
I efteråret udkom Halo: The Master Chief Collection eksklusivt til Xbox One. Fans og anmeldere kunne ikke få armene ned af begejstring. Glæden var dog kortlivet, hvis man bevægede sig online for at spille mod andre. VG 24/7 har lavet en analyse af, hvor elendigt spillet stadig er, og hvor det immervæk går galt – 2½ måned efter udgivelsen i november.
VG 24/7-analysen er ikke kun interessant, fordi den viser, at Microsoft og Halo: MCC-udviklerne, 343 Industries, har lanceret et ufærdigt og fejlfyldt produkt. Analysen fortæller også, hvorfor vi som forbrugere bliver nødt til at tage Microsofts gyldne løfter om “premium produkter” med en skovl salt – dette skal blandt andet ses i lyset af problemerne med Assassin’s Creed: Unity.
For Halo: MCC skulle være et af julens helt store hits, hvor nostalgiske Halo-fans samledes for at nyde en opdateret version af deres favorit skydespil til Xbox-konsollerne gennem tiderne, mens børn og unge ønskede sig en Xbox One med spilsamlingen under juletræet. Mere end 2½ måned efter udgivelsen er samlingen fortsat plaget af grelle problemer, når spillere går online for at spille mod hinanden.
Matchmaking-systemet fungerer stadig ikke optimalt, og spillere skal fortsat vente i adskillige minutter for at komme i gang med et spil. Ydermere crasher en alt for stor del af de spil, man kommer i gang med, hvorefter man bliver sendt tilbage til lobbyen for at vente adskillige minutter endnu en gang for at komme i gang med et spil.
VG 24/7s belysning af online problemerne er ikke nye. Wired bragte juleaftens dag en artikel om de voldsomme tekniske problemer, Halo: MCC havde. Og selv om en patch blev frigivet af 343 Industries den 19. januar, er problemerne fortsat mærkbare, hvilket Forbes skrev om for tre dage siden. Men som Rich Stanton fra VG 24/7 ganske rigtigt pointerer; her mere end 2½ måned efter samlingens udgivelse, er de fleste købere af Halo: MCC nok ligeglade med spillet, og de er rykket videre til andre, bedre titler.
Tilbage står Microsoft med et svækket Xbox One-brand og en svækket Halo-franchise, fordi man har svigtet sine mest loyale kunder, da Halo: MCC skulle være en nostalgisk fejring af en fantastisk franchise. I stedet fik Halo-fans en halvfærdigt samling til flere hundrede kroner. 343 Industries har siden udgivelsen af Halo: MCC forsøgt at kommunikere med Halo-fans på Facebook og via blog indlæg, men siden den 19. januar, hvor den seneste patch udkom, har der været meget stille – til trods for problemerne fortsat er mærkbare.
Tech-Test har rettet henvendelse til Microsoft Danmark, der refererer til et blogindlæg af Bonnie Ross, der er øverste ansvarlig hos 343 Industries. På sin blog undskylder Ross for problemerne med Halo: MCC. Blogindlægget er fra den 19. december, og det adresserer ikke de seneste problemer med spillet. Microsoft Danmark udtaler desuden; “vi har fået meget positiv respons fra brugere efter seneste update. Deriblandt også feedback som teamet er ved at implementere for at sikre oplevelsen”.
