Forbrugerne dumper markederne for tv, bredbånd og mobil

Tv-pakker, bredbåndsløsninger og mobilabonnementer skraber bunden i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens forbrugerforholdsanalyse. Forbrugerne har ingen tillid til markederne og oplever, at de er svære at gennemskue

mobiltelefon

Er du usikker på, hvor meget du betaler for din tv-pakke, din bredbåndsløsning eller dit mobilabonnement? Og har du svært ved at gennemskue, om du kan få bedre og billigere løsninger hos konkurrerende udbydere?

Så har du det ligesom rigtigt mange andre danskere.

I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens forbrugerforholdsanalyse henviser forbrugerne markederne for tv, bredbånd og mobil til de tre nederste pladser – ud af 50 markeder.

”Forbrugerne har svært ved at sammenligne produkterne på de tre markeder og ved at finde ud af, hvor de får den bedste pris,” siger Niels Enemærke, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Tilliden hos forbrugerne til de tre markeder er helt i bund. Alligevel er der fremgang at spore på især tv- og mobilmarkedet, lyder det i analysen.

Forbrugerne vurderer, at gennemsigtigheden og skiftemulighederne er blevet forbedret. Også tilliden til de to markeder er vokset de seneste år.

”Det vil forhåbentligt komme til at betyde, at flere forbrugere i fremtiden vil finde bedre løsninger. Hvis man som forbruger har valgt for dyre løsninger på alle tre markeder, kan det løbe op i pæne beløb på årsbasis. Der kan være penge at spare,” siger Niels Enemærke.

Markederne for tv-abonnementer, mobiltelefoni og internet har scoret dårligst af alle markeder i forbrugerforholdsanalyser både i 2013, 2012 og 2011.

3 gode råd om valg af abonnementer

  • Tv: Sammenlign priser og pakkeindhold hos flere tv-udbydere, fx ved hjælp af forbrug.dk’s sammenligningsskema
  • Bredbånd: Find ud af, hvordan du kan modtage bredbånd. Brug fx Erhvervsstyrelsens bredbåndsguide
  • Mobil: Tjek, om der er binding på abonnementet, og hvad mindsteprisen er i bindingsperioden
About Lars Bennetzen 4139 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.