Googles skjulte (gratis) skatte, del 5

Vi slutter serien om Googles skjulte skatte med tre spændende tjenester, hvor den ene nok mest af alt er et udstillingsvindue til, hvor kreativ du kan være gennem google, den anden er en kombination af underholdning og fakta, og ja – det er den sidste faktisk også

Google

De tre sidste Google tjenester vi kigger på i denne serie er alternative, men viser ganske fint, hvor spændende Google er, og hvor meget du kan med Google.

Google Creative Sandbox

Her har vi fat i et udstillingsvindue eller en guide til ideer der lander kreativitet med teknologi. Her kan du se, hvordan du kan bruge nye teknologier til at løse problemer som virksomheder og organisationer støder på. Samtidig så bliver to andre Google ressourcer koblet sammen, Think With Google og Our Mobile Planet.

På siden med Creative Sandbox, udnytter Google selv til fulde, hvad du kan i en browser, og når du er færdig med at beundre dette, kan du smutte forbi galleriet og se, hvad andre har lavet – vi tør godt love dig, at du vil blive overraskede over den kreativitet som folk har lagt for dagen.



Google Earth Flight Simulator

Du kender garanteret godt Google Earth, men vidste du, at Google har placeret et såkaldt ”easter egg” i programmet? Altså en overraskelse som du selv må lede efter? Google Earth indeholder en flysimulator, hvor du kan flyve to forskellige fly rundt over hele kloden.

Du skal ikke et minut tro, at det er let. Selvom du faktisk kun har musen at styre med, så fandt vi hurtigt ud af, at det slet ikke er så let at styre et fly.

Det der gør denne lille gave til en sjov oplevelse er, at du har mulighed for at flyve over hele jorden. Har du lyst til at flyve rundt om Eifeltårnet, Pyramiderne i Gaza eller måske bare en tur over Rådhuspladsen i København, ja så kan du det. Her får du også en mulighed for at beundre, hvor god Googles dækning af verden i 3D rent faktisk er.

Nå ja – hvis du vil flyve, så skal du trykke på ”Cmd+Alt+A” hvis du sidder på en Mac og på ”Ctrl+Alt+A” på en pc. Rigtig god flyvetur.

Google Smarty Pins

Her gælder det om at finde den viden om geografi frem igen, som vi fik terpet ind i hovederne da vi gik i skole.

Smarty Pins er et spil, hvor du starter med et antal kilometer, og så skal du ellers gætte geografiske placeringer udfra nogle ledetråde du får af Google. Du vælger selv indenfor hvilken kategori du vil besvare spørgsmål, og så er det ellers bare at gætte.

Når du tror at du kender svaret, så placerer du en pin, og så får du ellers at vide, hvor langt du var fra målet.

Du har ikke alverdens tid til at finde svaret, for mens du tænker, tæller kilometerne ned, og når de når 0, så er spillet slut. Når du rammer ved siden af med et svar, så bliver afstanden til det korrekte svar/placering trukket fra – så jo mere præcis du er, jo længere bliver din tur.

Google Smarty Pins er sjovt og ikke mindst læreridt. Det kommer vi til at spille mange gange endnu.

About Lars Bennetzen 4014 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.