
Den oser af elegance, den flade tablet fra Sony. Da vi pakkede den ud, var vores første indtryk, at det her var en særlig tablet. Den er utrolig tynd og designet elegant. En tynd lys ramme er med til at give Xperia Z2 tablet et ekstra elegant udseende, og for en gangs skyld er tænd/sluk-knappen (samt volumenknappen) placeret logisk. Sony har nemlig placeret den på ”toppen” af tabletten – altså den korte side – og ikke den lange side.
Langt de fleste af os holder en tablet, så den er i bredformat, og på den måde kommer tænd/sluk-knappen til at ligge ved en af hænderne. Skønt at vi ikke længere skal sidde og fifle for at finde den.
Designet slår også igennem på de dæksler, der lukker til portene på Xperia Z2. Når de er lukkede, er de nemlig næste usynlige – og desværre meget svære at åbne for folk med hænder lidt over gennemsnitsstørrelsen.
Tag den bare med i badet
Men der er en god grund til at dækslerne lukker så tæt. Sony lover nemlig, at Xperia Z2 er vandtæt, ikke stænktæt men vandtæt. Mere præcist lover de, at du kan svømme med den i ferskvand i op til 30 minutter, og dykke med den ned til 1,5 meter, og du kan tage billeder med den samtidig.
Den er også støvafvisende og overholder kapslingsklasserne IP55 og IP58. Alt, det kræver, er, at alle dæksler er lukkede korrekt.
Hvem kan stå for sådan en påstand? Vi kunne ikke – og om end vi ikke tog den med ud at svømme, så blev den smidt ned i håndvasken og dækket med vand. Resultatet var en våd tablet, der uden problemer kørte videre. Så den kan uden problemer komme med i karbad, og dermed erstatte avis og bog.
Så let som en smartphone
Vi vender lige tilbage til vægten på Xperia Z2 igen, for med en vægt på kun 439 gram er den kun marginalt tungere end de små 7-9 tommer tablets, vi har testet gennem den sidste uge. Sony selv påstår, at den er verdens letteste, og vi har ingen grund til at tvivle på den påstand – vi har ikke været i stand til at finde en tablet, der vejer mindre.
Hvilket bringer os til endnu en rose – skærmens kvalitet. Billeder står knivskarpt på den 10,1” store skærm. Med en opløsning på 1900 x 1200 pixels og 24 bit farvedybde er der også god grund til at forvente et flot skærmbillede, og det lever Sony så op til.
Masser af kræfter
Sony har så heller ikke sparet på hardwaren. De har fundet nogle af de bedste stykker hardware og smidt dem sammen i Xperia Z2, og resultatet er imponerende godt. Samtlige af vores benchmarks smider den næsten helt til tops, og den får specielt ros i vores test af internet browseren.
Der er også rigtig gode benchmarks på cpu, og grafik giver den meget flotte karakterer. Sådan kunne vi måle 24,98 fps i vores 3D-test.
Opsamling
Man kan godt få følelsen af at træerne vokser ind i himlen, men det gør de naturligvis ikke. Det design, vi startede med at rose, giver – når tabletten ikke er tændt – indtryk af, at skærmen går til kant. Men det gør den naturligvis ikke. Det betyder, at når du tænder for Xperia Z2, så får du en ret bred sort kant, og det ødelægger helhedsbilledet lidt.
Skærmen lider også under, at den bliver utrolig hurtig fedtet, og netop fordi billedet er så utroligt skarpt og klart, så ses fedtfingrene meget let.
Prisen er heller ikke i den billige ende, men vi synes omvendt at det er en meget reel pris, for du får rigtig meget tablet for pengene.
Det er også tydeligt, at Sony satser på at Xperia Z2 skal være et underholdningscenter. De indbyggede højttalere giver klart den bedste lyd, vi endnu har hørt i en tablet, og de har udstyret den med et otte MP kamera bagpå og et to MP kamera foran. Så billedsiden er i orden.
Produktinformation
Navn: Sony Xperia Z2 Tablet
Skærmstørrelse: 10,1”
Skærmopløsning: 1920 x 1200 pixels
Skærmtype: IPS
Processor: QualComm Snapdragon 801, 2,3 GHz Quad-Core
Lager: 16GB indbygget
Netværk: 802.11 a/b/g/n/ac
Bluetooth: 4.0
Webcam: 8 MP bagpå, 2 MP foran
Batteri: Li-polymer 6000 MAh
Dimensioner: 172 x 266 x 6,4 mm
Vægt: 439 gram
Pris: Set til kr. 3.500 kroner
Mere information hos Sony
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%
Sony Xperia Z2 er en fantastisk tablet. Ydelsen er i top. Billede og lydkvalitet ditto. Den har mange rigtig gode features indbygget, og den får ros for at være både vandtæt og støvafvisende.
Det er altså bare ærgerligt at skærmen bliver så let fedtet, det ødelægger hurtigt helhedsindtrykket.