
Creative har været meget stille omkring deres Sound Blaster produkter i det seneste års tid. Nu er firmaet aktuelle med Sound Blaster Tactic 3D Rage V2.0 Wireless. Som navnet på headsettet indikerer, er der tale om en relancering af Tactic 3D-headsettet, der i teorien skulle være kompatibel med PlayStation 4. På papiret ser det ”nye” Sound Blaster-headset imponerende ud, men det snubler i sin spurt.
Vakkelvorn og svedig
Plastikken knager. Knagelyden volder smerter i ørerne, når vi retter på headsettet, mens vi har det på, og det er en høj lyd, der får os til at frygte, at Tactic 3D er ved at gå fra hinanden. Knageriet skyldes dårligt design og valg af plastisk materiale, som føles skrøbeligt. Sound Blasters genkomme emmer ikke just af kvalitet.
Når vi spiller, og kampen intensiveres, begynder vi at svede – denne ufrivillige kropsreaktion bliver hjulpet godt på vej af Tactic 3D. For ørekopperne er lavet af imiteret læder, der ikke er svedabsorberende – ej heller tillader huden at ånde. Allerede efter 10-15 minutters spilletid kan vi mærke, at det bliver meget varmt bag ørekopperne, hvilket generer os efter noget tid. Til trods for den svedfremkaldende tendens sidder Tactic 3D godt på hovedet, og vi føler, det lukker godt af for omverdenen, så vi ikke får alverdens baggrundsstøj med ind i spiloplevelsen – vi vurderer, at det er omtrent 50 % af baggrundsstøjen, der udelukkes.
Headsettets mikrofon kan på- og afmonteres ganske simpelt, hvilket er en god designfeature. Du kan vælge, hvilket lys ørekopperne skal have, selv om det virker lettere omsonst, eftersom du ikke kan se lyset, når du har Tactic 3D på hovedet.
Sound Blaster som vi husker dem
Sound Blaster var i 1990erne meget berømte for deres lydkort, der leverede en fantastisk lyd. Vi, der kendte brandet dengang, har naturligvis høje forventninger til Sound Blasters lydprodukter – Tactic 3D lever faktisk op til dem.
På den ene side for du traditionel 7.1 lyd. Creative reklamerer med, at lydformatet er i 3D, hvilket ikke giver mening, eftersom al surround sound gengives med fornemmelsen af højde, bredde og dybde i lydbilledet. På den anden side får du Scout Mode, hvor headsettet med finpræcision fortæller dig, hvorfra fjendens fodtrin kommer.
Da vi indstiller Tactic 3D til at gengive traditionel 7.1-lyd, får vi en god surround fornemmelse, hvor lydeffekterne i vores spil gengives med præcision. Bliver der skudt i sydøst, er det tydeligt at høre, hvormed vi kan reagere. Vi får også en klar fornemmelse af lydeffekter, der kommer fra oven; bliver der affyret en patron fra et hustag, fortæller headsettet os det med god præcision.
Med Scout Mode bliver de fine lyddetaljer skærpet, så du bedre kan fornemme fjendens location i dine skydespil. Det fordrer dog, at du skruer ned for baggrundsmusikken, når du spiller. Vi oplever, at Scout Mode gør en forskel, når det kommer til opdelingen af lydbilledet, og noget så fint som lyden af fodtrin fra en listende fjende kan fornemmes. Vi siger dog ikke, at Scout Mode forvandler listen til trampende elefantfodtrin, men vi kan ane en distinkt forskel fra 71. til Scout Mode, hvilket giver os en konkurrencefordel i skydespil.
Skal du chatte med andre, mens du spiller, er det lidt af en blandet landhandel. Du kan nemt høre, hvad dine holdkammerater siger til dig med god og naturlig fylde i stemmen. Omvendt vil dine holdkammerater få en meget distinkt fornemmelse af, at du taler ind i en mikrofon, som har aktiv noise-cancelling, fordi din stemme, om end tydelig, får en kraftig metallisk klang – ligesom hvis du talte ind i mikrofon i en mobiltelefon. Noise-cancelling teknikken gør dog, at langt størstedelen af almindelig baggrundslyde i lokalet bliver filtreret bort. Vi testede mikrofonen, mens vi stod ved siden af en radio, og det var først, da vi skruede højt op for musikken, at personen i den anden ende kunne høre det.
Henter du driveren til Tactic 3D, vil du kunne finindstille headsettet efter behov, hvilket indebærer justering af basniveauet. Spiller du strategispil, actionspil eller ser film med masser af eksplosioner, kan du få meget mere fylde og rumlen i lydbilledet end hos mange andre konkurrerende mærker. Driveren vækker reminiscens til Sound Blasters stortid, fordi eksplosioner og andre kraftige lydeffekter får den fylde de fortjener, men ofte mangler når det kommer til gaming-headsets, fordi producenterne nedprioriterer bas til fordel for præcision og gengivelse af de fine lyddetaljer, som ellers ville drukne i bassen.
Driveren giver dig muligheden for at tilpasse headsettet ud fra dine behov for lydgengivelse, og vi taler detaljeret tilpasning frem for, at du kan vælge i mellem film-, musik- eller spilindstilling på headsettets fjernbetjening. Tactic 3D appellerer derfor til dig, der kan lide at nørde med indstillinger.
Nej, det dur ikke til PS4!
En anden fordel ved headsettet er, at du kan bruge det i op til 16 timers spilletid, hvis du vel og mærke slukker lyset i ørekopperne, men batterilevetiden er imponerende. Skulle uheldet være ude, kan du trække et USB-kabel til headsettet, hvormed det oplades, mens du spiller.
Tactic 3D er kompatibelt med PC og Mac, hvor du kan opleve 7.1 surround sound, men vil du bruge Tactic 3D sammen med din PlayStation 4, bliver du hurtigt udfordret på din tålmodighed. På papiret burde headsettet være kompatibelt med Sonys konsol, men vi måtte opgive at finde ud af, hvordan vi kunne få lyden ud igennem Sound Blaster- headsettet. Konsollen havde registreret enheden, og lyden stod til at komme ud igennem ørekopperne, ligesom mikrofonen virkede på PS4, men lyden udeblev. Efter lidt research fandt vi frem til, at Sound Blaster-headsettet langt fra er det eneste headset, der har problemer med PS4-forbindelsen, og der nok skal komme en patch, som løser problemet. Indtil da er Tactic 3D ligeså ubrugeligt som informationerne på Creatives hjemmeside om muligheden for at forbinde headsettet til PS4. Vi mener ikke, at du bør købe Tactic 3D, hvis du alene satser på at bruge det til PS4. Selv om en kommende patch kunne skabe lydforbindelse, vil lyden kun være i stereo – ikke i surround.
Sveden kan være et nødvendigt onde
Selv om Creative har sparet på materialet, da de lavede Tactic 3D, bliver du nødt til at tilgive dem, hvis du er til god og præcis lyd. Det er muligt at komforten lider, og du som følge kommer til at svede mere om ørerne end Al Capone, da ringede på Sankt Peters port, men Creative leverer et vigtigt redskab til din gaming-oplevelse.
For Tactic 3D giver dig præcision, og hvisken bliver til tydelig tale med Scout Mode. Ydermere har du muligheden for at brugerdefinere indstillingerne, hvilket er en sjældenhed blandt gaming-headsets, der normalt kun byder på enkelte brugerindstillinger.
- Navn: Sound Blaster Tactic 3D Rage V 2.0 Wireless
- Producent: Creative
- Driverstørrelse: 50 MM
- Frekvens: 20 Hz-20 kHz
- Lydformat: 7.1 surround sound
- Forbindelse: Trådløs/USB
- Vejledende udsalgspris kr. 749
- Mere information hos Creative
Samlet vurdering 80%
Med Tactic 3D Rage må komfort vige for lydkvalitet. Creative har formået at lave et gaming-headset med præcis gengivelse af lydeffekter, og du kan tilpasse headsettet, så det passer til dine præferencer – om det gælder præcision eller kraftig bas. Tactic 3D Rage giver dig en konkurrencefordel i dine onlinekampe, fordi headsettet får selv de subtile lyde til at fremstå tydeligere, så du får bedre tid til at reagere på en fjende, der nærmer sig.