage over, så er det tastaturet. Der er klemt rigtig mange taster ned på lidt plads. Det kan betale sig at vænne sig til at bruge Swype, når du skal skrive, men at ramme komma og punktum kan godt være en prøvelse. Men til gengæld fungerer Swype fantastisk på Huaweis mobiler, så det er en fordel at gå i gang med at bruge denne funktion.
Vi er også lidt ærgerlige over, at når der nu er mulighed for at ændre tema på mobilen, så er der kun tre at vælge imellem. Du kan godt nok tilpasse disse tre, men du kan ikke få flere, og det er surt.
Ellers er det en super god smartphone, som vi sagtens kunne vænne os til at arbejde med hver eneste dag.
Om end mobilen klarer sig rigtig godt, ikke mindst når prisen tages med i betragtning, så kan vi ikke komme helt op på 100 procent og derved opnå den eftertragtede Platinum-udmærkelse, så ender vi alligevel på 97% og derved på en Gold. Vi ønsker tillykke.Produktinformation
Navn: Huawei Honor 6
Skærmstørrelse: 5”
Skærmopløsning: 1.920 x 1. 080 pixels
Skærmtype: IPS kapacitiv skærm
Processor: Huawei Hisilocon Kirin 920, Octo-core
Lager: 16GB indbygget
Netværk: 802.11 a/b/g/n
Bluetooth: 4.0 LTE
Webcam: 13 MP bagpå, 5 MP bagpå
Batteri: Li-polymer 3.000 mAh.
Dimensioner: 139,6 x 69,7 x 7,5 mm
Vægt: 130 gram
Pris: 2.499 kroner
Mere information hos Huawei
Bedømmelse
Samlet vurdering 97%
En flot og god smartphone. Både hardware og software virker, og spiller sammen på eksemplarisk vis. Vi savnede flere temaer i mobilen og et bedre design af tastaturet. Men det er stadig en mobil der, den lave pris til trods, stadig vil kunne gøre sig blandt meget dyrere mobiler.