
Toshiba er ellers ikke selv bange for at fortælle hvor god deres gaming- og entertainment laptop er. ”Bring out the best in your entertainment” står der at læse på deres hjemmeside, og umiddelbart burde det også være en udtalelse som denne kæmpe store laptop (17,3”) burde kunne leve op til.
Hardwaren er nemlig helt i top. Udstyret med en 4. Generations Intel Core i7-4710HQ-processor på 2,5 GHz og med Intel Turbo Boost Technology 2.0, så den kan geare helt op til 3,5 GHz skulle det være nødvendigt, burde der være processorkraft nok til de fleste nyere spil.
Toshiba har også kastet 8 GB hukommelse af typen DDR3L ned i kassen, og grafikkortet er et AMD Radeon R9 M265X med 4 GB dedikeret hukommelse, igen noget, der antyder at laptoppen snildt burde kunne afvikle de fleste af de spil, vi måtte smide efter den.
Men nej
Det er næppe noget, vi kan lægge skjul på længere – Qosmio X70 leverer bare ikke varen. Men det var ikke noget, vi lige med det samme oplevede, for det første, vi gjorde, var at sende den igennem et par af vores benchmarkprogrammer.
Her ydede den faktisk ganske fortrinligt, og selvom den ikke placerede sig helt i den ypperste top, så klarede den sig fint i samtlige test, som vores benchmarksprogrammer kastede efter den.
Derfor var vi også ret spændte på at se, hvad vi selv oplevede, når vi satte den til at køre et par af vores favoritspil.
Alle tre af vores testspil er action-spil, der kræver, at computeren reagerer lynhurtigt, og de har alle en stor detaljerigdom, som skal vises korrekt. Samtidig indeholder de alle en vis mængde cinematiske sekvenser, som skal vises korrekt.
Normalt ville vi forlange, at 30 fps var, hvad en gamercomputer skulle kunne levere i disse tre spil, men med Qosmio var vi heldige, hvis vi fik 15 fps. Det kunne mærkes, spillene hakkede og var svære at styre, og det var absolut ikke en fornøjelse at spille dem. Det til trods for, at vi ikke havde sat spillene op til det højeste detaljeringsniveau.
Ikke fuldskærm
De cut-scenes og indledende cinematiske sekvenser, der var i spillene, blev afviklet med mellem 1 og 9 fps, hvilket bare slet ikke er i orden. Det er under al kritik. Vi forsøgte gentagende gange at genstarte computeren for at sikre, at der ikke var noget, der hang, opdateringer og lignende, men uanset hvad vi gjorde, så var der en meget dårlig ydelse her.
Vi kiggede tilbage på vores benchmarktest og på vores spil – der var ikke nogen sammenhæng, vi umiddelbart kunne se.
Men så kom vi til at afvikle et af spillene i vinduestilstand, og vupti så røg fps’en helt til tops. Det undrede os en del, men når vi forsøgte med de andre spil, var resultatet det samme. Spillene blev afviklet flydende, så længe vi kørte dem i vinduer, og ikke fuldskærm.
Det var det samme, der skete i vores benchmarkprogrammer – her blev alle applikationer afviklet i vinduer og ikke i fuldskærm.
For os er det ikke en farbar vej, at have en 17,3” laptop med en potentielt fantastisk skærm, og så kan vi ikke køre spillene i fuldskærm. Så på den konto alene mister laptoppen mange point – rigtig mange point.
Også gode ting
Det betyder ikke, at der ikke er plads til roser til Qosmio, for på mange måder er det faktisk en rigtig god laptop. Dels har den en flot og stilrent design, den er robust og den står godt på bordet.
Tastaturet er dejligt at bruge, og Toshiba har faktisk formået at placere musepladen præcist, der hvor den skal være – lige under mellemrumstangenten.
Det indbyggede Harman Kardon-lydsystem, stereo med forbedret DTS-sound, skal også roses. Det er en fornøjelse at afspille musik eller lytte til lydeffekter (når de ikke hakker).
Skærmen skal også have gode ord med på vejen. Med en opløsning på 1.900 x 1.080 står Toshibas TruBrite Full HD TFT-skærm utrolig flot, og det er en fornøjelse at se billeder og video på den i høj opløsning.
Opsamling
Tilbage står vi med en gaming/entertainment laptop, der har det hele på papiret, men af en eller anden underlig årsag bare ikke kan leverer varen. Vi ville så gerne have været begejstrede over Qosmio X70-B-10M, men vi er nødt til at konstatere, at den skuffer os fælt.
En gaming-laptop, der kan finde på at byde os 5 fps, er en fornærmelse mod vores intelligens, og taget i betragtning af, at vi skal ud og give 10.000 kroner for den, er det bare ikke godt nok.
Det hjælper i vores verden ikke, at den er fuld af gode intentioner, at den har en skøn skærm og en lydsystem de andre laptops burde være grønne af misundelse over. Qosmio er ikke god nok, faktisk vil vi gå så langt som til at sige at den er en om’er.
- Produktnavn: Qosmio X70-B-10M
- Producent: Toshiba
- Processor: Intel Core i7-4710HQ
- Clockfrekvens: 2,5 GHz, op til 3,5 med Intel Turbo Boost 2.0
- Operativsystem: Windows 8.1
- Skærm: 17,3” Toshiba TruBrite Full HD TFT
- Opløsning: 1.900 x 1.080
- Hukommelse: 8GB
- Lager: 1 TB hybrid hardisk, med 8 GB SSD
- Harddisk: 5.400 rpm
- Indbygget blu-ray drev
- Netværk: 802.11 ac
- Bluetooth: V 4.0
- Dimensioner: 413 x 268 x 28,35 mm
- Vægt: 2,9 kg
- Pris: Set til kr. 9.999
- Mere information hos Toshiba
Samlet vurdering 30%
Ydelsen er bare alt for dårlig på denne laptop. Det kan ikke være meningen, at vi skal køre vores spil i vinduer for at få en ordentlig ydelse. Den skal kunne klare det i fuldskærm også. Vi afventer og ser, hvad næste model fra Toshiba kan levere.