
One A9 kommer med den helt nye Android 6.0 Marshmallow og har fået integreret HTC Sense, en teknologi der tilføjer nye og spændende måder at navigere rundt på smartphonen.
Der er kommet rigtig mange nye funktioner til smartphonen takket være den nye version af Android. Havde du været i USA, ville du blandt andet have kunnet bruge det nye mobile betalingssystem Android Pay.
Det er også blevet nemmere at indstille tilladelser for de enkelte apps, og du kan altid gå ind og ændre de tilladelser, du allerede har givet en app.
One A9 har fået forbedret batterilevetiden, ikke mindst takket være Doze-funktionen, der registrerer, når smartphonen ligger ubrugt og begrænser de energislugende processer, der kører i baggrunden. Sammen med funktionen App Standby, der lukker for unødige apps, bliver batterilevetiden forlænget markant.
HTC har også gjort en del ved designet i den nye smartphone, blandt andet har den fået en supertynd metalramme med en overfladebelægning, der sørger for at smartphonen ligger godt og let i hånden. Skærmen er en 5” Full HD Amoled-skærm, og skærmen går fra kant til kant.
Processoren er den nyeste Qualcomm Snapdragon 617, der med sine 8-kerner giver en god ydelse og en lang batterilevetid.
HTC One A9 leveres med 16GB lagerplads, der kan udvides med et SD-kort på op til 2TB.
Kameraet er på hele 13MP med billedstabilisering, og så er det muligt at gemme billederne i RAW-format – så fotoentusiaster virkelig kan redigere i billederne bagefter.
Der medfølger også et værktøj, Hyperlapse, der gør, at du kan ændre hastigheden i dine videooptagelser, og f.eks. afspille dem op til 12 gange hurtigere.
HTC One A9 kan købes i Danmark fra d. 30. Oktober og prisen bliver på 4.990 kroner.