Fra birolle til hovedrolle

Captain Toad er ny i rampelyset, men Nintendo har givet den lille, muntre figur med svamp som hat sit eget eventyr. Tech-Test har mødt Toad i et imaginært sted for at høre, hvad hovedpersonen selv mener om de nye udfordringer

Captain Toad

Lettere forpustet, men glad kommer Captain Toad vraltende ind i min fantasi. Han har just sat sig til rette, da han er ved at tabe sin røde fluesvampehat. Med sin karakteristiske børnelatter forvandler kaptajnen en lidt pinlig situation til et muntert øjeblik, mens han famler med hatten. Selv om han lige er trådt ud af skærmen, væk fra kampene med Shy Guy og en gigantisk fugl sidder Toads safaritøj pænt som en britisk eventyrer. Da jeg rækker hånden frem for at sige goddag, er jeg på nippet til at sige ”Doctor Livingtoad, I pressume,” men ordene forbliver i min bevidsthed.

Captain Toad

”Captain Toad, tak fordi du afbrød level 55 for at tale med Tech-Test. Jeg ved, du har travlt med at generobre din stjerne fra den onde, gigantiske urfugl, som stjal den fra dig”.

Kaptajnen smiler blidt, og jeg kan mærke, at han ikke er vant til at have så meget fokus på sig. Toad er vant til at være en bifigur i Super Marios eventyrer.

”Ihhhh, tak, tak. Jeg er fornøjet over at være her”, fremstammer Toad, mens han retter på sin røde charmeklud om halsen. ”Jaaah, normalt er det storebror Mario, der får al opmærksomheden, mens jeg er vant til at smile og vinke i kulissen, så min debut er lidt overvældende”.

Jeg kan ikke lade være med at smile til den lille eventyrer. Hans naivistiske udseende og charme har ikke kun en effekt på børn, men også voksne. Han er en rigtig familiefigur.

”Jeg kan forstå, at Nintendo og dig blev enige om, at du skulle prøve at stå på egne ben efter du optrådte i et minispil i Super Mario World 3D, der udkom i 2013. Nu er dit spil her, og hvad kan du fortælle om det? ”

Captain Toad

Toad klør sig lidt i nakken, fletter sine fingre foran sig og fortæller, ”Nintendo har døbt mit spil ’Captain Toad: Treasure Tracker. Som det ligger i titlen handler det om at finde skatte såsom diamanter, guldmønter og hver bane afsluttes, når jeg har fundet en gule stjerne”.

”Nu siger du ’bane’, hvad lægger du i det begreb i forhold til spillet? ”

Toad kigger lidt rundt i det imaginære lokale for at få øje de mange kulørte møbler, bøger og håndtag. Han vender blikket tilbage mod mig, smiler og siger, ”jamen, ligesom dette rum er det for banalt at kalde det et ’rum’, da vi befinder os i en stue med alle mulige ting, der gør det til andet end bare et rum. Mit spil er ikke bare et platformspil; det er et arena platformspil med 70 baner, hvor jeg skal nå fra punkt A til punkt Å. Men for at det kan lykkedes, skal jeg bruge banens håndtag til at ændre på banekonstruktionen for at skabe passager, jeg kan gå igennem for at finde banens gule stjerne.

Nu er det min tur til at klø mig i nakken, fordi jeg fornemmer på kaptajnens ord, at han forsøger at sælge gameplayet som noget, det ikke er. ”Undskyld mig, men det lyder som et ganske almindeligt platformspil. Kan du ikke forklare mig, hvad der differentierer dit spil fra alle mulige lignende spil? ”

Captain Toad

”Captain Toad: Treasure Tracker ser på overfladen ud til at være et ganske simpelt platformspil, men når du har spillet det i mere end nogle få baner, bliver det evident for dig, at du skal tænke meget logisk – heri består udfordringen for dig. ”

Jeg trækker lidt på smilebåndet, da jeg fornemmer, at Captain Toad lige har fornærmet mig, men han er ved at have talt sig varm, så jeg lytter til hans forklaring, fordi han, ligesom sit spil, ikke virker simpel og ligetil, men nærmere kompleks og intelligent.

Captain Toad

”Når jeg træder ind i en arena, skal du bruge dit GamePad til at styre kameravinklen, da banen, ligesom Professorterningen, har flere sider, hvori der kan gemme sig noget, du ikke fanger ved første øjekast. Du bruger højre analogpind til at styre kameraets vinkel, så skjulte passager med skatte bliver afsløret.

Ydermere har jeg ingen våben. Jeg kan ikke hoppe eller ødelægge mure med de bare næver. Skal jeg angribe mine fjender, skal du først lede mig hen til banens blomster, hvor der kan gemme sig power ups til at ødelægge mure eller slå fjender ud med. Din fornemmelse for logik kommer på prøve, når banens design skal ændre ved at dreje på håndtag, fordi det element af banen, du ændrer skal skabe en ny passage for mig, så jeg kan nå frem til skattene – og i sidste instans, den gule stjerne.

Kaptajnen læner sig tilbage i sofaen og trækker vejret dybt. Han fortæller mig, at i afslutningen af hvert kapitel skal han ”kæmpe” mod en boss ved at bruge omgivelserne til forsvar og angreb, da hans eventyr skal være børnevenligt og fri for våben. Han afslører også, hvordan hans eventyr omhandler ture i miner, hvor han på bedste Indiana Jones-stil skal køre i små vogne på skinner, mens han kaster ting efter fjender ved at bruge trykskærmen på GamePad’et. Jeg må ærligt indrømme, at Toads eventyr ikke virker så banalt som hidtil antaget. Til gengæld medgiver han mig, at spillet er en anelse kort, da de 70 baner er små og ikke tager synderligt lang tid at gennemføre, ligesom gameplayet kan blive trivielt efter de første 15-20 baner.

”Men vi kan jo ikke opfinde det perfekte spil i første forsøg”, siger Toad, mens han lidenskabeligt forsvarer sin debut. ”Vi har lavet et eksperiment her, og jeg synes, vi er kommet godt fra start. Grafikken er smuk og kulørt. Gameplayet er familievenligt, fordi det er nuttet og kun indeholder mild vold, men samtidig har vi inkluderet rigtig mange elementer fra Nintendos univers, som vækker reminiscens hos voksne gamere. ”

”Kan du ikke komme med nogle eksempler på ting, der skal vække genkendelighed og nostalgi hos voksne? ”, spørger jeg. ”For umiddelbart lader spillet til at være meget fokuseret på børn med de mange nuttede elementer ”.

Captain Toad
Captain Toad

”Vi låner rigtig meget fra Super Mario-universet. Jeg skal forsøge at undgå, at Shy Guy får øje på mig, da han ellers løber mig af banen. Samtidig har vi Bill Bullet, som vælter mig omkuld, hvis han rammer mig, mens jeg kan bruge ham til at ødelægge vægge, så jeg kan komme videre på banen.

Endelig har vi hele 16-bit lydtemaet fra SNES-dagene. Nu kan du høre på mig, at jeg rent faktisk kan finde ud af at føre en normal samtale, men i spillet bruger jeg en mere skinger stemme, som måske virker irriterende, men det er fordi vi går efter lyde og stemmer fra SNES-dagene. Derfor er musikken i spillet også meget simpel og computeragtig, da det var sådan, soundtrack i spillene lød dengang. ”

Som vi taler, overbeviser Captain Toad mig om, at hans spil appellerer til fædre såvel som børn. Da vores tid er gået, og Toad skal tilbage på skærmen, og jeg skal tilbage til virkeligheden, kan jeg mærke, at kaptajnens eventyr ikke rigtig har fået sit tag i mig. Han vinker til mig fra level 55, mens han smiler. Ikke desto mindre føler jeg, at gameplayet bliver for trivielt med tiden, og jeg nok ville have større glæde af spillet, hvis jeg havde en lille søn eller datter, jeg kunne spille sammen med. For Captain Toad: Treasure Seeker er et familiespil, som man skal spille sammen med et barn, der bliver trænet i at tænke logisk, mens farmand eller mormand nyder et nostalgisk tilbageblik.

Produktinformation

  • Titel: Captain Toad: Treasure Seeker
  • Platform: Wii U
  • Genre: Platformspil
  • Antal spillere: 1
  • Udvikler: Nintendo
  • Udgiver: Nintendo
  • Set til pris: Kr. 302
  • Mere information her

Bedømmelse

Samlet vurdering 75%

Captain Toad: Treasure Tracker er en god debut for den lille eventyrer med fluesvamp som hat. Spillet byder på logisk tænkning i 70 arenaer, hvor du skal ændre på banens opsætning for at komme i mål, men det bør nydes sammen med yngre familiemedlemmer, da Captain Toad bliver lidt for nuttet, og hans eventyr bliver lidt for monotont i længden. Til gengæld kan børn træne deres logiske tænkning, mens forældrene får et nostalgisk tilbageblik til SNES-dagene.

Del artiklen på