
Hvor kaffefolket længe har kunne få fremstillet alverdens forskellige typer af espresso og cafe latte i fuldautomatiske espressomaskiner, så har tefolket været henvist til at brygge deres nektar på den gamle måde, kog vandet, hæld det over tebladene, vent en rum tid og fjern så bladene igen.
Problemet er blot, at te ikke bare er te. Alt efter typen af te så varierer den temperatur, vandet skal have og trækketiden er også forskellige på forskellige tetyper. Derfor oplever mange, at teen bliver bitter eller alt for stærk.
Nu er der dog hjælp at hente til teentusiasterne. Sage, der blandt andet står bag espressomaskinen The Oracle som Tech-Test har på testbænken i øjeblikket, har nu sendt deres Tea Maker på gaden. De lover, at det bliver så let som at klikke på en knap, at få en perfekt kop te.
Tea Maker tager nemlig hensyn til tesorten, altså om det er grøn te, hvid te, sort te, urtete og så videre, du ønsker at brygge en kande på. Den kender den optimale temperatur og trækketid, og når du klikker på start, varmer den vandet op til den perfekte temperatur og sænker derefter tebladene nænsomt ned i vandet.
Når trækketiden er nået, bliver bladene hævet op igen, og teen bliver nu holdt varm på præcist den korrekte temperatur.
Det er den internationalt kendte kok, Heston Blumental, der står bag The Maker, og som teentusiast lover han, at teen bliver brygget optimalt hver eneste gang.
Skulle du have lyst til at din te skal stå færdig om morgenen, eller når du kommer hjem fra arbejde, så kan du også vælge at indstille Tea Maker til at fremstille din te på et bestemt tidspunkt.
Tea Maker distribueres i Danmark af Witt A/S, og den har en vejledende pris på 2.399 kroner.